Mette og Alexander fik foretaget en samrådsabort: – Jeg vil aldrig komme til at kalde det en let beslutning

I går var en mærkedag for Mette Lysdahl Fahrenholtz og hendes forlovede Alexander.

For der var det to år siden, at ’Peanut’ blev født.

Eller to år siden, at Mette fik en provokeret senabort.

Hun er stadig selv lidt i tvivl om, hvad hun skal kalde det.

For måske har hun stået i en så umulig situation, at der ikke rigtigt findes nogen god og passende betegnelse for den? En betegnelse, der er passende hver gang – for alle?

Det er faktisk netop Mettes budskab til de jordemødre, der læser denne artikel. At de skal forsøge at se det individuelle menneske og spørge oprigtigt interesseret ind til de par, de møder, der er ved at miste eller har mistet. Spørge ind til tabet, til deres følelser og til lige netop deres konkrete situation.
 

Scanningen

Situationen for Mette og hendes forlovede Alexander på 30 og 31 år var den, at der til scanningen i andet semester af Mettes første graviditet blev opdaget, at noget var galt.

– Vi havde fået lavet en privat kønsscanning i uge 15 eller 16 og selvfølgelig også nakkefoldsscanningen i uge 12. Så hvis der var noget slemt, så ville det vel være blevet opdaget allerede, tænkte jeg. Min logik var, at hvis der blev fundet noget til den her scanning, så ville det sikkert være noget, man kunne leve med, fortæller Mette her to år efter.

Men sådan var det desværre ikke. Lille ’Peanut’ i maven var skabt med en misdannelse i ansigtet. Et næsten ikkeeksisterende kæbeparti ville gøre det svært for ham at spise, trække vejret og højest sandsynligt også gøre ham mentalt udfordret.
 

Manglende italesættelse af det følelsesmæssige

– Vi fik at vide, at 80 procent ikke kan overleve den tilstand, han havde. Det gjorde det mere klart for os, hvad der skulle gøres. Men jeg vil aldrig komme til at kalde det en let beslutning. Vi tog beslutningen om at afbryde graviditeten i kærlighed og barmhjertighed. Det kan vi sige til os selv i dag. Men i sidste ende er det stadig ens barn, man har taget den beslutning om …

Mette følte sig hele vejen igennem forløbet godt behandlet af de jordemødre og sygeplejersker, hun mødte. Det stod i modsætning til oplevelserne med lægen, der gav Mette og Alexander beskeden om sønnens diagnose:

– Det var en meget ubehagelig situation. Ikke kun på grund af den besked vi fik, men også på grund af måden, den blev overbragt på. Vi fik meget faktuel information, men det følelsesmæssige blev overhovedet ikke nævnt. Ikke én gang blev det italesat, at det var et svært valg, vi stod med, og at der ville være opbakning til os, hvad end vi besluttede. Vi manglede noget normalisering, og at der blev sat ord på, at vi ikke var alene i situationen – selvom det i sidste ende var vores beslutning, hvad der skulle ske. Lægen kunne godt have skabt et andet rum, der ikke havde været helt så forfærdeligt at være i, beskriver Mette.

Heldigvis talte Mette og Alexander efterfølgende med en sygeplejerske, der med Mettes ord ’greb dem’. Hun satte ord på den svære følelsesmæssige situation, de stod i og tilbragte også tid sammen med dem, hvor de bare var stille.

– Jeg ville ønske, at vi var blevet set mere som et par, da beslutningen skulle tages. Der blev næsten kun talt til mig og holdt øjenkontakt med mig. Jeg forstår, at det var min krop, der skulle igennem et indgreb, men det handlede om vores fælles familie. Det var også halvt Alexanders barn. Jeg syntes, at det var ubehageligt, at det kun var mig, der skulle skrive under. Hvis vi begge havde skullet sætte en underskrift på det stykke papir, havde det været en anerkendelse af, at beslutningen ikke kun var min og dermed mit ansvar, siger Mette Lysdahl Fahrenholtz.
 

Rolige og omfavnende jordemødre

Også sygeplejerskerne Mette og Alexander mødte, da Mette skulle tage pillerne, der ville udløse fødslen af ’Peanut’, var utroligt omsorgsfulde og hjælpsomme.

