Leder: Fødsler uden jordemoder

“Og hvad kan svigtet så bestå i? Mennesker er forskellige, og selv om vi stræber efter at individualisere, vil der sikkert være nogle, vi ikke formår at nå. Andre udfordrer vores guidelines, udfordrer, hvad vi mener er god fødselshjælp”
Lis Munk, formand

For nylig stødte jeg på et opslag på Facebook fra gruppen “Föda hemma – vår mänskliga rättighet”, hvor Angelina, som planlægger at føde hjemme sammen med kæresten men uden jordemoder, efterspørger en checkliste over, hvad der er brug for før, under og efter fødslen. I debatstrengen deler andre også ud af egne erfaringer med ikke assisterede hjemmefødsler og hvorfor de valgte at føde uden jordemoder.

Den debat, jeg her har refereret til, foregik i Sverige, hvor man ikke har ret til fødselshjælp i hjemmet på samme vis, som vi har i Danmark. Men argumenterne for en fødsel uden jordemoder tror jeg desværre, er overførbar.

I weekenden blev der delt en historie – også på Facebook. En kvinde, der havde bestemt sig for at lade naturen gå sin gang, og havde besøgt de ‘fora’, hvor det eneste rigtige netop var det spontane forløb. Kvinden gik først spontant i fødsel i uge 45, og barnet endte med at dø, inden det blev født. Om fortællingen er sand, vides jo ikke, men den peger på tendenser, som vi skal være opmærksomme på og overveje nøje, hvordan vi møder. Dels en tendens til fanatisme i enkelte lukkede rum, hvor det at søge den hjælp, som der findes i en velorganiseret svangreomsorg, kan ses som et svigt imod fællesskabet i gruppen. Men også en tendens, der gør, at nogle fanatiske eller ej – fravælger det etablerede og velorganiserede, fordi det etablerede og velorganiserede ikke formår at se den enkelte og/eller har svigtet i mødet ved en tidligere fødsel eller kontakt.

Og hvad kan svigtet så bestå i? Mennesker er forskellige, og selv om vi stræber efter at individualisere, vil der sikkert være nogle, vi ikke formår at nå.

Andre udfordrer vores guidelines, udfordrer, hvad vi mener er god fødselshjælp. De kan også blive klemt, lige så vel som jordemoderen kan blive klemt mellem kvindens ret til det informerede valg og loyaliteten over for afdelingens procedure. Andre igen har følt sig stigmatiseret eller har måske oplevet obstetrisk vold.

Jeg er overbevist om, at vi gør, hvad vi kan for at imødekomme de ønsker, som de enkelte kvinder og par måtte have. Umiddelbart er det svært at forstå, at vi som jordemødre kan opfattes som så forstyrrende og indgribende, at vi bliver fravalgt med den risiko, det indebærer. Jeg vil hævde, at den høje kvalitet på ‘folke-fødsels-sundheden’ i Danmark skyldes veluddannede jordemødre, der formår at styrke og bevare det raske og det sunde og være agtpågivende, hvor der er risici.

Men faktum er, at selv med de bedste hensigter og kompetencer som jordemødre, er der kvinder og familier, som oplever, at en jordemoder ved deres side vil være forstyrrende.

Jeg har lyst til at supplere listen over, hvad der er godt at have til rådighed ved en hjemmefødsel med en liste over tegn på, at noget i fødslen er ved at udvikle sig i en forkert retning og søge professionel assistance. Bedst af alt ville det være, at Angelina fik en samtale med en jordemoder, der helt enkelt tager udgangspunkt i hendes ønsker og behov. Uden at dømme, men med mulighed for at opbygge, så jordemoderen ses som en resurse, der støtter og styrker. Ikke som en person, der forstyrrer.