Sommeren er gået som den plejer – hvad vejret angår. Blandet dansk sommervejr har givet rigelig anledning til både hyggelige sysler rundt om sommerhusbordet og til strejftog ud i naturen i regntøj. Men heldigvis har der også været brug for badetøj. Den er også gået, som den plejer, når man er jordemoder: med for kort ferie og for meget arbejde.
Men denne sommer har også været særlig. I modsætning til de sidste fem somre, så mangler vi i år jordemødre samtidig med, at fødselstallet igen stiger. Endog så meget, at nogle journalister taler om babyboom. Denne sommer er også særlig på nogle arbejdspladser, der har et ekstra arbejdspres på grund af indførelse af nye IT systemer. På mange arbejdspladser ville man forvente, at en sådan øgning i arbejdsopgaverne og et så stærkt pres på medarbejderne for at få enderne til at nå sammen, ville udløse lidt ekstra til lønkontoen. Når man har klaret det usandsynlige, så får man andre steder mere end et skulderklap – så får man også en del af det producerede overskud.
Jordemødre arbejder hårdt og intenst med tæt kontakt med mennesker, under disse menneskers vigtigste øjeblikke i livet: væksten af barnet, fødslen af barnet, de første dages tætte kontakt og amning af barnet. Vi gør det med nøje fokus på kvinders, mænds og børn sikkerhed, individuelle behov og gode oplevelser frem for alt. Vi er glade for det, men det slider. Især når vi skal skynde os fra den første til den næste og til den tredje på en vagt uden at miste fokus og nærvær undervejs. Når vi bliver i tvivl, om vi har husket det hele. Når vi glemmer, hvad den aktuelle patient hedder. Når vi er usikre på, om der møder nok kolleger ind i næste vagt til, at vi faktisk kan få fri.
Det er et vilkår i vores fag, at der er dage, hvor vi skal arbejde over, og et vilkår, at vi skal løbe endog meget stærkt, når mange fødende melder sig samtidig. Vi forstår også, at det ikke altid er muligt for hverken den nære eller den fjernere ledelse at løse problemet her og nu. Men når det ikke lader sig gøre at ændre på tyngden i opgaven – så er det på sin plads at takke med noget mere end et skulderklap. Det vil være rimeligt at imødekomme Jordemoderforeningen, når vi via vores tillidsrepræsentanter gør opmærksom på behovet for at takke helt konkret – med rigtige menneskepenge – for den ekstra belastning. Det hjælper nemlig noget på følelserne hos os, hvis vi kan se på lønkontoen, at arbejdsgiverne lægger mærke til, at der knokles igennem, og at man yder en ekstra hård indsats. Vi har hen over sommeren i flere regioner mødt en uacceptabel afvisning af at bruge de muligheder, som overenskomsten giver os, til at belønne de jordemødre, der oven i købet fylder ud for vakante stillinger. Hvad i alverden tænker man på? At budgettere med kronisk underbemanding, eller bruge dyre vikarordninger? Det giver hverken fagligt, menneskeligt eller økonomisk nogen mening overhovedet.
Og på det lange sigt skal der selvfølgelig sikres flere jordemødre til at løse de opgaver, som vi er uddannet til, og som vi er gode til at løse. Det sikrer man ved at uddanne nok – tage de rigtige ind på uddannelserne – give dem forløb og klinisk undervisning, der udvikler og fastholder, ikke nedbryder og skræller af. Og endelig ved hele tiden og vedholdende at sørge for, at jordemødre arbejder under forhold, der fastholder os i et godt og udviklende arbejdsliv.
Det kan simpelthen gøres bedre. Det er det, vi sammen kæmper for.