Leder: Pligt til at føre ordnede optegnelser

Der står i cirkulære for jordemødre, at vi har pligt til at føre ordnede optegnelser. Og det gør vi med glæde og gerne.

Vi gør det for at sikre en god kvalitet, så vi ved, hvornår graviditet, fødsel og barsel bevæger sig uden for normalområdet. Vi gør det af hensyn til patientsikkerheden. Vi gør det for, at kvinden og familien kan få et indblik i, hvad der skete hvornår. Og så gør vi det for at sikre os selv.

De af os, der har været jordemødre en del år, har erfaringerne fra de håndskrevne journaler, med indikationsstempel og hvor de samme data skulle skrives flere forskellige steder.

Med tanke på den digitale verdens udvikling skulle man tro, at det var muligt at få en elektronisk journal, som kan duplikere information til de relevante steder – en journal som lettede dokumentationsdelen af vores arbejde, så vi havde mere tid til den jordemoderfaglige omsorg.

Men så let skal livet ikke være.

I 2001 færdiggjorde jeg en master i Health Informatic. Masteren var målrettet sundhedspersonale, som siden kunne være bindeleddet mellem de sundhedsprofessionelle, som skulle bruge de digitale løsninger, og de it-folk som udviklede dem. Den daværende nationale it-strategi havde som mål, at i 2006 skulle der være en landsdækkende elektronisk patientjournal, der kunne kommunikere på tværs af landsdele, regioner og kommuner. Sådan blev det ikke. Og sådan er det stadig ikke.

Og behovet for at dokumentere er desværre heller ikke blevet mindre.

Jeg er for nylig blevet præsenteret for to facetter af denne dokumentationsudvikling.

For det første kravet om, at det, der noteres på den gule vandrejournal, også skal føres i den elektroniske journal. Udover at det igen føles som dobbelt arbejde, så går der minutter af den sparsomme tid, der er til rådighed i jordemoderkonsultationen. Det er tid, der går fra kvinden og familien, tid der kunne havde været brugt til endnu et spørgsmål eller endnu et råd. Og det tager tid, for det er jo ikke nok med at skrive, der skal logges ind og ud og ofte er de pc’er, som sundhedsvæsnet råder over, ikke de hurtigste i verden.

En anden facet er informeret samtykke. Jeg er om nogen fortaler for, at man som bruger af sundhedsvæsnet skal været informeret og give samtykke til de behandlinger, man skal have. Men logikken for, hvad der skal indhentes samtykke til og hvad der ikke skal, er ikke lige til at gennemskue. Risikoen er, at indhentelse af samtykke bliver en standardiseret formalitet, mere end det reelt gøres for at sikre, at kvinden og hendes partner får information om og forstår risici og konsekvenser af en behandling – eller risikoen ved at undlade eller vente med behandling.

Jeg ser kun en vej til en forbedring på alle områder: Jordemødre skal være med på alle niveauer til at udvikle den it, vi skal anvende og vi skal ind i maskinrummet allerede i udviklingsfasen.

Læs mere om, hvordan Styrelsen for Patientsikkerhed ser på brugen af vandrejournalen