For ca. et år siden sagde Hanne sit job som jordemoder på et mellemstort fødested op. Bægeret var fuldt. Hendes arbejdsglæde og faglige engagement var i årevis blevet undergravet af lederens hån og kritik. Hun var blevet usikker på sig selv og havde svært ved at sove om natten.
– Det var kun, når vi var alene, at jeg fik skældud. Bl.a. sagde hun flere gange, at der var blevet klaget over mit arbejde. Når jeg forsøgte at få at vide hvem, der havde klaget og om præcist om hvad, fik jeg aldrig noget ordentligt svar. Jeg fandt også på et tidspunkt ud af, at hun udspurgte SOSU-assistenterne om mig. Om jeg sov i vagten fx . Da vi fik indført et nyt edb-system, sørgede hun for, at jeg ikke fik lejlighed til at tilmelde mig et kursus for at lære at håndtere det. Og så fik jeg selvfølgelig kritik for, at jeg ikke kunne finde ud af at bruge det.
Afvist fra starten
Hanne havde ellers altid opfattet sig selv som en god jordemoder. Hun fik ofte ros af forældrene og følte, at hun var i stand til at skabe en behagelig stemning omkring fødslerne. De egenskaber var der bare ikke rigtig fokus på, da hendes lille arbejdsplads i begyndelsen af 1990´erne blev lagt sammen med det det store sygehus. Her var de fysiske rammer helt forfærdelige, syntes hun. Og ledelsesstilen og arbejdsgangen anderledes hård og kontant. Hun og en anden jordemoder mødte op på et personalemøde, hvor sammenlægningen af de to fødekulturer skulle diskuteres. Med sig havde de en lang liste over forslag til, hvordan de mente, afdelingen kunne få det bedste ud af de faciliteter, der nu engang var til rådighed. De foreslog desuden, at ledelsen hyrede en psykolog til at coache personalet igennem omstillingsprocessen.- Vi blev simpelthen grinet ud. Siden var det stort set ligegyldigt, hvad jeg kom med af forslag, så blev det afvist. Musik på fødestuerne? Det var der ikke penge til! Og ofte fik jeg slet ikke noget svar på hverken forslag eller spørgsmål. Det var meget frustrerende.
Hanne valgte i et par omgange at gå på deltid for at klare mosten. Og så holde fast i de stjernestunder, der trods alt ind imellem viste sig i arbejdet. Fem-seks yngre jordemødre var også over årene rejst på grund af lederens tone og stil. Men de var alle unge. Hanne havde været jordemoder i 30 år, og selv om hun var fortvivlet over forholdene, hang hun på. En fødsel, som på grund af dårlig obstetrik gik helt galt, tog meget hårdt på hende. Hun mente selv, at hun burde få psykologhjælp, sådan som jordemødre kunne andre steder, men fik et nej.
Møde med lederen
– Og min leder spurgte aldrig til hvordan, jeg havde det, husker hun.Sidste år blev det for meget. Dels kom lederen og fortalte begejstret, at hun havde stemt for at nedlægge det populære patienthotel for barselspatienter. Dels var hun meget målrettet og konstant på nakken af Hanne for at finde den fejl, der kunne retfærdiggøre en fyring. Sådan oplevede Hanne det i hvert fald selv, og hun forsøgte at tage affære. Sammen med tillidsrepræsentanten fik hun arrangeret et møde med lederen for at konfrontere hende med dét, som Hanne ikke længere tøvede med at kalde mobning. Men den pågældende dag var lederen gået hjem uden at lægge en besked.
– Så orkede jeg simpelthen ikke længere at gå og vente på, at hun skulle fyre mig. Heldigvis har jeg et godt bagland, og min mand sagde, at nu skulle jeg altså selv sige op. Og det har været så godt for mig. Jeg vil gerne nå at komme tilbage til mit fag inden jeg skal på pension. Men lige nu har jeg bare ikke dét overskud. Og jeg har heller ikke kræfter til at føre en arbejdsmiljøsag om mobning, siger hun.
Hannes rigtige identitet er redaktionen bekendt. Denne fremstilling af forholdene på hendes arbejdsplads bygger udelukkende på hendes personlige oplevelse af sagen.