Strejken er formentlig umiddelbart forestående, når du læser dette. Kredsformænd, menige jordemødre og ikke mindst tillidsrepræsentanterne har arbejdet hårdt for at planlægge strejken: Aktioner er planlagt, møder afholdt, spørgsmål er afklaret, nødberedskaber er forhandlet, nødtjenesteplaner udarbejdet og meget meget mere har der været travlt med. Og efter alt det praktiske arbejde er det nu tid til igen at fokusere på det, der er vores helt centrale krav til vores arbejdsgivere:
Vi vil ha’ mere i løn! Vi vil have ligeløn nu! Ligeløn med det private, og ligeløn med mænd!
Vi strejker for at bryde med den ”naturlov”, der siger, at det offentlige sundhedsvæsens ansatte på vores uddannelsesniveau skal lønnes lavere end det private område, og at kvinder dermed skal være lavere lønnet end mænd — selvom de har lige så højt uddannelsesniveau og et lige så stort eller større – ansvar end de privatansatte, som vi kan sammenligne os med.
Siden 1969 har der ikke været et samlet kommissionsarbejde om, hvorledes løn inden for det offentlige fastsættes. Dengang var mænd, ikke kvinder hovedforsørgere. Og det var det, der gjorde, at de traditionelle kvindefag lønmæssigt blev indplaceret lavt og lavere end fx folkeskolelærere, som var et mandefag. Det samme skete ved jordemødrenes overgang til centerordningen i 1974 og vores senere klassificeringer: Vi skulle ligge som andre — lavt indplacerede — kvindefag. Vi kunne ikke bryde det mønster.
Men nu er det tid til, at Sundhedskartellets kvindefag med højt uddannelsesniveau og stort ansvar sammen bryder mønstret. Vi vil for det første nu og her have mere, end det private fik sidste gang. Vi vil have 15 procent. Og så vil vi have en ligelønskommission, som kan gøre op med de gamle indplaceringer baseret på en dengang anerkendt holdning om, at mænd naturligvis skulle have mere i løn end kvinder.
En ligelønskommission, som den norske, kan på uvildig vis afdække, at de nuværende lønrelationer bygger på forhold, der ikke alene er gamle, men også dybt utidssvarende og udtryk for diskrimination af kvinder. En sådan afklaring er forudsætningen for at indlede indhentningen af lønforskellen på 27 procent. Vi kræver politisk vilje til problemløsning — nu!
