Jeg har i lige så lang tid, som nogle har interesseret sig for, hvad jeg siger om os jordemødre, hævdet, at jordemødre ikke nødvendigvis skal kunne det hele. Ikke fordi de ikke har lært det, eller endnu værre, ikke har kunnet eller villet lære det, men fordi deres arbejdsliv eller helbred stille og roligt eller brat har skubbet dem til et mere begrænset virksomhedsområde.
Jeg taler om de jordemødre, der er slidt. Slidt af en uventet bevægelse fra en stærk fødende, en trussel fra en psykisk syg far, en belastende dødfødsel; eller slidt af hård skilsmisse, egen sygdom, tab af familiemedlemmer.
De er også vores kolleger, og de er også medlemmer af fællesskabet Jordemoderforeningen.
Hvordan bliver vi ved med, i en tid, der er presset af stigende ydelseskrav på arbejdspladserne, at have plads til disse kolleger? Når jeg spørger, er det fordi der ikke så sjældent er henvendelser i foreningen eller til A-kassen om skånejob, fleks-job, nedsat tid, sygesamtaler og angst for fyring, ”når jeg nu ikke længere kan så meget”. Og der har vi en klar spejling af mere pres på arbejdsmarkedet: ”Når du ikke mere kan det hele, er der ikke plads til dig!”
På mig virker disse signaler ikke alene hård som en hård, men også meget kortsigtet arbejdspladspolitik.
For det første: Vi mangler jordemødre til mange forskellige funktioner, og enhver brik i puslespillet tæller. Eksempler: Et telefonopkald, der besvares med professionel indsigt af en jordemoder, kan spare en gravid kvinde for et unødvendigt besøg på fødeafdelingen eller det kan berolige en far! Et medicinskab, der altid er i orden til punkt og prikke på en travl afdeling, kan sikre mod medicinfejl.
Ja, jeg ved, at sådan skal det under alle omstændigheder være, men jeg kender også til, hvad der ind imellem kan ske på grund af travlhed…
For det andet: Vi kommer til at skulle fylde bredere i sundhedsvæsenet i de kommende år, hvor vi bliver flere jordemødre og dermed får mulighed for at udfylde flere vigtige poster i det generelle sundhedsbillede. Skal vi så ikke holde disse poster åbne og i udvikling? Kan vi ikke bruge jordemodertimer til seksualundervisning, som der skriges på i en tid med flere klamydiatilfælde, aborter blandt teenagere med mere? Og hvad med nogle kærkomne jordemodertimer til opsøgende barselbesøg?
Der er mange, der gerne vil have del i de mildere tjanser. Men vi har somme steder slet ikke disse tjanser, hvis vi ikke har særlige jordemodertimer til at udbyde dem eller udvikle dem.
I de igangværende overenskomstforhandlinger skal der også ses på trivsel, på arbejdsmiljø og på fastholdelse af svagere medarbejdere, og det er ikke et øjeblik for tidligt.
Giv plads til alle der vil, i det omfang de kan! Det gavner hele professionen på det lange sigt. Og så er det ordentlig medmenneskelig omsorg.
