Leder: Kom og tal om fag og profession!

Foto: Claus Boesen

Jeg møder ofte en dyb frustration, når jeg taler med jordemødre: Det var bedre engang … Vi overbehandler … Vi prioriterer ikke det rette i vores indsatser … Der er mere fokus på drift, end på hvad der er fagligt rigtigt og forsvarligt … Og vi er jo i øvrigt snart bare obstetriske sygeplejersker!

Men ser vi alle ens på, hvad der er vores største faglige udfordringer? Og er det rigtigt, at alting var bedre engang? Hvem har ansvaret for over- eller underbehandling, og de prioriteringer, der skal laves? Og hvad er det egentlig, der karakteriserer en jordemoder i dag, i morgen og i fremtiden?

Der er helt klart forskellige nuancer, perspektiver, holdninger til disse spørgsmål. Dertil kommer også den magiske evidens, som jo i den bedste verden burde være sandheden, men også her er der tolkninger og forklaringer på, hvorfor noget er, som det er.

Jeg tror på, at vi har brug for at stå på en fælles platform og tage os tid til samtalen om, hvor vi ser vores fag i dag og i fremtiden. For kun ved at tale om det, bliver det tydeligt for Jordemoderforeningens ledelse, hvad vi som jordemødrenes forening skal arbejde på at påvirke af vinde og bølger, så professionsskibet kommer på eller fortsætter på rette kurs.

Jeg mener, at vi skal favne fremskridt, men også hele tiden være opmærksom på, hvad der giver mest sundhed for hele populationen og ikke kun de få. Og det er min holdning, at det er vigtigt, at vi har gode guidelines, men at vi samtidig skal kunne se den enkelte kvinde og den enkeltes potentiale.

Men det er jo blot mine holdninger! Og det er vigtigt, at mine holdninger som forkvinde for Jordemoderforeningen afspejler danske jordemødres holdninger. Derfor er næstforkvinde Mette Rotesan Holm og jeg er så nysgerrige på alle danske jordemødres perspektiver, og hvad der er vigtigt for den enkelte og for kollektivet af jordemødre. Fra november til januar tager vi derfor på tur i hele Danmark og håber at komme til at tale med så mange af jer som muligt.

Se hvor og hvornår, vi kommer til et område nær dig