Min gode kollega og ven jordemoder Kirsten Koefoed Kruse-Blinkenberg døde den første april efter en uges sygdom. Det er sorgfuldt ikke længere at få mulighed for at være sammen med hende og nyde godt af hendes selskab og gæstfrihed.
Kirstens og mit venskab startede i 1970’erne og udviklede sig både personligt og kollegialt, og jeg har meget at takke hende for. Jeg vidste ikke, at det var sidste gang, jeg spiste frokost med hende, da jeg var på besøg i januar. Da var hun frisk og rask og havde det godt.
Mange jordemødre ved, hvor stor betydning Kirsten har haft for udviklingen af dansk jordemodervæsen. Alligevel vil jeg tillade mig her i tidsskriftet at mindes nogle af de mestcentrale punkter. I hvert fald de af dem, som jeg umiddelbart har kendskab til.
Kirsten tog eksamen i 1954 og blev distriktsjordemoder i Everdrup syd for Næstved. Det var småt med indtjeningen og en hård tid for hende og hendes kæreste Hans Otto, som studerede medicin i København og kun kom på besøg i weekenden. Når han var rejst, kneb det med mad, og jeg husker Kirstens beretning om, hvordan hun bar sig ad med at falde i søvn, når sulten nagede. Nemlig ved at rulle hovedpuden sammen og lægge den, så den pressede hårdt mod maven.
Kirsten var langtfra den eneste jordemoder, der havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Hun engagerede sig i fagligt arbejde, og sammen med blandt andre DADJ’s formand, distriktsjordemoder Agnes Edinger, blev Kirsten udpeget til det udvalg, som indenrigsministeriet nedsatte den 15. marts 1967 med „den opgave at redegøre for og vurdere den stedfundne og fremtidige udvikling med hensyn til praktiserende jordemødres virksomhed og på baggrund heraf afgive indstilling om, i hvilken udstrækning det hidtidige grundlag for jordemodervæsenets ordning i Danmark bør ændres“.
Betænkning nr. 633 om fødselshjælpens tilrettelæggelse blev afgivet i 1972, 5 år og 18 møder senere. Betænkningen lagde grunden for centerordningen, og sidst i den kan man læse, at „Jordemødrene Kirsten Blinkenberg, Tove Dohn og Mary Hedegaard har ønsket at tilføje til deres tiltrædelse af betænkningen, at de forudsætter, at den i betænkningen skitserede ordning kombineres med rimelige økonomiske forhold for de under ordningen virkende jordemødre“.
Allerede dengang var det op ad bakke, det med at sikre jordemødrene rimelige økonomiske forhold. Det er fortsat en kæmpe udfordring.
Ca. 20 år senere var KTO-forliget med omlægning af løndannelsen, herunder jordemødrenes, den direkte anledning til, at Jordemoderforeningen to år senere udgav Beskrivelse af jordemoderområdet (1997) og udsendte den til samtlige jordemødre og studerende. Kirsten var en af hovedforfatterne bag kapitel 5, hvoraf det bl.a. fremgår, hvordan det siden centerordningens indførelse i 1974 havde været yderst vanskeligt at opnå et bare nogenlunde rimeligt niveau for jordemødrenes aflønning. De måtte i 1995 fortsat konstatere et ’betragteligt lønefterslæb’.
Kirsten fulgte således betænkningen om fødselshjælpens tilrettelæggelse gennem mange år. Hun var forankret i en humanistisk socialistisk tankegang og levende optaget af, at velfærd tilkommer alle, lav som høj. Kirsten var aldrig revolutionær. Hun fandt hellere det humoristiske ved enhver situation og var en sand mester i anekdotiske kommentarer.
Fra 1972 til 1992 arbejdede Kirsten som Sundhedsstyrelsens sagkyndige rådgiver vedrørende jordemodervæsenet, og hendes faglighed og præcise sproglige fornemmelse var højt værdsat. Jeg tror, at et Kirsten-aftryk endnu ses i Sundhedsstyrelsens ’Anbefalinger for svangreomsorgen’ (2013, pkt. 342, s. 30). Her kan man læse: „Under fødslen er jordemoderen den centrale fagperson, der understøtter den spontant forløbende fødsel…“ Altså spontant forløbende i stedet for normalt – vel at mærke så længe forløbet bedømmes ukompliceret. I forbindelse med svangerskab og fødsel flytter ’normal-begrebet’ sig i takt med den teknologiske udvikling, mens ’spontan- begrebet’ er mere stabilt.
