Liminalitet og foster/spædbarn-status på afsnit for perinatalt tab

Baseret på 14 dages feltarbejde på et afsnit for perinatalt tab på et dansk hospital har jeg undersøgt, hvordan døde nyfødtes status konstrueres gennem rituelle forhandlinger mellem par og jordemoder. Mens nyfødte med lav gestationsalder som minimum skulle blive noget menneskeligt, tilstræbtes det, at forældre til dødfødte med højere gestationsalder forblev i flere dage på afsnittet med henblik på at tilbringe tid i et kærligt forhold til det mistede barn som krop. Jordemødrene blev bekymrede, hvis det var vanskeligt at få skabt denne rituelle tid, og frygtede, at forældrene senere ville fortryde. Ritualiseringer kan have en beskyttende effekt, men studiet får mig til at spørge, om ritualiseringer mindre fokuseret på den døde krop i visse tilfælde kan udgøre et alternativ til nuværende praksis.

“Det virker ‘unaturligt’ på mig, når en mor (og far) ikke tager sit barn i armene. Jeg har så ofte set og mærket den kærlighed, de kan have til barnet, og synes, det er synd, hvis de går glip af det” (jordemoder på afsnittet).

“Jeg er ikke sådan en, der knytter mig særligt meget under en graviditet. Jeg var nødt til at gå hjem og google, om jeg var normal, for folk forventede nogle bestemte reaktioner. Sådan var det også på fødegangen. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på, hvad jeg kunne have haft, men jeg tænker hende ikke med. Jeg er ikke mor til to. Dem, der har brug for at skrive historier og gå i sorggruppe, er dem, der har brug for kæmpe begravelser” (Christina. Fødte et dødfødt barn i graviditetsuge 34). 

Baggrund

Denne artikel tager afsæt i mit speciale i master i sundhedsantropologi: ‘En antropologisk undersøgelse af liminalitet og foster/ spædbarn-status på ‘Afsnit for perinatalt tab’. Et speciale, hvor jeg kiggede med nye øjne på et felt, jeg har arbejdet i som jordemoder gennem fire år: ‘Afsnit for perinatalt tab’. Et sted, hvor vordende forældre er indlagt, når de har mistet graviditeten, barnet eller drømmen om barnet, og hvor overgangen til forældreskabet dermed standes brat og uventet. Et sted, hvor jordemoderen føler et stort og personligt ansvar for at føre parret så godt igennem den smertelige overgang som muligt: “Min kvajemargen er meget lille her (…) Jeg synes altså, det er et vildt arbejde, vi har” og “Det er meget personligt, det her” (jordemødre på afsnittet).

Min baggrund for at vælge dette som emne for mit speciale var, at jeg i løbet af årene har erfaret, hvordan jeg som jordemoder var blevet socialiseret ind i en praksis, hvor det at tage vare på forløb med senaborter og dødfødsler skete med stort fokus på at anerkende parrets tab og deres identitet som “rigtige” forældre til et “rigtigt barn”. Herunder implicit en forståelse af at det mest rigtige er, at parret i et eller andet omfang ser og holder et større dødfødt barn (ingen fast definition af “større”, men i praksis ofte defineret som et sted fra graviditetsuge 18-20). “Det er sjovt, hvor hurtigt man kan få opfattelsen af, hvad der er rigtigt at gøre,” som en af de nyligt ansatte jordemødre på afsnittet tilkendegav. Denne tilgang benævner jeg “anerkendelseskulturen”.

Hvor praksis tidligere var at skjule den døde nyfødte for forældrene og fjerne barnet fra fødestuen hurtigst muligt, er praksis mange steder i den vestlige verden i dag at give mulighed og ofte også opfordre parret til at have tid med og fysisk kontakt til den døde nyfødte. Disse ritualiseringer omfatter efterhånden også nyfødte med lav gestationsalder. Med ritualiseringer menes fleksible handlinger, hvis betydning rækker ud over det rent praktiske formål, og som bl.a. har kraft til at ændre status hos de deltagende (Bell 1992, 1997).

