En stor del af den danske befolkning var med, da det første reagensglasbarn kom til verden. Det blev vist i TV-avisen for 21 år siden og vakte både beundring og bekymring.
I dag kan man i en skoleklasse gennemsnitligt finde én elev, der er kommet til verden ved kunstig befrugtning. Ca. hvert tiende par har, ifølge eksperter, vanskeligheder ved at reproducere sig, og Danmark er det land, der foretager flest behandlinger for barnløshed i forhold til sit indbyggertal.
Regeringen lægger nu op til at ændre den eksisterende lov om kunstig befrugtning. Det kommer blandt andet til at betyde, at der kun gives offentlig støtte til ét fælles barn. Hvis parret vil have flere børn, så må de selv have penge op af lommerne og ty til private klinikker. Sundhedsministeren begrunder et-barnspolitikken med, at der skal være samme serviceniveau i hele kongeriget og at alle barnløse skal have lige muligheder.
Men hvorfor skal det lige være ét barn og ikke tre? Er det et forsøg på at holde de offentlige udgifter nede? Eller handler det snarere om at skabe et større marked i privat regi, der kan få overdraget de æg, som er taget ud og opbevaret i det offentlige sygehusvæsen, for derefter at tjene gode penge ved den relativt ukomplicerede procedure, det er at lægge dem op? Det kunne altså lige så godt handle om politik?
Ifølge regeringens forslag skal det endvidere ikke længere være muligt at få fertilitetsbehandling, hvis den behandlende læge endegyldigt skønner, at parret ikke er duelige som forældre. Der er sikkert stor enighed om, at der et eller andet sted skal sættes grænser ud fra et hensyn til de kommende børn, når vi som samfund har muligheden for at regulere.
Men hvis man vil sikre den hårfine balance mellem den enkeltes retssikkerhed og samfundets behov for at regulere, kan man ikke bare parkere ansvaret for disse svære afgørelser hos lægerne og henvise til Patientklagenævnet, hvis der er utilfredshed med lægens afgørelse. Hvis opgaven skal løses forsvarligt, og det skal den, bør der inddrages flere (fag)personer, når det handler om noget så vigtigt som at vurdere menneskers evne til at være forældre.
Kritikere mener, at sundhedsministeren med ændringen af loven burde åbne for muligheden for at kvinder, der ikke er i fertilitetsbehandling, også kan donere æg i lighed med praksis i dag, hvor kvinder, der får æg til overs i forbindelse med egen behandling, kan donere disse væk. Denne forskelsbehandling er ikke logisk.
Hvis ministeren grundlæggende er imod donation af æg, bør han tage debatten om dette følsomme emne op og se samlet på donation af æg og på de etiske konsekvenser af ikke at kende sit genetiske mødrene ophav. Vi har altid kunnet være i tvivl om den sande faders identitet, mens vi har kunnet være sikre på, hvem moderen var. Her vil en grundig debat om anonymitetsprincippet for donorerne også være på sin plads. Man må tage stilling til, om det er hensynet til muligheden for at rekruttere donorer, der skal vægtes højest, eller om hensynet til barnets mulighed for at kende sit genetiske ophav er vigtigst.
Det er netop i det udeladte, at de væsentligste etiske diskussioner ligger. Ved at lege struds og stikke hovedet i busken i stedet for at tage åbent fat om de etiske problemstillinger, hvor vanskelige de end måtte være, har vi måske i virkeligheden bevæget os langt ud ad en etisk glidebane under dække af økonomiske, politiske eller helt andre forklaringer.