Kun hver anden fødende har en ukompliceret fødsel, skrev dagbladet Politiken på forsiden den 2. september. Modsvarende må den anden halvdel have komplikationer af den ene eller den anden art. Tallene stammer fra den medicinske fødselsstatistik, som findes på Statens Serum Instituts hjemmeside. Årsagen til, at der gribes ind i mange fødsler, skal blandt andet findes i, at langt flere kvinder i dag kan blive gravide, siger klinikchef på Rigshospitalet Morten Hedegaard i artiklen. Kvinder, der for år tilbage måtte forblive barnløse på grund af overvægt, alder, diabetes eller andre kroniske sygdomme, kan nu ved hjælp af teknologi, medicinsk behandling og livsstilsændringer gøre sig begrundede forhåbninger om graviditet. Disse forløb kræver ofte ekstra kontroller i graviditeten og intensiveret overvågning og behandling under fødslen.
Så langt så godt. Erfaringerne fra de sidste årtiers store fremgang i behandling og teknologi på det reproduktive område har helt klart givet os flere og mere komplekse graviditeter og fødsler, hvor vi ser komplikationer, og hvor der er behov for at gribe ind for at hjælpe mor og barn godt igennem. De skal have al den hjælp, som vi kan give dem. Og vi skal ikke tøve med, sammen med lægerne, at gøre politikerne opmærksomme på, at en tiltagende specialisering kræver tilsvarende ressourcer. Ressourcer der i dag ofte tages fra de gravide, hvor alt i udgangspunktet kunne forløbe normalt – og det er stadig flertallet.
Men de komplekse forløb er langt fra hele forklaringen på de mange indgreb, som fødselsregisteret dokumenterer. Vi vil endog mene, at det er optimistisk at tro, at kun hver anden fødende har en komplikation, der fører et indgreb med sig. Når fire ud af ti førstegangsfødende med en forventet normal fødsel, får stimuleret veerne medicinsk, når mere end hver femte af alle gravide forløses ved kejsersnit, og hver fjerde får fødslen sat i gang, godt syv procent får hjælp af en sugekop, og lidt mere end tre procent bliver klippet i mellemkødet, så summer det nemt op til – eller over – at vi griber ind i halvdelen af alle fødsler. Dette selvom man må forvente, at flere af de fødende får mere end et indgreb.
Vi vil opfordre til, at vi ser bag om tallene. Hvor ofte sætter vi et vestimulerende drop på en ellers rask og frisk fødende, der måske kunne have haft mere gavn af en pause – eller lidt at spise? Hvor ofte sætter vi et drop, der fører yderligere indgreb med sig? Hvor mange selvvalgte kejsersnit kunne vi have undgået, hvis den gravide havde haft et alternativ, som hun var tryg ved?
Vi kan og skal arbejde for at nedbringe antallet af indgreb i de helt ukomplicerede forløb. Jordemoderforeningen har i det forløbne halvår sat ekstra fokus på netop brugen af medicinsk vestimulation og har sammen med jordemødre på landets fødeafdelinger været med til at se på årsager til det høje forbrug. Forsigtige meldinger tyder på, at der på flere fødesteder ses et faldende forbrug – det er yderst glædeligt.
Lad os fortsætte med at sætte fokus på indgreb i fødslen. Ikke kun ved at sætte lup på statistikken, men også ved fortsat at fortælle om og dokumentere effekten af individuel forberedelse, følgeskab af en jordemoder fra graviditet til barsel og gennem faglig udveksling og udvikling. Sammen kan vi knække kurver.