Den psykologisk- og medicinsk funderede videnskab har taget en del battles omkring, hvorvidt det at se og røre sit døde barn er godt eller skidt for kvindens psykiske helbred på sigt (Limbo & Kobler 2010). At sætte en gestationsmæssig nedre grænse for det eventuelt gunstige heri er på ingen måde evident (Rådestad et al 2009). Mit ærinde er imidlertid ikke at se på det at være sammen med den døde nyfødte som en art medicinsk intervention, der måske – måske ikke – er gunstig på sigt. Selvom de fleste par i dag i større eller mindre udstrækning tilskyndes til og vælger at forholde sig visuelt og fysisk til den døde nyfødte, så fortæller det at se og røre barnet ikke i sig selv noget om parrets opfattelse af dets status og identitet. De på overfladen tilsyneladende ensartede ritualiseringer gemmer på utallige forskelligartede forestillinger om og opfattelser af, hvem eller hvad den døde nyfødte er eller bliver. De ritualiserede handlinger, fx at give barnet en hue på, kan ganske vist være med til at skabe en hel krop (eksempelvis ved at holde sammen på et udflydende kranie), men det fysiske udtryk er ikke per se en garanti for tildeling af personstatus til den døde nyfødte.

Inden for antropologien betragtes det at være eller måske nærmere blive til en person som en relationel og social proces, frem for en biologisk iboende kvalitet (Layne 2003, Keane 2009). Man kan tilmed sondre mellem det at være et menneske, tilhørende arten menneske, og det at være en person. Din status som person kan skifte livet igennem, selvom du til stadighed tilhører menneskeheden (Harris 1989). Verden over er der utallige eksempler på, at nyfødte ikke automatisk opfattes som personer fra fødslen, men i forskellig takt accepteres og indlemmes som personer i samfundet (Kaufman & Morgann 2005).

En lille bitte fosterkrop kan være tillagt lige så meget eller mere personstatus, end et maturt, dødfødt barn. Omend det ikke er det mest almindelige, har jeg sommetider skulle bortskaffe 400 gram nyfødt med ansigtstræk i en gul affaldscontainer, mens jeg andre gange har været med til at putte et meget lille foster – som har ligget dødt i livmoderen i flere uger – i en kiste med efterfølgende ceremoni.

I halen på disse forskelligheder ligger forhandlingerne om, hvem eller hvad den nyfødte bør blive til. Forhandlinger, som udspiller sig mellem parret, jordemoderen, pårørende og omgivende samfund. Det er disse forskellige opfattelser og efterfølgende forhandlinger om den døde nyfødtes status, som jeg har været interesseret i at undersøge nærmere. Det har jeg gjort med udgangspunkt i følgende problemformulering: Hvordan viser døde nyfødte kroppes liminale position sig, og på hvilke måder konstrueres og forhandles deres status på ‘Afsnit for perinatalt tab’?

Empirien

Min empiri udgøres af 14 dages deltagerobservation på ‘Afsnit for perinatalt tab’ samt personlige interviews med par og jordemødre. Mit feltarbejde bestod af deltagerobservation i 6 forløb. Jeg har, med parrets samtykke, fulgtes med jordemoderen ind og ud af stuen som deltagerobservant. Disse forløb har drejet sig om fire spontane aborter fra graviditetsuge 18-20, en provokeret abort i 17. uge og en levendefødt, men døende nyfødt i 24. uge. Derudover udførte jeg semistrukturerede kvalitative interviews med 7 af afsnittets 8 jordemødre, ligesom jeg har interviewet 6 kvinder/par, samt haft mailkorrespondance med 5 kvinder. 4 af de personlige interviews var med tidligere patienter fra afsnittet. De øvrige har jeg fået adgang til via opslag på netfora for gravide samt Landsforeningen Spædbarnsdød. Lovning på anonymitet og mulighed for at fortryde deltagelse indgik også i disse aftaler. De mundtlige interviews blev optaget og efterfølgende transskriberet samt kodet i overordnede tematikker.

Inden jeg dykker dybere ned i empirien, vil jeg tage læseren i hånden og sætte mig selv i spil som mit eget instrument i processen med at skabe antropologisk funderet viden.

