Jeg troede ikke, at tre på hinanden følgende ledere i Tidsskrift for Jordemødre kunne handle om overenskomsten 2018. Men det er et langtrukkent og hårdt forløb, og det varer i skrivende stund stadig nogle dage, før vi har et endeligt udfald. Uanset om der så blev enighed mellem parterne lige nu, så ville der gå tid med afklaring blandt de mange medlemmer af de mange foreninger. Så når du står med bladet i hånden, er du muligvis klogere, end jeg er nu.
Men lad mig gå lidt i dybden med ét af de emner, som ikke er blevet behandlet så grundigt i pressen som de to store knaster: en aftale om arbejdstiden for lærerne og sikring af en spisepause indeholdt i arbejdsdagen. Nemlig ligeløn.
Ligeløns- og lavtlønsprojektet er blevet aftalt som et såkaldt skævdelingsprojekt mellem alle organisationerne. Det går kort fortalt ud på, at man giver en symbolsk del af den samlede ramme til grupper, der har klar overvægt af kvinder/lavtlønnede. Det løser ikke vores ligelønsproblem, som blev grundlagt, da en stor kommission sidst i tresserne fastlagde lønniveauer for forskellige professioner, med klar vægtning af højere løn til familieforsørgeren – som blev opfattet som manden – og mindre i løn til hende, der supplerede familiens indtægt – nemlig kvinden. Men det er et vigtigt ligelønspolitisk signal.
At jordemødre i århundreder faktisk havde været selvstændige og familieforsørgere, det forhindrede ikke, at vores løn endte på samme niveau som de øvrige kvindefag i den offentlige sektor. Samtidig blev vores status som tjenestemænd, som privatpraktiserende, hospitals- eller klinikansat jordemoder ændret til en fuldtids amtslig ansættelse i et jordemodercenter. Facit: Den selvstændige familieforsørger er blevet en sygehusansat lønarbejder med en løn – der er for lav.
Daværende formand Ruth Rasmussen, formand for Jordemoderforeningen frem til 1983, skrev om ligelønnen ved den første overenskomstforhandling med Amtsrådsforeningen: ”I foråret blev ligelønsprincippet slået fast på det store arbejdsmarked. Lige løn for lige arbejde, det lyder smukt og entydigt, men det bør vel også indebære, at vi i Danmark får lige vurdering og dermed løn for uddannelser af sammenlignelig karakter, uanset om det traditionelt har været mande- eller kvindefag. Det har vi ikke herhjemme. Det lyder knapt så smukt”.
Det havde hun så evig ret i. Det var ikke, og det er ikke smukt. Lønkommissionen, der nedsattes af den daværende Fogh Rasmussen-regering efter konflikten i 2008 kunne ikke undgå at understrege, at vi havde ret, især når vi fremhævede efterslæbet for kvindefag i de mellemlangt uddannede grupper.
Hvad skal der så til? Er skævdeling mellem os på det offentlige arbejdsmarked nok? Nej, det er det langt fra. Men det kan blive den første strømpil i forhold til en overordnet landspolitisk indsats for at løfte kvindelønnen, at vi i fællesskab med de andre organisationer på det offentlige område er parate til at tage det første skridt. Enhver rejse starter med netop det.
Vi er mere værd.
