Det danske velfærdssamfund bygger på, at vi har ligestilling og ligeløn mellem mænd og kvinder.
Ligestilling og ligeløn er anerkendelse af lige menneskeværd. Begreberne er en del af de udtrykte politiske idealer, de er forudsætningen for udviklingen af en bæredygtig økonomi globalt og danner grundlag for, at vi kan udvikle og udbygge den offentlige sektor.
Derfor er uligeløn, som vi kender den mellem mænd og kvinder og mellem privat og offentligt ansatte, både et politisk og økonomisk problem, som intet samfund kan leve med.Jordemoderforeningen har netop kunnet konstatere, at det stadig er let at rekruttere studerende til jordemoderuddannelsen. Søgningen gik endog 20 procent i vejret ved seneste optag.
Men hvis de mellemlangt uddannedes lønninger i det offentlige ikke kommer til at matche lønninger for mellemlangt uddannede i den private sektor,så må vi forudse, at jordemødre og andre faggrupper med en mellemlang sundhedsuddannelse i stigende grad søger andre udfordringer end i det fag,de er uddannet til.
Det er samfundsmæssigt alt for dyrt, og det forsøgte vi at få arbejdsgiverne til at rette op på ved sidste overenskomstforhandling. Et af resultaterne af vores forhandlinger og strejke var den efterfølgende nedsættelse af en lønkommission efter pres fra Sundhedskartellet, FTF og FOA og LO.
Noget, der givet vil fylde meget i kommissionens arbejde, er forsøget på at finde frem til en fælles forståelse af, hvordan løn skal beregnes.
To lønbegreber er i spil: Løn opgjort efter betalte timer og løn opgjort efter præsterede timer. I et kvindedomineret fag som vores – med deraf mange perioder med barsel og (barns) sygdom – vil en beregning efter princippet om præsterede timer betyde, at lønstatistikker vil vise ganske anderledes høje tal end dem, vi kender fra lønsedlen. Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at den tid, vi er fraværende fra jobbet på grund af barsel eller sygdom, ikke tæller med som arbejdstid og dermed giver en statistisk kunstig høj løn.
Kommissionen kommer med sine endelige anbefalinger i maj 2010 og vi skal nok ikke forvente radikale forslag til løsning af uligelønsproblemet, som vi ellers gerne så. Det vil være op til den i forsommeren 2010 siddende regering at tage handling på kommissionens anbefalinger. Hvis vi skal uligelønnen til livs, vil det kræve, at der tages fat i de politiske rammer for de kommende overenskomstforhandlinger. Vi har allerede demonstreret i 2008, at uden politiske initiativer og vilje kan vi se langt efter ligelønnen. Kun med politisk tilsagn og forhandlingsvilje opnår vi lige løn mellem mænd og kvinder. Vi når det ikke alene indenfor de traditionelle overenskomstforhandlingers rammer.