Den engagerede deltager og den distancerede observant

At være sit eget instrument vil bl.a. sige, at man som antropolog er sig sin position bevidst. Al viden er positioneret. Som forsker, uanset om du bekender dig til en positivistisk, såkaldt objektiv vidensform eller til en relativistisk vidensform, er du til enhver tid indlejret i en bestemt tid og kontekst. Herfra ser du verden, og herfra stilles og begrænses dine spørgsmål. Den viden, som generes, er dermed ikke anskuet som data, der ligger som “objektive klumper” ude i verden og venter på at blive fundet og analyseret, men er viden, forskeren er medskaber af. Feltarbejderen påvirker sit studieobjekt, således at det, mens det studeres, umærkeligt skifter form (Hastrup 2010).

At være feltarbejder på eget afsnit gav mig en særlig adgang, som kunne være svær at opnå for en udefra kommende. På forhånd havde jeg desuden en særlig insider-viden, der betød, at jeg kendte til mange facetter i felten, som det ville tage lang tid for en udenforstående at opnå indsigt i. Dette var imidlertid også afgørende for, at der helt sikkert var spørgsmål, jeg ikke ville få stillet – fordi jeg var for indforstået til at få øje på dem. Som eksempel herpå kan jeg nævne, at der gik en rum tid, førend det gik op for mig, hvor indgroet en forestilling det var i mig, at de “større” døde nyfødte havde en mere sikker status som “rigtige børn”, end dødfødte med lav gestationsalder. Min empiri viste mig imidlertid, at de større dødfødtes status var lige så meget eller endog endnu mere til forhandling, end de nyfødte med lav gestationsalder.

Min position som jordemoder betød ganske givet også, at der var svar, jeg ville få og ikke ville få fra jordemødrene og fra parrene, idet adgangen til viden er afhængig af de relationer, som er etableret til de udforskede (Hastrup et al 2014).

Jeg havde en ret udtalt bekymring for, om det ville lykkes mig at skabe så tilpas stor afstand til min vanlige position som jordemoder, at jeg kunne se andet end de sædvanlige selvfølgeligheder, jeg var vant til. Jeg var eksempelvis meget bevidst om at bruge alle mine sanser, når jeg var i afsnittet. Hvilke lugte, lyde og stemninger mærkede jeg. Det mest bemærkelsesværdige blev imidlertid mine egne følelsesmæssige og kropslige reaktioner på at stå udenfor den beskyttelse, min sædvanlige jordemoderposition helt åbenlyst havde givet mig i forhold til at være på et afsnit med døde nyfødte. Også på den vis var jeg mit eget instrument. Der skulle nemlig ikke mange timers feltarbejde til, før jeg følte det som en vældig kraft, der indtog mine drømme, min hverdag og mit humør. Jeg blev ked af det og syntes, det var alt for massivt med døde nyfødte, sørgende par og jordemødre, der bragte døde børn ind og ud fra køl. Jeg fik – som da jeg lige var startet som jordemoder på afsnittet – atter underlige, urovækkende drømme om døde nyfødte og mærkelige substanser, der kom ud af min egen krop. Og jeg oplevede at være helt stivnet og fysisk ubehageligt til mode, da en jordemoder vedholdende tilskyndede en kvinde til at se og holde sit 23 uger gamle døde barn. “Lad nu være, stop og tag det væk,” erfarede jeg, til min egen overraskelse, at jeg følte og tænkte. Det udvendige perspektiv, som ligger i at observere, suppleres her af et indvendigt, hvor feltarbejderen er i et sanseligt nærvær og bruger disse sansede erfaringer til at åbne op for, hvad der er på spil (Hastrup 2010). På den måde fik jeg således viden om ritualiserede handlingers beskyttende effekt overfor de døde, liminale kroppe. Kroppe, der var standset midt i deres “proces of becoming” (Morgan 2009).

