I slutningen af august fejrer kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab 10 år. Det er en dag, hvor alle jordemødre bør vifte lidt med Dannebrog – også selvom de ikke selv har en kandidatgrad eller planlægger at få en. For kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab er vigtig for alle jordemødre og for hele vores fag:
I Danmark har vi i dag fem professorer, som er jordemødre via deres grunduddannelse. Vi har 43 jordemødre, der har erhvervet en ph.d.-grad – de sidste tre er kommet i løbet af denne sommer. Og for at kunne give sig i kast med et ph.d.-studie, kræver det en kandidatgrad. Hvor ville det stille os som fag, hvis vi ikke havde vores egen kandidatuddannelse? Vi ville stå usikkert akademisk, vil jeg mene.
For ganske vist findes der mange forskellige kandidatuddannelser, og jordemødre vælger da også mange forskellige kandidatuddannelser og ikke kun den i jordemodervidenskab. At det forholder sig sådan, kendetegner hvor bredt vores fag kan anskues. Antropologisk, sundhedsfagligt, sociologisk, pædagogisk, psykologisk og med ledelsesperspektiv.
Men siden 2014 har det altså også været muligt at vælge en kandidatuddannelse i jordemodervidenskab, noget en hel del jordemødre vælger. Og det er så helt utroligt afgørende for vores fag, at der er mulighed for at vælge den retning. Det giver vores fag og profession tyngde, at de kandidatstuderende har mulighed for at fordybe sig i eget fagområde. Dermed kan de være med til at bevare og udvikle det fag, vi som faggruppe og profession har så meget erfaring i og kærlighed til. Det gør, at der er jordemødre, der kan tale ‘forskningssprog’ og indgå i ønskværdige dialoger og diskussioner om, hvad der er den bedste praksis i klinikken. Det sker hver dag på landets fødegange og på højere niveau og giver os pondus og gennemslagskraft tværfagligt.
Den viden og det sprog har de jordemødre, der har læst alt fra folkesundhed til pædagogisk psykologi selvfølgelig også. Men især i den akademiske verden, står vi stærkere, når vi også er et fag med egen kandidat. Det giver status, det understreger tyngden i vores fag, og det giver mulighed for at løfte faget akademisk. Man kan sige, at det styrker den akademiske verdens syn på vores fag – og vores eget selvbillede.