Jordemoder Helene Cagara Bækgaard er tilknyttet Røde Kors som frivillig og har i et par år fungeret som vågekone. Det kan lyde som to modsætninger – at være tilstede ved livets begyndelse og ved dets slutning. Men sådan er det ikke – kun.
Et menneske har krav på at komme godt og værdigt til verden. Og det samme krav skal vi også kunne stille, når vi skal herfra.
– Alle bør have tryghed og omsorg i begyndelsen af livet men også i slutningen af det. Ingen skal mod deres vilje ensomme herfra, siger den 43-årige jordemoder. Hun har for år tilbage arbejdet som frivillig i Reden Københavns Nathjem. Og har siden været tilknyttet Røde Kors som besøgsven, men bindingen til, at hun skulle kunne aflægge et besøg på en fast ugedag hver uge fungerede ikke i længden, når arbejds-, familie- og fritidsliv også skulle passes.
– Jeg har næsten altid arbejdet som frivillig, og da jeg fandt ud af, at Røde Kors formidler frivillige vågekoner via deres vågetjeneste, ramte det en nerve i mig, siger Helene Cagara Bækgaard. Som vågekone kommer man ud på et lokalt plejehjem eller hjem til private hjem og er sammen med en døende typisk fire timer ad gangen. Men man kan også sige, at man kun kan våge i fx to timer, hvis det passer én bedre den dag eller nat.
– Jeg har aldrig følt mig presset til at sige ja, eller haft dårlig samvittighed ved at sige nej til en vågning, siger Helene Cagara Bækgaard, der typisk er ude en gang om måneden.
Som vågekone har den frivillige ikke et sundhedsfagligt ansvar, så der er ikke krav om en sundhedsfaglig uddannelse. Helene Cagara Bækgaard har imidlertid god gavn af sin uddannelse som jordemoder, når hun våger hos en døende.
– Som jordemoder er man trænet i at se kvindens men også de pårørendes behov. Sammen med en gravid, fødende eller nybagt familie er det vigtigt at kunne fornemme mennesket overfor dig. Sådan er det også på en stue hos en døende, fortæller hun og sammenligner det, der sker både på fødestuen og i stuen på plejehjemmet med en dans. Man fornemmer hinanden, alt er åbent omkring dig og alle sanser er indstillet på at følge det andet menneske.
– Når jeg kommer ind på en stue hos en døende, pusler jeg lidt rundt, så den døende kan høre, at jeg er der. Måske lægger jeg en hånd på hans eller hendes fod og fornemmer, om jeg skal gå videre med berøringen. Nogle gange synger jeg en sang eller læser op af en bog. Det er sjældent, at kan vi kan have samtaler sammen, men hvis der er pårørende til stede, kan det være, at de gerne vil tale og fortælle deres historie. Det er jo også dem, vi er der for, dem vi skal aflaste som vågekoner. Præcis som ved en fødsel, siger Helene Cagara Bækgaard.
Åndedrættet giver både ved livets begyndelse og dets slutning viden og indsigt. – Man mærker på åndedrættet, hvor den døende er. Præcis som vi lytter og ser på den fødende kvinde og vurderer, hvor langt og hvor hun er, siger jordemoderen.
Arbejdet som frivillig bunder for Helene Cagara Bækgaard i, at hun synes, at der er et behov for vågetjenesten, at hun har et ”overskud” af omsorg og i, at hun gerne selv vil bestemme tid og tempo for sin indsats.
– Som jordemoder er der ofte ikke tid til at komme af med den omsorg, som vi reelt gerne vil yde. Det er så det, jeg gør, når jeg arbejder frivilligt for eksempel som vågekone. Her er der ikke nogen, der kommer og siger, at jeg skal være et andet sted. Der er tid, ro og plads til bare at være sammen med et medmenneske. Det foregår på mine præmisser, men altid i tæt samarbejde med den person, jeg er der for, siger hun.