Kirstens hjertesag var jordemødrenes videreuddannelse, og hun både organiserede, tilrettelagde og underviste. Kirsten arbejdede gerne efter princippet: Hvad har vi her? Hvad står vi for? Hvad gør vi så? Uden hendes viden, omtanke og flid ville diplomuddannelsen i Århus aldrig havde opnået sin høje kvalitet.
Kirsten gemte alle vigtige papirer fra sit arbejde. Både fra betænkningsarbejdet, fra tiden som sagkyndig rådgiver i Sundhedsstyrelsen, fra hendes mangeårige virke i DADJ’s udvalg, fra videreuddannelsen osv. I samarbejde med mag.art. og ph.d. Helen Cliff fik hun så godt styr på sit private arkiv, at hun for en del år siden kunne aflevere det til Kvindehistorisk Samling
I disse dage, hvor jeg vidt og bredt har søgt oplysninger om Kirsten, hendes arbejdsliv og betydning, er det begrænset, hvad jeg har fundet på nettet. Man kan desværre endnu ikke læse om hende i Kvindebiografisk Leksikon, men jeg tror det kommer. Kirstens jordemodervirke og arkiv rummer en vigtig ikke-digitaliseret viden for fremtidige historikere og andre forskere i ’jordemoderi’.
I 2002-03 gennemførte Kirsten og jordemoder Marianne Løffler og jordemoder Line Lockwood tre erindringsværksteder med de dengang ældste jordemødre i Danmark. De tog selv initiativ til projektet, som blev støttet af Jordemoderforeningens forskningsbeholdning. Værksteds-beretningerne er overført til CD.
Dette er et eksempel på Kirstens evne til at forudse, hvad der ville forsvinde ud af jordemoder- historien, medmindre ……! Et andet eksempel er de jordemoder-redskaber, som hun – blandt andet sammen med jordemoder Randi Jähne – indsamlede, registrerede og ligeledes afleverede til sin forening.
Det internationalt vigtige arbejde, som Kirsten og overjordemoder Tove Schmidt udførte i Liaisonkomiteen, rækker ind i vor tid. At videreføre jordemødres selvstændige virke på europæiske plan og arbejde for et fælles europæisk mindstemål af uddannelse til jordemødre har haft betydning for først jordemoderdirektivet og siden det generelle arbejde med anerkendelsesdirektivet. Også det har haft betydning for danske jordemødre. Kirsten og Tove må have drøftet dette arbejde i den private gruppe, som de dannede sammen med Anne-Marie Bruun og andre spændende jordemødre, og som de kaldte Yggdrasil.
Kirsten havde rødder i en tid, hvor bistand ved en fødsel (menneskeligt og økonomisk) blev set som et dagsværk, og jeg har ofte hørt hende citere anbefalingen om, „at sundhedsydelser skal gives på det organisatorisk laveste, fagligt forsvarlige og økonomisk hensigtsmæssige niveau, hvor nærhed og lige adgang til kvalificerede sundhedsydelser er væsentlige forudsætninger…“.
Det var formentlig på grund af vores mange samtaler om disse forhold, at Kirsten tilbød at støtte mig ved Jordemoderforeningens 100 års jubilæum i at fremlægge mit essay, Jordemoderkundskab og jordemoderfaglighed. Det skal jeg aldrig glemme hende for.
Kirsten var tæt knyttet til sin familie. Da Koko, hendes kærlige og trofaste mand helt fra de unge år, blev syg, kort efter at han var gået på pension som overlæge på Sæby Sygehus, måtte de begge forandre planerne for deres alderdom. Alt for tidligt gik Koko bort, og få år efter ligeledes Kirstens søster Ellen, som jeg også har kendt. Hver gang jeg siden besøgte Kirsten, kom vi altid på et tidspunkt til at tale om, hvor meget hun savnede dem begge to. Familiesammenholdet omfattede alle tre sønner og svigerdøtre, som boede tæt ved Kirsten og Koko, så længe børnebørnene gik i skole. Utallige er de stile og projekter, som de før afleveringen lige skulle hen til farmor med, så hun kunne læse dem og give gode råd.
Vi er mange, der kommer til at savne Kirsten, hendes beskedenhed, lyse sind, skønne anekdoter og rummelige arbejdsomhed.
Æret være hendes minde.
Jytte Aa. Møller, jordemoder/cand.mag.