Det er midsommer, og Thøger Larsens smukke ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’ er på manges læber. Der fejres nye jordemødre, studenter og små sommerbørn.
Men ud over lykken og de lyse nætter så er der også andet, der fylder.En kollega skrev til mig forleden, efter at jeg og andre havde ytret os i dagspressen om grænserne for travlhed og kvalitet for kvinderne:
"Hold fast! Nu blev jeg igen nødt til at blive efter min vagt i en helvagt mere. Det er alvor, det her".
Det har hun ret i – det er alvor. Og det er vigtigt at høre og respektere de udsagn, som I kommer med fra alle landets hjørner om belastninger, om for mange opkald om vagtdækning, om større travlhed end antageligt.
Men det er mindst lige så vigtigt at kunne begrunde, hvorfor jordemødre er kommet dertil. Er vi bare knotne over ikke at kunne nyde den lyse sommernat? Og hvorfor brokke sig, når der er kommet mange flere fastansatte jordemødre? Hvis man tager alle fuldtidsansatte jordemødre og dividerer med antal fødsler, så er der nu lavere antal fødende pr. jordemoder. Så hvad er problemet?
Problemet er selvfølgelig, at det er helt skudt ved siden af. Ja, der er en stor stigning i antallet af beskæftigede jordemødre på landsplan – men de laver også meget forskelligt, som jordemødre ikke strakte til tidligere, før den daværende regering besluttede at forhøje indtaget, så jordemødre kunne aflaste personalemanglen på kort og især på lang sigt. Ved at sluse jordemødre jævnt ind i svangre, barsel og ultralyd, samt andre særlige funktioner i sygehusene, har sygehusledelserne opnået at aflaste andre faggrupper og bruge jordemødre på områder, som de også er gode til. Hvis man derfor vil sammenligne, skal man trække mange stillinger ud af det regnestykke. Dertil kommer, at jordemødre i dag arbejder med kvinder, der bruger mere tid med personalet – alene fordi vi begår flere indgreb i forbindelse med graviditet og fødsel.
To store faktorer: igangsættelse og epiduralblokade. Igangsættelse tegner sig for flere kontakter, hvis ikke ligefremet længere indlæggelsesforløb forud for kvindens egentlige fødsel. Epidural har en tendens til at forlænge fødselsforløbet og giver større behov for andre indgreb.
Dokumentation i forbindelse med fødsler kræver sit. Vi er helt med på, at der skal dokumenteres, men omfanget, kombineret med i mange tilfælde forældet software eller hardware, er blevet voldsomt. Der skal i en del tilfælde mange forskellige logins til i løbet af et fødselsforløb.
Der er afdelinger, som er nødt til at indrette behandlingen – bøje de faglige retningslinjer – efter travlheden. Det er utilfredsstillende, at det, som er god latin den ene dag, ikke er det den næste.
Vi forventer, at en fødsel går over i øjeblikke af stor ro og skønhed, og en kontakt mellem mor og barn, der langsomt, men sikkert ender med,at barnet har fundet ud af at sutte. Men det kræver også opbakning – og det tager tid. Vi skal finde mere ro omkring vores arbejde. Og det arbejder vi støt videre på – alle sammen.