Leder: Klinikker

En fødeklinik – et ord, der bibringer jordemødre billeder af den institution, der erstattede hjemmefødslerne, især i fremvækst i 40’erne og 50’erne. En fødeklinik med jernsenge med skarpe lagenhjørner, jordemødre med slør om håret og vaskefade i hånden, med fødselshjælp på et for den tid højt niveau – men også en hjælp, der kunne komme i klemme i økonomien – flyttede man den fødende, gik man glip af indtjeningen. Fødeklinikkerne havde ofte læger tilknyttet i tilkald. De betjente først de mere velhavende, og senere blev det et tilbud til de mange. Og i løbet af 60’erne, hvor kvinder kom på arbejdsmarkedet i stort tal og havde ultrakort barselorlov, blev det eftertragtet at få lidt ”barselhvile”. Tænk at få redt seng og serveret krebinetter og kartofler, man ikke selv havde lavet!

Krav især fra lægeside om koncentration af fødslerne på sygehuse, og som tiden gik, i stigende grad på større fødesteder, har ført til lukning af de klinikker, der sidst i 70’erne og først i 80’erne stadig lå frit. Og de fødeklinikker, der blev åbnet i 90’erne som satellitter til specialafdelinger, de lukkede igen, da det udviklede sig til, at de var blevet bufferfunktion for støt travlere specialafdelinger. Hovedstadsafdelingernes klinikker bukkede under for pladskrav og nedlukninger af specialafdelinger, og de jyske klinikker, Skive, Frederikshavn og Hobro, lukkede under økonomikrav, (u-underbyggede) angreb for ikke at være sikre nok – og til dels på grund af jordemoderknapheden. Det var vigtigt at samle jordemødre nok til at drive specialafdelingerne.

Var det så enden på fødeklinikker i Danmark? Nej, det har det vist sig ikke at være. Selv om Jordemoderforeningen i 90’erne havde debat om emnet, og et flertal gik mere ind for at fremme hjemmefødsler – a la ’ren røv at trutte i’ – ’så ved man hvad man har af hjælp’, så dukkede der atter fødeklinikker op. Forsøg på at få noget op at stå med privat betaling har set ud til at være svært at få til at løbe rundt, men et initiativ med offentligt betalt fødsel på klinik i Region Sjælland har vist sig at være levedygtigt økonomisk, ligesom et stærkt samarbejde i regionen om visitationsretningslinjer ser ud til at give et godt fundament rent sikkerhedsmæssigt.

Der skal ikke herske tvivl om, at Jordemoderforeningen er tilhænger af valgmuligheder, både for fødende og for jordemødre. Hjemmefødselstallet er stigende, selv om vi taler om små tal, og tallet er højest, med laveste overflytningsrate, når der er tale om faste team af hjemmefødselsjordemødre. Klinikfødsel kan nu også ses i statistikkerne, og mon ikke vi kan være enige om, at vi i en del år har haft klinikfødsler inden for det offentlige, med de tilbud, der eksisterer på Ærø og Samsø.

Sidst i marts 2017 er der en større tværfaglig gruppe, der rejser mod England for at se nærmere på de klinikformer, der er vokset frem i de senere år. Med NICE guidelines 2014 udmelding til kvinder med ukompliceret graviditet om med fordel at kunne vælge fødested uden for specialafdeling er der nu et nyt fælles fagligt fundament for struktureringen af fødselshjælpen.

Odense Universitetshospitals sygehusledelse har taget initiativ til at se på nye måder: Repræsentanter fra sygehusledelse, afdelingsledelse og udviklingsfolk fra forskellige faggrupper samt Jordemoderforeningen og DSOG rejser sammen på besøg på et antal klinikker.

Jeg håber, at det kan blive startskuddet til et udviklingsarbejde om nye strukturer inden for fødselshjælpen i Danmark. Privat eller offentligt initiativ – begge er vigtige og kan rummes, blot det ikke fordyrer hjælpen for borgeren, er sikkert og af høj kvalitet og giver gode arbejdsmuligheder for os som jordemødre. 

“Sidst i marts 2017 er der en større tværfaglig gruppe, der rejser mod England for at se nærmere på de klinikformer, der er vokset frem i de senere år.”
Lillian Bondo, formand