– Faktisk var det mig, der hyrede dem. Jeg opsøgte Jan Tritten og sagde ”Kom til Danmark!” Så svarede hun: ”Skaf en platform, så skal vi nok lande.” Marta Orbis havde deltaget på flere Midwifery Today-konferencer rundt omkring i verden forinden, men ”the roadshow,” som hun kalder det, havde aldrig været i Skandinavien før. Og det syntes hun, der burde rettes op på. Forslaget udløste en hel del arbejde for Marta Orbis, der normalt er ansat som jordemoder i Roskilde. Faktisk et helt års forberedelser.
– Derfor er det en ren saltvandsindsprøjtning for mig med alle de mange positive tilbagemeldinger. Folk synes oprigtigt, at de har fået varmet deres jordemoderhjerter, siger Marta Orbis. IKEA-hylden
Hun forklarer, hvorfor overskriften for konferencen blev, som det blev: ”Reclaiming the Joy of midwifery and birth.” Et tema, hun i høj grad var med til at definere.
– Jeg synes, situationen herhjemme er gået i hårdknude. Vi har et kæmpe statsligt monopol på fødsler, og hospitalstilbuddet bliver til stadighed forringet. Vi har jordemødre, der brænder ud, og vi har en massiv udvandring fra faget, fordi det tilbud, vi kan give kvinderne, er lige ringe for alle. Der findes ikke den dér brede vifte af forskellige fødesteder, som kunne give plads til kvindernes forskellige behov. – Det, vi oplever på hospitalerne i dag, er et konstant worst case scenario. Jeg mener; jeg bestiller jo heller ikke en ambulance til at holde nede på gaden, når jeg banker en IKEA-hylde op.
– Derfor tænkte jeg: vi må have noget positiv energi ind i faget. Noget inspiration, så vi kan komme videre. Vi skal holde op med at betragte fødsler som en rent medicinsk begivenhed og begynde at beskytte den naturlige fødsel lidt bedre. Det flotte ved faget er jo ikke at gå rundt og dele blokader ud, mener Marta Orbis.
Næsehornet
Og nu hun er i gang med sprogblomsterne:
– Hospitalerne skaber nogle rammer for fødslen, som er helt langt ude. Tænk hvis man også skulle tisse og skide og avle børn på kommando!”
Marta Orbis korser sig over den brutalitet, som hun synes, hun møder på fødestuerne.
– Det svarer jo til, at der står én og hepper ved WC-døren, når du har hård mave. Det eneste, du trænger til er fred og ro, men vedkommende står og råber ”Så nu har du siddet derude i ti minutter… ved du hvad, dét dér kan du vist ikke klare.” At fødsler går i stå under de betingelser, er en simpel naturlov, mener hun. Hvorefter lægerne har alibiet i orden for at gribe ind og få sagen ekspederet. Marta Orbis griber til dyreriget for at illustrere, hvad hun mener, der mangler:
– De dér dyr i ZOO, de føder sjovt nok aldrig i besøgstiden, og dyrepasseren ved godt, at han skal holde sig i baggrunden, når det foregår. Alle obstetrikere burde simpelthen komme på studiebesøg i ZOO og se det nyfødte næsehorn.
– Der er jo ikke ro på en fødestue, og i hvert fald ikke respekt. Det er den, vi gerne vil have tilbage. Respekt og empati.
Det skæve bræt
Ifølge Marta Orbis handlede de fem dage derfor om at genvinde tilliden til naturen og til nerven i faget…og dermed generobre arbejdsglæden.
– I virkeligheden var det ikke særligt alternativt, hvad der foregik. Det handlede bare om at komme tilbage til nogle grundværdier. Jordemødrene bliver mere og mere udmagrede hvad værdier angår, siger hun og definerer sin egen strategi mod udbrændthed.
– Hvis vi ikke kan forandre forholdene på hospitalerne, må vi jo gå uden om dem. Altså ligesom hvis du har savet skævt i et bræt. De første fem centimeter går det måske meget godt, men derefter bliver det mere og mere tydeligt, at du er på forkert kurs. Så er der jo ikke andet at gøre end at starte forfra et andet sted.