Arbejdet med revision af Anbefalinger for Svangreomsorg er gået i gang.
Og det sker desværre på et bagtæppe af en relativt ophedet debat om, hvor et lille antal af fødslerne skal finde sted. Også selv om der er så meget andet vigtigt for svangreomsorgen, der påkalder sig vores opmærksomhed.
I Jordemoderforeningen forsøger vi at fastholde, at kvinders veloplyste valg går forud for professionernes præferencer, og at oplysningen skal baseres på bedste evidens.
Enkeltsager hører ikke hjemme i debatten. Det, som vi synes, at vi skal se på, er de overordnede resultater for den samlede gruppe af fødende. Og så skal vi være omhyggelige med vores information – om både fordele og ulemper.
I debatten har der været konkrete udsagn, der efter min mening har overtrådt reglerne for god faglig debat, og det virker som om, pressen griber alt med begær – sensation med babybilleder, guf for læserne.
Selv er jeg blevet citeret på overskriftplan: Fød bare hjemme … En sætning, der hverken er udtalt af mig til noget medie, eller som er retvisende for mit samlede noget mere nuancerede udsagn.
Svangreomsorgen er imidlertid langt mere end god visitation og kvinders valg af fødested. Det handler om udtalte behov for opdatering af konkrete områder, og det handler også om, at vi får det gjort endnu tydeligere, at kvinden og hendes familie skal være i centrum.
At være i centrum kan lyde som et smart buzzword … Hvorfor ikke bare kalde det det, som vi altid gerne har villet som jordemødre – tage os godt af hver enkelt patient. Men der er jo den pointe, at for at behandle lige godt, er vi nødt til at behandle forskelligt. Og vi kommer til at skulle bruge vores kræfter godt over for hver enkelt kvinde/mand/barn ved at lytte til, hvad HUN selv kommer med. Danske Regioner har fremført, at kvinder er parate til differentiering af tilbuddet. Det er tankevækkende, at den samme Epinion undersøgelse ikke synes at have spurgt til, hvor på skalaen for tilbud kvinden ser sig selv. Mit gæt ville være, at ligesom de fleste forældre finder, at deres barn er klogere end gennemsnittet, så vil de fleste kvinder også finde, at de selv nok skal ligge i den ende af skalaen, hvor der er mere behov for samtaler. Og det ville de selvfølgelig have ret i, efter min mening. Der er en stigende efterspørgsel på tilkøbsydelser. Det er simpelthen ikke nok for en større og større gruppe af kvinder at nøjes med fire-fem relativt kortvarige møder, ofte med forskellige jordemødre, afhakning af spørgeskemaer og informationsopgaver. Herved mister det sin mening at gå til jordemoder.
Hvis kvinden og hendes partner skal være bedre stillet i forhold til at tage informerede valg, til selv at søge oplysninger, til at bruge vores faglighed med udgangspunkt i egne behov – så er det nu, at vi skal opliste hvorfor.
I arbejdet for en styrket og moderniseret og nærværende svangreomsorg kommer vi til at trække på alle gode kræfter til indsamling af dokumentation og ideer.
Der sidder mange fagfolk af forskellig baggrund i Sundhedsstyrelsens to arbejdsgrupper og i referencegruppen. Det er mit håb og min forventning, at vi lægger snævre faglige interesser fra os og puljer den bedste og bredeste faglige viden om, hvad der sikrer en god start i livet og på forældreskabet.
