Mindeord: Lise Lauritzen Loft

En kvindesagsforkæmper, græsrod og foregangskvinde er her ikke mere. Det er skibsrederdatter Lise Loft, som efter et usædvanligt aktivt liv nu er død. Hun blev 82 år.

Som afspændingspædagog i 60- erne blev Lise optaget af at arbejde med fødselsforberedelse for at fremme den gode, naturlige fødsel, som kvinden gerne skulle se tilbage på med stolthed. Fødslen skulle ikke bare overstås. Hendes ønske var at støtte kvinderne i at få en aktiv fødsel, hvor de kunne give sig hen til smerterne og få en god oplevelse med færrest mulige indgreb. Lillian Bondo er én af de mange, der havde stor glæde af at deltage med sin mand på et af holdene.

I 60-erne var det utænkeligt, at faren skulle være med til fødslen. Lise kæmpede for at lukke faren ind på fødestuen. Den fødende skulle ikke føle sig ensom og være forladt af barnets far.

Da Lise skulle føde sit første barn og veerne kom, ringede hun til hospitalet og sagde: ”Hvis jeg ikke får lov til at have min mand med, vil jeg lægge mig foran indgangen til hospitalet og føde i rendestenen.” Faren fik lov til at komme med på den betingelse, at hun ikke fortalte det til nogen. Det blev til en offentlig hemmelighed.

Lise var ikke autoritetstro, som mange andre kvinder var dengang. De lyttede til lægerne og rettede ind. Den fødende skulle have lavement og ligge som en væltet bille på ryggen. Og i slutningen af fødslen var det praksis for dem, der fødte på sygehus, at lægen skulle tilkaldes for at give narkose.

En af grundene til at lægerne gav narkose, når de stærke smerter kom, var, at de syntes, det var svært at overvære den lidelse, kvinden skulle igennem. En varmhjertet fødselslæge, der gav de fødende kvinder narkose, sagde: ”Det kan sgu godt være, at I kan holde til det. Men jeg kan ikke!” Lægerne dengang var ikke opmærksomme på den glæde og stolthed, der er forbundet med, at kvinden bruger sine iboende kræfter til at føde med. De var heller ikke klar over, at en dårlig fødselsoplevelse kan præge familien i lang tid.

I 1973 var Lise en af initiativtagerne til foreningen Forældre og Fødsel, som udviklede sig til en stærk forbrugerbevægelse. Lise blev en af de forreste, der sammen med andre fremsynede brugere kæmpede for at bryde med nogle af de rutiner, der herskede på fødestuerne.

Efter fødslen lå barnet adskilt fra sin mor og måtte kun ammes på bestemte tidspunkter, så barnet lå ofte alene og skreg i timevis. Man mente, at moren skulle have ro, og i stedet for mors mælk fik barnet sukkervand. Lise arbejdede for, at barnet skulle være sammen med sin mor og for at personalet skulle hjælpe moren bedst muligt for at få gang i den vigtige amning.

Sidst i 80-erne var tre danske jordemødre og jeg inviterede til en international konference i Warszawa. Der holdt Michel Odent og Sheila Kitzinger oplæg, og vi holdt foredrag om de gode fødsler. Vores deltagelse kunne kun lade sig gøre, fordi Lise gennem sin families fond betalte rejse og ophold. Hun deltog selv på rejsen, og det var en stor glæde for hende også at bidrage til de gode fødsler internationalt.

Lise Loft havde et stort hjerte og var en klog kvinde med sine meningers mod. Hun fødte ikke sit barn i rendestenen, og i dag er det også hendes fortjeneste, at det er en selvfølge, at fædrene er med til deres barns fødsel.

Hendes stemme er her ikke mere. Nu er det os, der er tilbage, der kan sige tak for hendes indsats og fortsætte hendes arbejde med at fremme de gode fødsler.


Lise Lauritzen Loft