“Jeg mener, at jordemødres ‘nej’ er et meget kraftigt signal til mig og resten af foreningens politiske ledelse om, at der skal handles. Løn og vilkår skal være øverst på Jordemoderforeningens dagsorden.”
Lis Munk, formand
World Economic Forum udgiver hvert år rapporten ‘Global Gender Gap*, hvor verdens lande rangeres efter, i hvor høj grad der er lighed mellem kønnene. Island, Finland, Norge og Sverige ligger i top-5.
Danmark er i 2021-rapporten faldet fra en 14. plads til at ligge på en 29. plads.
Vi er overhalet af blandt andre Nicaragua og Rwanda, lande som i flestes forforståelse er på et lavere udviklingsniveau end Danmark. Men åbenbart ikke når det gælder ligestilling mellem kønnene.
Placeringen på listen er et tværsnit målt ud fra en række parametre, hvor lige løn for lige arbejde er et af dem. Og denne parameter er desværre med til at trække vores samlede score ned.
Hvem har ansvaret for denne ulighed?
Det har vi vel alle sammen. Vi vælger jo de politikere, som skal tage ansvar for Danmarks retning og økonomiske prioriteringer. Men selv om vi har indflydelse i form af at kunne stemme ved folketingsvalget, så stopper det ikke der.
Vi har som borgere – og i særdeleshed som organisation – pligt til at holde politikerne op på den virkelighed, som de skal lave deres politiske prioriteringer i. Det gøres flot ved de mange frivillige initiativer – på tværs af fag – der minder politikerne om, at der er brug for ligestilling i lønforhold på det offentlige arbejdsmarked.
Den 20. april offentliggjorde vi jordemødrenes ‘nej’ til overenskomstforliget ved OK21. Ikke et lille forsigtigt ‘nej’, men et markant ‘nej’. Jeg respekterer og anerkender medlemmernes afgørelse, der tydeligt viser, at der ikke er tilfredshed med det opnåede resultat ved forhandlingsbordet.
På baggrund af de samtaler, jeg har haft med en del medlemmer, tillader jeg mig at tolke, at jordemødrenes ‘nej’ ikke udelukkende er et nej til forhandlingsresultatet. Det er også et stort og rungende ‘nej’ for at gøre opmærksom på, at vi ikke har ligeløn i Danmark. Og et udtryk for, at jordemødrene ikke ser sig værdsat for den uddannelse, det ansvar og den samfundsmæssige værdi, vi har.
Jeg mener, at jordemødres ‘nej’ er et meget kraftigt signal til mig og resten af foreningens politiske ledelse om, at der skal handles. Løn og vilkår skal være øverst på Jordemoderforeningens dagsorden.
Jeg kan betrygge alle med, at det er det allerede. Indsatsen for bedre løn og vilkår er højt prioriteret i strategien, der blev vedtaget på kongressen i efteråret 2020. Hovedbestyrelsen har siden arbejdet med at udfolde det indenfor de tre spor: forhandlinger, politisk opmærksomhed og lokalløn.
Kampen om (lige)løn er vi heldigvis ikke alene om. Den skal vi kæmpe i fællesskab med de øvrige traditionelle kvindefag og med støtte fra vores forhandlingsorganisation AC.
Vi skal være med til at flytte på Danmarks placering på det globale verdenskort over lighed mellem kønnene.
*Global Gender Gap. World Economic Forum