Hovedstadsregionen har meldt sig som den første af de fem regioner med en plan for sygehusene i regionen.
Vi har længe vidst, at der ville komme planer for indskrænkning af antallet af fødesteder. Nu er der et udspil til regionens borgere og interesseorganisationer om store omstruktureringer. Fødeafdelingerne og fødestederne placeres i forbindelse med akutberedskaber og reduceres dermed til fire store fødesteder; derudover fastholdes Bornholm som lokalt fødested.
Det overordnede ønske for hele planen er et kvalitetsløft. Der er intet belæg for, at store enheder i sig selv giver et kvalitetsløft indenfor svangreomsorgen. Det bliver derfor vores opgave og udfordring at gå ud og definere, hvordan vi sikrer et kvalitetsløft af svangreomsorgen i den nye plan.
Planen har selvfølgelig sendt chokbølger gennem alle fødeafdelingerne. Fire fødesteder er udfordret af udvidelse, og tre af flytning/lukning. Ændringerne italesættes som fusioner; vi skal gribe fat i denne mulighed og undgå, at det bliver til fire arbejdspladser, der hver for sig skal åbne sig op for flere jordemødre og læger, og tre arbejdspladser, der skal afvikles. En reel fusionering skal sikre, at de enkelte arbejdspladsers særegne kultur kan blive en del af den fælles kultur på de nye fødesteder.
Jordemoderforeningen vil i høringsfasen samle repræsentanter for alle jordemodergrupperne i Hovedstadsregionen til et møde om, hvorledes jordemødrene ønsker at tage fat om opgaven: Opgavevaretagelse, vilkår for jordemødre, der kommer/bliver, terminer, fysiske rammer… der er nok at tage fat på.
Hovedstadsregionen er den første, men ikke den sidste. I Jordemoderforeningen vil vi deltage i arbejdet for det bedste resultat, med udgangspunkt i krav om kvalitet i arbejdsliv og opgaveløsning.
Uddannelse
En alt for tidlig uddannelsesreform er på vej ind over os; den kommer før vi har fået tid til at bevise værdien af uddannelsesreformen fra 2001, eller selv har kunnet beskrive behovet for eventuelle ændringer. Den er påført af et undervisningsministerium, der ikke ser ud til at forstå opgaven med at løfte uddannelserne op på et niveau, hvor smidighed i opgaveløsningen er en følge af både højt niveau for fagligheden og indsigt i nødvendigheden af at sætte kvinden/patienten i centrum, snarere end smidighed som en følge af strukturelle tiltag. Den endelige rapport bærer heldigvis præg af, at professionerne selv har været involveret i den endelige udformning af rapporten.
Én positiv ting kommer der dog ud af disse indgreb: Vi får understreget behovet for at se nærmere på vores uddannelse, også internt i professionen, endnu en gang. Var vi på vej derhen, hvor vi gerne ville? Hvilken status har vores uddannelse, specialist eller generalist? Er der rum for udvikling af vores profession, og hvor henter vi den bedste inspiration til nye og stærke tiltag? Fortsættelse følger…