Leder: Sygeplejerskerne har stemt nej – igen

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at sygeplejerskerne stemte nej. Ikke et lille forsigtigt nej med en lav valgdeltagelse, men et rungende nej fra majoriteten af sygeplejerskerne.

I skrivende stund (16. juni 2021) forbereder sygeplejerskerne sig på strejken, der skal træde i kraft lørdag den 19. juni.

Jeg har den største forståelse for den frustration, som vi jo deler med sygeplejerskerne, når det gælder at få en løn, der afspejler uddannelse, ansvar og kompetencer. Og jeg forstår den vanskelige situation, som sygeplejerskerne står i. Sandsynligheden for, at der kommer flere penge på bordet, er ikke stor. Griber regeringen ind, bliver mæglingsskitsen sandsynligvis ophøjet til lov.

Altså sygeplejerskerne kommer til at strejke, betale for det og får sandsynligvis ikke noget ud af det.

Og dog.

Der er jo lige denne lønkomité målrettet Christiansborg, som både faglige organisationer og arbejdsgivere står bag.

Noget af det, som en del sygeplejersker har påpeget som årsag til deres nej, var, at det var for utydeligt, hvad en sådan lønkomite reelt ville kunne løse. Det er forståeligt.

Er det en syltekrukke – gammel vin på nye flasker? Særligt for os, der kan huske lønkommissionen, der var et af resultaterne efter strejken i 2008. Vi var en del, der læste en ligelønsdagsorden ind i den lønkommission. Men det som blev konklusionen var, at der er samme løn for samme arbejde, og at der er forskellig løn for forskelligt arbejde. Ikke noget, der på nogen måde åbnede en dør for at se på det lønefterslæb, som vi i traditionelle kvindefag oplever. Altså ikke en mulighed for at gøre noget ved den strukturelle lønforskel som ses mellem traditionelle kvindefag og traditionelle mandefag.

Jeg ser nu alligevel muligheder i den kommende lønkomite, der kommer til at berøre alle de kvindedominerede omsorgsfag. Især hvis det bliver langt mere tydeligt, hvad lønkomiteen skal beskrive, og hvor bindende komiteens anbefalinger bliver. For vi har brug for at få konstateret hvordan og i hvilket omfang, der er tale om uligeløn. Og vi har brug for en plan, der beskriver, hvordan det lønefterslæb, som vi oplever, udlignes.

Så det kommer rigtig meget an på tre ting: Hvad kommer det endelige kommissorie til at indeholde? Hvem kommer til at sidde i komiteen? Og ikke mindst, hvad bliver viljen til at følge komiteens anbefalinger?

Det er helt afgørende, at alle parter: arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringen går til opgaven med en reel nysgerrighed og objektivitet og en lyst til at finde veje til løsninger.

I sidste ende er det ikke sygeplejerskerne, jordemødrene og alle de andre traditionelle kvindefag, der har et problem.

Samfundet har et problem.

Finder man ikke en rimelig vej til at værdisætte medarbejdere i velfærdsfagene, så bliver det svært at rekruttere og fastholde medarbejderne, og vi vil ikke kunne opretholde det velfærdssamfund, som er afgørende for vækst og velstand generelt. Og det skal være en værdiansættelse, der afspejler – ja I kender remsen – men også de vilkår, som vi arbejder under. Nemlig at vi arbejder, når der er brug for det, døgnet rundt alle årets dage.

Måske kunne det første skridt være at få komiteen omdøbt til en ligelønskomité?

“Det er helt afgørende, at alle parter: arbejdsgivere, arbejdstagere og regeringen går til opgaven med en reel nysgerrighed og objektivitet og en lyst til at finde veje til løsninger.”
Lis Munk, formand