Leder: Forebyggelse af sphincterruptur – et jordemoderfagligt emne

En af de højst uønskede sideeffekter af at føde børn vaginalt er skaderne på bækkenbunden og især på ringmusklen i endetarmen, som nogle kvinder oplever.

Så længe vi har trukket vejr som jordemoderelever, studerende eller jordemødre, har vi været bevidste om at forsøge at nedbringe antallet af alvorlige skader til – helst – ingen, eller realistisk vurderet, til et minimum, der ligger væsentligt under de tal, vi kender i dag.

Vi bliver vurderet på resultaterne via NIP, og det fremhæver vigtigheden, men det allermest vigtige er selvfølgelig, at der er kvinder, der lægger krop til – og det skal de ikke, hvis vi på nogen måde kan undgå det. Vi skal arbejde målrettet med at diagnosticere de svære bristninger, og dernæst skal vi finde ud af, hvad der gør forskellen for den enkelte fødende, ung eller ældre, tyk eller tynd, rødhåret eller mørklødet, spontant, vestimuleret eller kopforløst…

Og vi skal selvfølgelig også arbejde med at dokumentere, hvad vi selv gør, uanset kvindens udgangspunkt: bad, varme, fødestilling, hjælpemidler, hænders arbejde, indgreb og så videre.

Vi kunne jo arbejde hen mod at få flest muligt af kvinderne til at bevæge sig godt i graviditeten og være parat til at bevæge sig godt under fødslen, bruge badekar og varme frem for epidural og pudendus, som nedsætter kvindens egen fornemmelse af, hvad der spænder mod hendes bækkenbund og som skal listes ud.

Det gavner formentlig også, at hver enkelt jordemoder ser sine kolleger tage imod, ligesom jævnlig fantomtræning og audit på store bristninger, samt registrering af egne resultater kan fremme vores kunnen og vores opmærksomhed.

Og er skaden sket, så er der en altoverskyggende vigtig ting at tage sig til: finde ud af, at bristningen er der – både når der er en synlig bristning, og når en svækket sphincter gemmer sig under intakt perinæum. For før diagnosen er stillet, kan man ikke påbegynde en sufficient reparation og genoptræning.

I nordisk jordemoder- og obstetrikerfællesskab skal vi samarbejde om at registrere på samme vis. Det er ikke helt enkelt at gennemskue, hvordan registreringen foregår i vore nabolande, og spørgsmålet er, om der er helte og skurke i dette spørgsmål. Lad os hellere lære af hinanden.

 

“Vi skal arbejde målrettet med at diagnosticere de svære bristninger, og dernæst skal vi finde ud af, hvad der gør forskellen for den enkelt e fødende, ung eller ældre, tyk eller tynd, rødhåret eller mørklødet, spontant, vestimuleret eller kopforløst….”

Lillian Bondo, formand