Lykken er at blive vækket klokken fem om morgenen af telefonen:
– Det er Susanne fra Nr. Broby. Jeg tror, der er noget i gang. Der er veer, men lidt uregelmæssige.
– Er der gået noget fostervand, eller har der været tegnblødning?
– Der er ikke noget fostervand, men lidt tegnblødning.
– Hvordan har baby det, og hvordan er det med fødekarret – er I begyndt at fylde det?
– Baby har sparket i nat, og Peter er begyndt at gøre karret klar; det tog ca. en time ved prøvepåfyldningen.
– Så tror jeg, at jeg lige tager et bad og gør mig klar til at køre, er det OK?
– Ja, helt fint, vi ses!
<//span>Jordemoder til tiden
Så sidder jeg i bilen og har taget vejbeskrivelsen frem sammen med Susannes øvrige papirer. Det er hendes tredje barn og sidste forløb var vældig hurtigt og fint – også en hjemmefødsel. Første fødsel forløb også normalt, men var lang og foregik på sygehus. Børnene glæder sig meget til fødslen, især til at mor skal i det store kar, og at mormor kommer for at lege og læse historier. Det er også dér, de har en stor rar hund!
Jeg finder nemt huset og kører helt op foran døren. Imens jeg tager alt grejet ud, lukker mormor døren op og melder: – Godt du kommer, veerne er taget godt til. Inde i stuen er fødekarret fyldt godt halvt op, og Susanne traver rundt – rød i kinderne. Hun standser ved kommoden, når der er ve og rokker godt i bækkenet. Efter næste ve ser hun lige op og siger ‘hej’.
Peter opdaterer mig om forløbet og går tilbage til jobbet med at fylde karret. Jeg lytter på baby – der er fin hjertelyd. Jeg gør lidt parat og får en kop kaffe og en ostemad. Lige inden karret er helt fyldt, vågner de to store børn og bliver hurtigt helt eksalterede over situationen. De springer rundt af bar forventning, og mormor har svært ved at motivere dem til at spise lidt morgenmad.
Alle suges ind i begivenheden
Lige inden Susanne går i karret, undersøger jeg hende – hun er nu 7-8 cm åbnet. Det gør godt at komme i fødekarret med vand helt op over maven. Pauserne føles længere og bedre, men vemønsteret er fortsat godt og jævnt. Lidt senere angiver Susanne, at noget sagde blob, og jeg ser tydeligt lidt fosterfedt i vandet. Hjertelyden er fin. De store piger går til og fra karret og tilbage til mormor, der forsøger at læse højt for dem.
Vejrtrækningen minder lidt om presseveer, men Susanne mener, at hun skal tisse. Det gør hun hurtigt og går tilbage til karret. Pressetrangen bliver voldsommere, og Susanne presser spontant, siddende i karret.
Alle suges ind til begivenheden, og øjnene skifter fra Susannes ansigt til at spejde ned i vandet. Babyen skimtes i det klare vand. Da hovedet står i gennemskæringen, kaster flere et blik på mig for at få bekræftet, at alt er OK.
I næste ve fødes en dejlig velskabt dreng, som kommer tilpas roligt til verden. Han vågner langsomt, og alle jubler.
Moderkagen fødes, og alle betragter den. Børnene laver ansigt, men følger med på afstand, da jeg viser livets træ, navlesnoren og hindesækken frem.
Freden sænker sig
Susanne er oppe af vandet og en undersøgelse viser, at der ikke er noget, der skal syes. En stor ble og fars boxershorts findes frem sammen med en T-shirt og så op i sofahjørnet. Babyen søger og finder en dejlig babs, mens de store følger det hele.
Snart sænker freden sig, og de store piger synes, at der skal ske noget nyt. Mad og drikke bliver stillet på bordet, og alle samles og nyder et hyggeligt og velfortjent måltid. Papirerne skal udfyldes, så et sted i stuen bliver ryddet, så jeg kan sidde og gøre arbejdet færdigt. Et par timer efter den gode fødsel bliver bilen pakket, og efter knus og glade smil forlader jeg huset og kører hjem.
Efterveer og hverdagsliv
Dagen efter finder bilen næsten selv vejen til Susanne og hendes familie.
De har haft en rolig eftermiddag og aften, men en urolig nat med en forkvalmet baby. Nu er han sulten og spiser fint. Susanne har stadig en del efterveer, men blødningen er knap så kraftig. Det er lykkedes at holde antallet af besøg nogenlunde nede, men pigerne presser godt på for at få deres legekammerater på besøg, så de kan vise deres lillebror frem. Familien trives på alle måder, og efter nogle få informationer om sundhedsplejerske, lægeundersøgelse og fødselsanmeldelse er besøget slut.
Ved det sidste besøg en uge senere er hverdagen rigtig begyndt. De store piger er i børnehave, og Susanne og Peter nyder den lille dreng. Han trives rigtig godt, og vi sidder roligt og taler forløbet igennem og forløbet for den kommende uge.
Efter et godt ammemåltid er det tid til at tage PKU-prøven. Til sidst inviterer jeg dem til babytræf i Ringe den første mandag i måneden.
På gensyn og knus til farvel.