Aldrig har der været mere fokus på kvinder. Blandt andet på kvinders (manglende) plads i bestyrelser, på om kvinders kunst anerkendes, ses og sælges på lige fod med mandlige kunstnere. Og ikke mindst – og højaktuelt for os – om traditionelle kvindefag lønnes efter uddannelse, ansvar og samfundsmæssig værdi.
Trods fokus er vi langt fra i mål. Hvorfor er det sådan? Er vi blinde for ulighed, fordi vi bilder os selv ind, at vi ikke har et ligestillingsproblem i Danmark? Det er i hvert fald et af problemerne og influerer på alt fra løn til relationer mellem mennesker.
Mennesker skal ses, som de er. Det skal ikke være normer, der sætter rammer, som vi alle skal leve op til. Det gælder ved religion, udseende, seksualitet, kønsidentitet, politisk tilhørsforhold og sikkert meget andet.
Det er en god og rigtig udvikling, når vi styrker normkritikken, men her tror jeg, at vi har helt samme dilemma: Vi tror, vi er rummelige, vi tror, vi ser den enkelte, som den vedkommende er. Men gør vi nu det? Og er den største fare ikke netop, at vi tror, at vi er værdineutrale og ikke underlagt normer? At vi ikke er bevidste om, at normer er så indgroede i vores værdisæt, at det kræver en aktiv handling, diskussion og fokus for at bevidstgøre os selv om, hvornår det alligevel er normer, der per automatik default får os til at vurdere, dømme og italesætte.
Jordemoderstuderendes Landssammenslutning, København, har udfærdiget et normkritisk manifest, som vi skriver om i dette blad. Manifestet kan vi bruge som spejl: Måske kan vi ikke lide det, vi ser, måske er vi ikke enige i, om spejlet er retvisende. Men spejlet får os til at reflektere og diskutere, og det er altid tiltrængt. Det kan bringe os videre i en svær proces, som kræver overbærenhed og åbenhed i forhold til, at der ikke nødvendigvis ligger dårlige hensigter – men måske uvidenhed – bag folks adfærd.
Som forkvinde for en fag- og professionsforening, der primært organiserer kvinder og arbejder med og for kvinder, ser jeg et potentielt nyt dilemma: I stræben efter at rumme alle køn og kønsidentiteter kan man for eksempel vælge at neutralisere tiltaleformen til hen, som er anerkendt i Sverige. Men hvor efterlader det kvinder, kvindekamp og den ulighed, der er mellem mænd og kvinder? Underkender vi dermed de håndgribelige forskelle som følge af køn, som vi kender alt for godt?
Det er svært, og det er spændende. Vi skal turde tage disse samtaler, vi skal have vilje til at lytte aktivt for at forstå andre perspektiver end vores egne. Vi skal holde fast i de kampe, som vi ikke er i mål med: ligestilling for alle uanset køn, religion, hudfarve mm.
Vi skal møde hinanden, der hvor vi er. Kun derfra kan vi blive klogere og respektere hinanden..