– Jamen Herregud, de har jo glemt at sætte varmen på kuvøsen.
Ordene fra den hvidkitlede står prentet i sjælen. Det samme gør billedet af det lille, blege, stille barn i kuvøsen, der forsøger at finde vej til livet efter et akut kejsersnit.
At personalet på Hvidovre Hospital glemte at sætte varme på kuvøsen er blot én af de mange forglemmelser, Katarina Berg og hendes mand, Ole Boisen, nåede at opleve i de mange timer på fødegangen på Hvidovre Hospital den dag for tre år siden, da Osvald kom til verden.
Vandet gik aftenen før. Osvalds hoved stod ikke fast, så ambulancen bragte parret til hospitalet. Her lød beskeden: alt ser fint ud, kom igen næste morgen kl. 8.
Natten gik med søvn, veer og forventningsfuld venten. Tidligt om morgen satte Katarina Berg sig ned og skrev et kærlighedsbrev til sin mand, forude ventede mødet med den ukendte, og da klokken var 8 var stod parret igen på fødegangen på Hvidovre Hospital.
Her gik der to timer før nogen havde tid til at kigge, og den første usikkerhed begyndte at melde sig. Skal vi hive fat i dem? Eller vente på, at de har tid?
– Jeg ved godt, der sker meget på et hospital, men jeg blev urolig og ville gerne vide, om jeg ikke snart skulle undersøges, siger Katarina Berg.
De næste mange timer gik med at vente. Hver gang Katarina Berg og hendes mand forsøgte at få kontakt med en jordemoder lød svarene: Vent lige lidt – jeg er lige kommet på arbejde – jeg skal checke med de andre – jeg skal hjem nu, så den nye jordemoder må træffe en beslutning.
Mor og barn blev undersøgt af adskillige læger og jordemødre, strimler blev kørt og kigget efter, men uden at nogen forklarede, hvad de så. En fødestue blev først tilbudt ud på aftenen, ellers var parret henvist til et undersøgelsesværelse med tre senge og skiftende patienter. Først kl. 20, da endnu en ny jordemoder kom til, skete der pludselig noget.
– Selvfølgelig skal du i bad, fik jeg at vide af jordemoderen. Det havde jeg ikke kunnet få noget svar på i løbet af dagen, selv om jeg flere gange spurgte. Først fire timer før fødslen var der nogen, der så os.
Resultatet var jo godt
Katarina Berg endte med at ligge i en seng, der blev hvirvlet gennem korridoren, mens lægerne råbte: kejsersnit, nu!
På det tidspunkt, var hun syv centimer åben, rystede over det hele og havde feber. Barnets hjertelyd var dykket, og mors og barns almentilstand vurderet til at være for dårlig til at vente.
Bagefter tog morfin- og fødselsrusen over. Indtil bemærkningen om den manglende varme i kuvøsen.
– Man kommer jo dér og stoler på dem, men i dag ved jeg ikke, om jeg er i trygge hænder på hospitalet. Vi fik en fin behandling ved konsultationerne på Hvidovre under graviditeten, men til Osvalds fødsel nåede vi at opleve fem vagtskifter og først sent om aftenen var der én, der tog en beslutning og meddelte os den. Både Ole og jeg vil gerne stole på ekspertisen, men vi føler, vi blev svigtet. Ikke fordi det endte med akut kejsersnit, men fordi ingen tog sig af os, tog en beslutning eller forklarede, hvad vi ventede på i alle de timer, siger Katarina Berg.
Da hun sidste sommer blev gravid igen vældede angsten og krænkelserne fra sidste fødsel op i hende igen. Hun fravalgte Hvidovre Hospital, men brød sammen i konsultationen på Herlev og græd og græd. Jordemoderen her var tilfældigvis Benthe Dandanell, og ud over at tale mange timer med hende om både Osvalds og den kommende fødsel, valgte Katarina Berg også at melde sig til hendes kunstterapeutiske kursus for kvinder med fødselsangst (se artikel side 14).
Det giver mening
– Jeg kan slet ikke tegne, men de tegninger, vi har lavet på kurset, giver mening for mig. De åbnede for noget og satte en bevidstgørelse i gang. Efter Osvalds fødsel fortrængte jeg vores oplevelser, for resultatet var jo godt, men jeg har også hele tiden tænkt, at hvis jeg blev gravid igen, måtte jeg nok tage fat på det. Jeg oplevede fødslen som en krænkelse, og jeg har også tænkt, at jeg var en ravnemor, fordi jeg svigtede Osvald og han fik det så dårligt. Det hele kom væltende, da jeg blev gravid igen, siger Katarina Berg, der i dag forsøger at lade op til den kommende fødsel og prøver at tro på, at det denne gang bliver anderledes.
– Jeg har tænkt på, om jeg skal skrive alt ned og give et brev til jordemoderen, men som Benthe siger til mig: Katarina, al kommunikation ophører jo ikke, når fødslen går i gang. Både du og Ole taler dansk.
På Katarina Bergs journal har Benthe Dandanell sat en af de blå prikker, der markerer, at her er noget særligt på spil, så journalen skal åbnes.
– Jeg glæder mig til at møde den lille ny, og jeg prøver at være åben og ikke fastlåst. Men nogle dage frygter jeg fødslen. Tænk, hvis de ikke åbner journalen? Eller der ikke denne gang kommer nogen "super woman-jordemoder" og pludselig ser os?