På vej til en ny status: Liminalitet

I den situation eller livsovergang, hvor man som menneske ikke har nogen sikker social status, kan man siges at være liminal. Liminal har at gøre med det, som er på grænsen, og betyder kort fortalt, at den liminale falder udenfor samfundets gængse og forståelige kategorier. Man er hverken eller men også både og, og befinder sig således i et ingen-mands-land, hvorfor man er til fare for den sociale genkendelighed, ethvert samfund opererer med. Liminalitetens tvetydighed blev udtrykt sprogligt af nogle af de par, jeg interviewede: “Han var en lille rød babytomat” og “Det første jeg tænkte var, at hun lignede en rød reje og så hvor detaljerede, de allerede er der.” Begrebet om liminalitet er oprindeligt udviklet af antropolog van Gennep (1909) og siden videreudviklet af antropolog Victor Turner (1967). Der er en lang antropologisk tradition for at anskue graviditet og fødsel som en overgang, en transition, i livet, hvor såvel det ufødte som det nyfødte barn og de vordende forældre skifter status undervejs. Sådanne livsovergange er altid omgivet af ritualiserede handlinger, der skal være med til at sikre, at den eller de, som er liminale, sikres en ny og stabil social status og reintegreres i denne nye orden. Den liminale tilstand er imidlertid ikke kun fare, men også mulighed for at jonglere med eksistensens vilkår (Turner 1967).

I det følgende vil jeg præsentere nogle empiriske eksempler på, hvordan døde nyfødte med lav gestationsalder forsøges sikret status som minimum noget menneskeligt (tilhørende arten menneske). Samtidig blev det med stigende gestationsalder mere og mere presserende for jordemoderen, at parret relaterede sig til den døde nyfødte krop via ritualiserede handlinger. Handlinger, der minder om dem, man udfører sammen med et levendefødt barn, som man har tildelt eller er ved at tildele personstatus. På den ene side stod jordemoderens ønske om at følge parret på deres vej, med vished om at hvert forløb er forskelligt; “det er et mysterium, hver gang jeg åbner døren ind til en stue” (jordemoder 3). Parallelt hermed fyldte ansvaret for, at parret blev ført et “rigtigt” sted hen; at jordemoderen udførte sit arbejde godt: “Jeg ville bare være så ked af, hvis nogen fortrød” (jordemoder 5).

Nedenstående scenarie er fra et forløb, hvor Majken og Tobias ved en ultralydsscanning i 21. uge havde fået at vide, at fostret havde været dødt i flere uger. Majken har netop født.

Der ligger et lille fint barn hernede, 10 cm. Den er ikke så gennemsigtig i huden, men har den her lysebrune farve. Den har været død nogle uger. Man kan fint se hænder, fødder, et lille ansigt. Begyndelsen til ører. Jeg lægger den over i et andet klæde, der er så meget fostervand her. Jordemoderen ser op på Majken og derefter på Tobias: “Er du okay?”. Hun aer Majken på armen. “Er du også okay Tobias? Har I lyst til at se?” Parret nikker. Hun viser fostret frem, det ligger på et underlag, der kan suge væske. “Det ligner lidt en alien”, er Majkens første kommentar. “Synes du det ligner en alien.” Jordemoderens tonefald er mere konstaterende end spørgende. “Anlæggene til det hele er der jo på det her tidspunkt, se begyndende ører. Men selvfølgelig kan man godt se, det ikke er så gammelt et barn”. Majken holder nu selv barnet, det ligger stadig på et stofstykke. “En lillebitte næsetip”, siger Tobias. Majken ser over på ham, de holder øjenkontakt et stykke tid. Jordemoderen sidder på sengekanten. “Hvad tænker du Majken?” “Jeg tænker, at når den ikke er større, er det nok godt nok, at det bare skete sådan her. Det er godt lige at se den, hvad det er”. Tobias tilføjer: “Slet ikke noget skræmmebillede” (feltnoter).

Ovenstående episode er en udramatisk forhandling på ord, der skaber (jf. Austin 1975 i Bell 1997) den nyfødte som menneskelig og viser parret potentialet til et menneske, uden at der blev gået ind i en nærmere tildeling af personstatus. Tilsyneladende lukkede parret den ned der. Om Majken beholdt en personforestilling om fremtids-barnet, der kunne være blevet, ved jeg ikke.

I forløb med nyfødte med lav gestationsalder var jordemødrenes tilgang, at personstatus var noget relationelt tildelt og ikke naturligt iboende i fosterkroppen, og fleksibiliteten var derfor tilsvarende stor.

