Min ungdoms yndlingsbog – og stadig en af mine yndlingsbøger. Den er skrevet omkring 1800 og handler om betydningen af gensidig respekt og kærlighed samt ikke mindst om betydningen af det økonomisk veletablerede parforhold. Der selvfølgelig blev indgået mellem en mand og en kvinde. Og resulterede i børn.
Men i dag har både “Pride” og “Prejudice” fået en anden betydning for mig og for mange andre.
Pride er stoltheden over at stå ved at være den man er. #proudtobeamidwife er ikke et ualmindeligt hashtag på twitter og andre sociale medier, når vi fortæller om vores succeser eller om kampene for borgere og patienter. Men mest kendt som “Pride” er bøssernes, de lesbiskes, hele LGBTQ+ gruppens stolthed over at stå ved eget liv – egne valg – egen seksualitet. Og “Prejudice” er stadig det, der møder utroligt mange inden for de grupper, der afviger fra den smalle sti – den almindeligt accepterede heteromor eller far – helst sammen.
Jeg bevæger mig selv i det mest almindelige felt – tiltrukket af mandkønnet, gift med den samme mand gennem snart fyrre år, og vi har fire børn sammen, opnået ved egen indsats.
Det kan gøre mig uforstående over for Pride, gøre mig fordomsfuld. Jeg prøver på ikke at være det – men lur mig, om ikke mennesker, jeg har mødt, der har skilt sig markant ud fra “det normale”, kan have fanget et elevatorblik fra mig. Et blik, der lynhurtigt konstaterer, at her er der et udtryk, der er anderledes, og hvorfor nu det. Måske også den diskrete hovedbevægelse, der prøver at benægte, at man har gloet. “Nej nej, det var prisen på appelsinerne hos grønthandleren bag dig, som jeg tjekkede ud med den store interesse”.
Man bliver bedre til at opdrage på sig selv med tiden. Man bliver klogere af møder og debatter. Jo flere, der tør springe ud og signalere, at sådan ser jeg altså ud, og jeg kysser altså med ham/hende/dem – uden at det gør mig til et dårligere menneske, jo lettere bliver det at glæde sig over andre menneskers glæde.
Som jordemoder er jeg med til at stræbe efter dette mål: Vi skal tage os af mennesket. Ikke af dets tro, ikke af dets seksualitet, ikke af dets udseende, ikke af dets sociale status. Vi skal uanset hvad yde omsorg for den person, der ønsker rådgivning eller hjælp til at opretholde sin sundhed, til at bære et barn godt frem mod en fødsel, omsorg for en god start på amningen og forældreskabet.
Det betyder, at den mand, der engang var kvinde, og som stadig er i stand til at gennemføre en graviditet, af sin jordemoder bliver spurgt: “Hvordan vil du gerne betegnes? Når jeg omtaler dig, skal jeg så sige han eller hun? Bliver du far eller mor ved fødslen?” En fødepatient skal ses og høres og favnes som den, hun/han er. Ikke efter vores opfattelse af, om det er normalt.
Vi skal med andre ord ikke som jordemødre (eller andre professioner) være bange for at spørge om forhold, som vi også selv ville finde vigtige at dele med en sundhedsperson. Til gengæld skal vi tøjle vores nyfigenhed. Det er lige meget, hvem i det lesbiske forældrepar der skifter pakninger i vandhanen. Det er underordnet, om de begge hedder mor. To fædre og en mor behøver heller ikke forklare, hvordan deres seksualitet er, for at vi kan forberede dem alle tre til fødsel og forældreskab.
Størst af alt er kærligheden. Tak for Pride! #proudtobeamidwife.