– Jeg hulkede mig igennem det, men de var så rolige og omfavnende. De tog sig god tid, og det var en kæmpe hjælp. Da jeg kom tilbage næste dag, var jordemødrene også enormt rolige og ærlige. De sagde direkte, at provokerede senaborter ikke var hverdagsarbejde for dem, men at de ville være der for os. Jeg er ikke i tvivl om, at de føtalmedicinere, vi havde mødt indtil da, var skideerfarne og kloge. Men her blev vi mødt følelsesmæssigt, som vi ikke var blevet før, og det var så vigtigt, siger Mette og fortæller, at det betød meget for hende, at personalet brugte tid på at spørge ind til graviditeten og forstå forløbet.

Da ’Peanut’ var født, kunne Mette og Alexander blive på stuen så længe de ville.

– Vi blev nogle timer, tog billeder og sørgede for, at han blev svøbt og fik hue på. Han blev lagt i en lille trææske, og vi gav ham en bamse og et billede af os med i æsken. Vi fik tilbudt at få ham med hjem, men det sagde vi nej tak til, fortæller Mette.
 

Folk skal behandles forskelligt

Mette er uddannet og arbejder som psykolog. Måske er det derfor, hun har gjort sig mange overvejelser om, hvordan man bedst muligt taler med og behandler de forældre, der ikke får et levende barn med hjem fra fødegangen:

– Nogle mennesker bliver forældre ved fødslen af deres barn. Andre bliver det langt før. Så hvor er folk i tilknytningen til det barn, de skal miste eller har mistet? Hvor er de kommet til i deres forældreskab? Det er meget individuelt, og jeg tror, at det er vigtigt, at man som sundhedsprofessionel er opmærksom på den forskel, så man ikke behandler alle ens, siger Mette.
 

Gravid igen efter tab

Det samme gør sig gældende i en eventuel efterfølgende graviditet. Selv blev Mette gravid igen tre-fire måneder efter tabet af ’Peanut’. Hun kom i et forløb for sårbare gravide, og det var hun glad for, for hun oplevede graviditeten som meget anderledes anden gang.

– Jeg følte alt stærkere anden gang. Jeg var mere glad – sikkert fordi jeg nu havde oplevet, hvor skrøbelig en graviditet er – men jeg var også meget mere bekymret. Der var hele tiden et ’men’ i mit baghoved, fortæller Mette og fortsætter:

– Omsorgsjordemoderen, som jeg kom ved, var god til at tale med mig om ord som fx ’førstegangsfødende’ og ’andengangsfødende’ og forklare, at jeg i systemet ville stå som ’førstegangsfødende’, så jeg var forberedt på det. Og hun hjalp med, at jeg fik skrevet et fødselsbrev med ønsker til min fødsel. Nogle gravide, der har mistet, ønsker et meget højt informationsniveau under deres næste fødsel for at føle sig trygge. Sådan havde jeg det ikke, jeg ville ikke ligge og kigge på den CTG-skærm og tolke på den hele tiden, den måtte jordemødrene vurdere.

Mettes anden graviditet blev dog påvirket af, at hun relativt tidligt fik konstateret gestationel diabetes (GDM) og overgik til en ny jordemoder, da GDM’en begyndte at fylde.

– Da jeg fik konstateret GDM, begyndte jeg at gå parallelt ved både omsorgsjordemoderen og jordemoderen, der havde specielt fokus på min GDM. Men langsomt overgik jeg til ikke at komme ved omsorgsjordemoderen mere. Der var jeg ved at være klar til at se denne her graviditet som noget nyt. Jeg havde jo fx aldrig prøvet at være gravid i uge 28 før. Jeg begyndte også at synes, at jeg skyldte det nye, kommende barn at fokusere på ham nu. I dag har min sorg fundet en plads. Den er ikke blevet mindre, men jeg kan omgås den, og den fylder mest på mærkedage som i går, slutter Mette.

På en hylde på væggen bag hende står et mindebillede med aftryk af to bitte-bittesmå sæt hænder og fødder. På hendes skød sidder Walter på snart et år.