Ritualiserede forhandlinger

I flere af de forløb, jeg deltog i/observerede eller fik fortalt af jordemødrene, ytrede kvinderne markant modstand mod de ritualiseringer, som jordemoderen lagde op til. Måske var det atypisk og helt tilfældigt, at det var sådanne forløb, jeg stødte ind i. Måske er der mere modstand fra kvinderne, end jeg tidligere har anet. Under alle omstændigheder bevidstgjorde det mig om, at der er nogle fortællinger om det at miste under graviditet, fødsel og barsel, som sjældent ser dagens lys. Det er ikke dem, man støder på i avisartikler, materiale fra Landsforeningen Spædbarnsdød eller de takkekort, som hænger på opslagstavlen på ‘Afsnit for perinatalt tab’.

I det følgende gives eksempler på forskellige former for modstand mod de ritualiserede handlinger med den døde barnekrop i centrum.

“Jeg havde ikke lyst til, at hun var der (det døde barn lå på kvindens mave)… så gik vi hen på afsnittet og jeg gik med hende i armene. Jeg følte mig lidt dum, for man går der med noget, der ikke rigtig er alligevel. Hvis hun havde været i live, havde det været mere virkeligt, men det var et dødt menneske, der kom ud og vi kendte hende jo slet ikke. Den jordemoder, som kom dagen efter, spurgte, om vi ikke ville tage hende med hjem. Vi var glade for, at vi ikke tog hende med hjem, for vi kunne ikke leve en drøm, som om hun havde levet” (interview med Christina. Fødte en død pige i graviditetsuge 34).

Christina tildeler ikke det døde barn status som en person. Det var en drøm om noget, der kunne være blevet, og det allerførste citat fra Christina i starten af denne artikel vidner om det tab, det er. Men hun opfatter barnet som noget, der “ikke rigtig er alligevel”.

I et andet forløb mistede et par deres nyfødte i 20. uge. De ønskede på ingen måde at forholde sig visuelt eller fysisk til det, men var tværtimod meget direkte i deres udsagn om, at de ikke ville presses til noget. Dette pars reaktion vakte rituel uro hos de involverede jordemødre:

“Det var jo et pænt stort barn (…), vældig fint og jo også ret stort. Og det var meget specielt, at de ikke ville kendes ved det overhoved. De var sådan: – Vi skal ikke have et dødt barn mere. Det har vi allerede. Så det der, det er ikke noget. Og det skal bare væk, og det skal skaffes bort” (jordemoder 2).

Det blev vanskeligt for jordemødrene at have med den relationelt tildelte personstatus at gøre, når et “pænt stort og også vældig fint” barn kom til syne ved fødslen, og parret alligevel ønskede det bortskaffet. Da var det, som om kroppens æstetik i sig selv kaldte på tildeling af personstatus, ligesom der blev rokket ved hele afsnittets fundament med dets fokus på tid og babyting (huer, tæpper, svøb, aftryk), når et par på denne måde modsatte sig jordemødrenes ritualiserede handlinger. I de situationer stod jordemødrene selv tilbage i liminalitet, fordi det ikke lod sig gøre for dem at føre parret igennem overgangen på måder, som jordemødrene havde tiltro til ville være godt på sigt.

Transcendens af tid og død

Ritualiseringer er i stand til at forandre tiden. Tiden er ikke kun et fænomen, hvis gang vi mennesker er ubønhørligt underlagt. Tiden er også noget, vi selv medskaber, og ritualiseringer laver distinktioner i tid (Willerslev et al 2013). Tænk blot på den særlige tid, som omgærder højtider og udsagn som “tiden stod stille,” når noget særligt, både frygteligt og glædeligt, indtræffer.

En væsentlig dimension på afsnittet var netop tid. Såfremt et par til en nyfødt med en vis gestationsalder ønskede at komme hurtigt hjem, blev jordemoderen bekymret. Parret omtalt i det følgende ønskede ikke at være ret meget sammen med den døde nyfødte og ville gerne hurtigt hjem.

Jordemoderen har forklaret parret, at hun synes, de skal forblive indlagt 2-3 dage, og at hun, “… hen ad vejen vil spørge om alle mulige ting (…) ikke for at lede en bestemt vej, men for at vise jer de muligheder, der er. I er så nyramte, det tager tid at forstå, at I ikke får ham med hjem.” Ann græder: “Der var så meget liv, og nu er der bare tomt inde i mig.” Da jordemoderen og jeg kommer ud på kontoret, udtrykker hun bekymring for, at parret vil tage hjem tidligt, for “hun har ikke været ret meget sammen med sit barn, der er mange dage i dem endnu. De er stadig så nye i det. Jeg vil ikke have det godt med at sende dem hjem i morgen. Så er de jo bare væk”.

