Sundhedskartellet har opfordret regeringen til at gennemføre en ligelønsreform, men er det flere reformer, vi har brug for? Er det ikke allerede dokumenteret, at de kvindetunge grupper inden for sundhedssektoren har et lønefterslæb? Skal vi bruge mere tid på at undersøge det spørgsmål?
Der kan selvfølgelig være en vis reformtræthed i Danmark efter strukturreform og megen tale om kvalitetsreform. Men alligevel vil en gennemgang af baggrunden for den lønmæssige indplacering af de store områder, der overvejende befolkes af kvinder, også være mere end almindeligt interessant for os. Det kan blive en anledning til at belyse, hvorfor den indplacering, som jordemødre fik ved centerordningens indførelse i starten af 70’erne, ikke længere er passende med den udvikling, fagene har undergået, de større krav, vi stilles overfor og med den større samfundsmæssige betydning og opmærksomhed, vores faglighed har fået. At vi selv godt kender til denne udvikling, er desværre ikke nok. Der er nødt til at komme et tilsvarende politisk fokus på problemet med vores ”forældede” lønindplaceringer.
Ideelt set skulle fagbevægelsen selv have løst problemet, men det har man ikke kunnet hidtil – for det er jo ikke rimeligt, at andre organisationers midler til sikring af deres realløn skal anvendes til at reparere de gamle fejlindplaceringer for kvindefagene. Det må der politisk hjælp til. Så lad os få de ekstra midler til projektet ved OK08 og derudover en lønkommission og den nødvendige lønreform!
Jordemødrene var en af de sidste grupper inden for KTO (forhandlingsfællesskabet, som Jordemoderforeningen var en del af frem til 2004), der indgik aftale med arbejdsgiverne om, at en del af lønnen skulle forhandles lokalt (Ny Løn). Hvad har det betydet for jordemødres lønudvikling, at de kom så sent i gang med lokalt aftalt løn?
Det er lidt svært at sige. Om vi lige var gået med i 1997, 1999 eller, som det blev, først i 2003, har måske mindre at sige end den forhandlingstaktik, som vi var enige om at føre igennem næsten tre årtier. Jeg mener, i tilbageblikkets urimeligt klare lys, at vi nok havde stået bedre, hvis man ikke fra 70’erne og fremefter så markant havde afvist lokale forhandlinger som en mulighed, når de nu engang var der. Men vi skal jo ikke glemme, at den strategi, vi valgte, var bakket op af kredsene og de skiftende hovedbestyrelser. Det, jeg siger nu, er ikke et forsøg på at tørre noget af på mine forgængere, og jeg mener da heller ikke, at en anden strategi kunne have skaffet os den ligeløn, som vi i dag stiller krav om. Andre grupper — fx sygeplejerskerne — er gået offensivt ind i alle de lokale forhandlingsmuligheder fra start. De har haft en bedre lønudvikling end jordemødrene, men har jo heller ikke opnået ligeløn. De store skridt i den retning kan vi kun tage, hvis der også er en politisk opmærksomhed og vilje fra Christiansborg til at hjælpe med at løse vores og andre kvindefags ligelønsproblem. Vi har i Sundhedskartellet ved OK08 stor opmærksomhed rettet mod ligelønsproblemet, og det er et krav, at der sker en indsnævring af lønspændet til den private — mandsdominerede — sektors lønninger for ansatte på tilsvarende uddannelsesniveau.
I øjeblikket forhandles 8 procent af lønnen på Sundhedskartellets område lokalt. Hvordan ser du på arbejdsgivernes krav ved denne overenskomst om, at en større del af lønnen skal forhandles ude på arbejdspladserne?
Jeg burde jo med udgangspunkt i ovenstående være meget positiv, men som det fremgår, er det egentlig ikke vores væsentligste fokus. Vi vil ved det centrale bord have et lønløft på vej mod lønmæssig ligestilling i forhold til det private. Der kan godt for vores skyld også være midler til forhandling lokalt, men det er ikke disse lokale midler, som løser vores ligelønsproblem. Lokale midler kan bruges til at forhandle noget ekstra til særlige funktioner og kvalifikationer og dermed understøtte en lokal personalepolitik og en faglig udvikling. Og det er fint med mig, men hvis man mener, at det kan løse vores ligelønsproblem, så svarer det til at ville slå et søm i med en pensel. De midler, som vi lægger ud til lokal forhandling, synes vi så i øvrigt skal sikres, så de ikke forsvinder ind i den almindelige drift, bliver sparet væk i sparerunder eller går til andre faggrupper end jordemødrene.
Arbejdsgiverne ønsker at fremme effektiviteten, ligesom de ønsker, at medarbejderne er mere til stede på arbejdspladsen. Danske Regioner stiller bl.a. krav om, at arbejdstiden skal kunne tilrettelægges over en normperiode på et år, og at den effektive arbejdstid bliver på mindst 37 timer om ugen for en fuldtidsansat. Vi kender endnu ikke detaljerne i kravene fra arbejdsgiverne, men hvordan tror du, at de harmonerer med jordemødrenes udbredte tendens til at foretrække deltidsansættelse?
Jeg tror da godt, at man kan få flere jordemødre til at arbejde på fuld tid. Dem, der tager supplerende arbejde i vikarbureauer, ville sikkert arbejde på fuld tid, hvis de fik en lige så god løn i deres ansættelse og lige så stor indflydelse på arbejdstidens tilrettelæggelse som i vikarjobbet. Dem, der er ansat steder, hvor man kun vil ansætte på deltid, da det er nemmere at planlægge med, vil nok gå på fuld tid, når aftalen om deltidsansattes ret til fuld tid træder i kraft 1. januar 2008. Seniorerne vil måske også yde flere timer, hvis de her ved OK08 i forlængelse af trepartsaftalen får nogle rettigheder, som gør det attraktivt. Og endelig ville en generel højere grad af egen indflydelse på arbejdstiden nok gøre det mere attraktivt at arbejde lidt ekstra. Men rigtig mange jordemødre har fuldt bevidst valgt en deltidsansættelse og vil hverken frivilligt eller med ”tvang” vælge noget andet. Enten fordi de synes, arbejdet med skiftende vagter er for hårdt på fuld tid, eller fordi fuld tid er uforeneligt med deres ønske om samvær med familien. Og det kan arbejdsgiverne altså ikke ændre ved at ændre på overenskomstbestemmelserne. De risikerer bare i stedet for at tvinge disse jordemødre helt ud af faget — og det er vel ikke det, man ønsker?
Lige løn — nu
Kravene er udvekslet mellem arbejdsgiverne i Danske Regioner og organisationerne i Sundhedskartellet. Forhandlerne for de respektive parter skal bruge de kommende uger til at uddybe kravene over for hinanden, men allerede nu tegner der sig et billede af en række arbejdsgiverkrav med fokus på samfundsøkonomisk ansvarlig lønudvikling, fleksibilitet, flere midler til forhandling lokalt og et ønske om at udnytte arbejdskraften til mere tilstedeværelse på arbejdsstedet. Tidsskriftet har stillet Lillian Bondo en række spørgsmål med udgangspunkt i tendenserne i arbejdsgivernes krav.