Hvordan finder man balancen mellem at screene, undersøge, behandle – og samtidig undgå overdiagnosticering og overbehandling? Hvordan sikrer vi mere sundhed og mindre bekymring? Er det ved at screene mere samt undersøge yderligere og igangsætte behandling lidt tidligere? Eller er det muligt at styrke og forberede den gravide og parret, samtidig med at vi giver omsorg uden overdiagnosticering og overbehandling? På den måde vil flere komme igennem en graviditet og fødsel som en hel og sund familie.
Det er en så svær diskussion, og den blev sidst present i forbindelse med diskussionen om, hvorvidt vi skal (tilbyde at) sætte flere fødsler i gang på grund af gestationsalder. Altså behandle de mange for måske at redde de få.
Jordemoderen har altid screenet, vi har vurderet, om graviditeten skred frem som den skulle, både for mor og barn. Det har vi gjort med vores hænder, ører og øjne. I dag har vi tilføjet ekstra screeningsmetoder. Der er ingen tvivl om, at screening har gode effekter – men der kan også være ulemper. Netop det diskuteres i temaet om overdiagnostisering i dette tidsskrift.
Giver mere screening og de undersøgelser, vi laver ‘for en sikkerheds skyld’, kun mere sundhed? Er udbyttet ofte nok raskere kvinder før, under og efter fødslen, og sundere og bedre udviklede børn født til tiden?
Det er svært at vurdere og diskutere, men vi bør forsøge. Både af hensyn til, om vi reelt finder det, vi skal. Og af hensyn til den bekymring, vi påfører mange uden grund fx gennem vores fosterdiagnostiske programmer.
Jeg er på ingen måde maskinstormer, men jeg mener, at vi bliver nødt til at forholde os kritisk til den teknologiske udvikling, der ikke må erstatte omsorg og fagligt skøn. Og vi er også nødt til at forholde os til økonomi og bæredygtighed.
Vi har alle et stort ønske om at finde de børn, der er for små, og de der er i risiko for at blive født for tidligt. Der er dem, der er i allerstørste risiko for et dårligt outcome. Vi scanner og scanner og lige en gang mere for en sikkerheds skyld, men vi har ikke knækket koden. Mig bekendt er antallet af for tidligt fødte og børn med uopdaget IUGR ikke ændret markant.
Der skal forskning til, helt bestemt. Men vi skal også turde tage en samtale om, hvad der giver reel effekt, hvornår en screening/undersøgelse og behandling giver mulighed for mere sundhed, hvad der er rimeligt at forvente af sundhedsvæsenet og så videre. Og det i relation til, hvilken skade det faktisk kan give i forhold til bekymring, usikkerhed og manglende tro på det fantastiske, som kvindekroppen kan i graviditeten, i fødslen og som mor.