Da vi senere går ind på stuen, har parret truffet beslutning om, at de ønsker deres barn får et gravsted. “Han har jo været her,” siger Ann. “Ja,” svarer jordemoderen, “og han er her endnu.” (feltnoter). Ann ønskede ikke på noget tidspunkt at tage sit barn i armene og sagde direkte, at hun ikke havde lyst til at se ham så meget mere – for han var jo død. Det havde hun i høj grad erkendt.

Dette par havde sådan set tildelt deres søn status som en person. Men de er mere optaget af den transition, han er i som død person (han har været her), der skal sikres en plads på vej videre som død og have en grav, frem for den transition han også er i som nyfødt (han er her endnu, siger jordemoderen), som man kan være sammen med over tid og gøre ting med/ved – ligesom hvis han havde været levende.

Parrene på afsnittet havde mulighed for at forblive indlagt og være sammen med det døde barn over flere dage, og i denne periode var det i det liminale “hverken-eller ingenmands-land” muligt at skabe en tidslomme, hvor realtiden blev strakt, og parret fik mulighed for “et lille liv” (jordemoder 4) sammen med det døde barn. For mange par er dette meningsfuldt og af stor værdi, og det er noget nær magi, når afsnittets muligheder går op i en højere enhed med liminalitetens mulighed for at jonglere med eksistensens vilkår og for en stund transcendere tid og død.

Men ikke alle par fandt disse muligheder meningsfulde. For selv nok så mange ritualiseringer var ikke altid nok til at beskytte mod den døde krops iboende liminale farlighed, og ikke alle tillagde den døde krop en status som person. Så hvis barnet var en person, hvor var denne så i grunden? Knyttet til kroppen eller knyttet til (bristede) fremtidsdrømme eller knyttet til ikke materiel sjæl eller ånd? Fænomener som flere par, lidt genert, nævnte.

Afsluttende refleksioner at tage med videre

Med artiklen har jeg villet vise nogle af de særlige muligheder, der ligger i at have tid til rådighed og i ritualiseringerne med den døde nyfødte krop i fokus. Samtidig har jeg villet åbne op for refleksioner over, at ritualiseringer med kroppen i centrum også indeholder forforståelser om, at det at være en person er knyttet til det at være en fysisk entitet.

At tage alvorligt at det at blive en person er en social, relationelt tildelt proces, indebærer åbenhed overfor, at par, som mister en nyfødt, der har fysisk umiskendelige babytræk, ikke bør kategoriseres som værende afvigende, såfremt parret ikke føler behov for at personliggøre den døde eller opfatter deres barns person som værende knyttet til noget andet end det kropslige udtryk.

Som feltarbejder, der stillede mig udenfor min vanlige jordemoderposition, oplevede jeg gang på gang, hvordan ritualiseringerne trak i mig. Jeg kunne ind i mellem næsten ikke lade være med at indgå i en transformation af de døde nyfødte, og jeg blev urolig, når jeg ikke gjorde det. Det var en vigtig erkendelse, fordi det bragte mig viden om, at man i mødet med døde, liminale nyfødte kroppe har brug for den beskyttelse, der ligger i ritualiseringerne. Men også en erkendelse af, at der kan være brug for beskyttende ritualiseringer og anerkendelse af parrenes tab, der ikke pr. automatik har den døde krop i centrum.

Det er ikke uvæsentlige refleksioner at have i baghovedet, når man som jordemoder tilstræber at anerkende parrets tab og bringe dem så godt igennem den smertelige overgang som muligt. Hvem eller hvad er det, vi skal anerkende? Og hvilke fortællinger om det at miste en graviditet, et barn eller en drøm kommer os aldrig eller sjældent for øre?

Referenceliste

Mathilde Lindh Jørgensen er jordemoder fra 2008 og har siden været ansat på Aarhus Universitetshospital. Master i sundhedsantropologi, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet 2015. Masterprojektet kan lånes fra AU library, Moesgaard.