| ‘Er det etisk forsvarligt at overbehandle et stort antal gravide, der ikke ville have haft behov for en igangsættelse – med de følger en igangsættelse måtte have?’ Lis Munk, formand |
I skrivende stund har Sundhedsstyrelsen netop sendt en NKA (National Klinisk Anbefaling) om igangsættelse af fødsler i høring. Af den fremgår det, at raske gravide kvinder skal anbefales at overveje igangsættelse af fødslen fra graviditetsuge 41+0 efter dialog om fordele og ulemper.
En yderligere fremrykning af tidspunktet for igangsættelse vedkommer og berører i høj grad os som jordemødre.
Først og fremmest stiller vi spørgsmålet: Holder evidensen bag en anbefaling om yderligere at fremrykke tidspunktet for anbefaling af igangsættelse? I Danmark ændrede vi i 2011 det anbefalede igangsættelsestidspunkt af raske gravide på grund af gestationsalder til igangsættelse 41+3-5. De studier, som den nye anbefaling bygger på, undersøger udfaldet ved igangsættelse 41+0 versus igangsættelse ved 42+0/++. Der sammenlignes altså med et scenarie, vi ikke længere praktiserer i Danmark. På den måde vil igangsættelse ved 41+0 i den teoretiske verden sandsynligvis fremstå med større fordele end i den danske kontekst.
Så er der den etiske diskussion. Hvor mange kan vi forsvare at behandle for måske at redde et eller flere liv? Hvor meget skade kommer vi til at påføre de mange gravide, der får fødslen sat i gang og hvor en spontan fødsel havde ført til et sundt og raskt barn? Er det etisk forsvarligt at overbehandle et stort antal gravide, der ikke ville have haft behov for en igangsættelse – med de følger en igangsættelse måtte have?
Det er en rigtig svær diskussion. De enkelte kvinder eller par, der ulykkeligvis mister, ser højst sandsynligt på risiko og handling ud fra deres tab. Det skal vi have stor respekt for og opmærksomhed på i vores kommunikation.
Og så er der diskussionen om resurser, som er særlig påtrængende i den nuværende situation på de pressede fødeafdelinger, hvor vi i forvejen er udfordret på at nå igangsættelser inden for de aktuelle anbefalinger. Vi, DSOG og Dansk Jordemoderfagligt Selskab har givet hinanden håndslag på, at der ikke skal begås samme fejl som i 2011, hvor man påbegyndte et nyt behandlingsregime, inden der var tilført de resurser, opgaven kostede.
Hvis det ender med, at anbefalingen bliver implementeret, som den er præsenteret, skal der følge resurser med. Men som jordemodersituationen ser ud nu, så er penge ikke nok. I nogle dele af landet er der helt enkelt ikke jordemødre nok til at løse opgaven.
For med NKA’en følger en væsentlig informationsog fællesbeslutningsopgave, som jeg helt klart mener, at jordemødre vil være de rigtige til at varetage. Der er jo tale om en svag anbefaling, så vi kan ikke med samme tyngde anbefale igangsættelsen, som hvis der var tale om antibiotika til en lungebetændelse. Det kræver kundskab og tid til samtalen med den enkelte. Og derudover kræver det tid yderligere at skulle varetage et antal tusinde flere igangsættelser. Vi hverken kan eller vil forsvare at komme med en anbefaling til de kommende forældre og efterfølgende måtte udsætte igangsættelsen.
Medier ynder at sige, at jordemødre er imod igangsættelser. Det er vi jo ikke. Muligheden for at kunne få en graviditet afsluttet er genial for de kvinder, der har brug for det. Men det er det diskussionen handler om: Vi ved ikke, hvem de er.
Vi ved godt, at kvinden med diabetes eller et højt blodtryk skal have graviditeten afsluttet – ofte også inden hun går spontant i fødsel. Men i NKA’en taler vi om raske gravide. Alle disse overvejelser vil fremgå af det høringssvar, Jordemoderforeningen selvfølgelig indsender til Sundhedsstyrelsen.