1983 var året med det laveste fødselstal siden Anden Verdenskrig, 50.822 børn, og det lavpunkt har længe holdt rekorden. Med en gennemsnitsalder på omkring 29 år for en førstegangsfødende har den generation nu holdt sit indtog i forældrenes rækker, og det må jo give mindre årgange. Håbet var, at det havde vendt efter 2012, men i stedet ser det ud til, at nedgangen i fødsler pr. kvinde fortsætter. Dog ikke så vildt som i Sydeuropa, hvor Italien og Spanien kappes om historisk lave fødselsrater, lande med storarbejdsløshed og få muligheder for bolig og social sikkerhed til den unge generation. I 2013 blev der i Danmark født 55.873 børn, det laveste fødselstal siden 1986.
Er det ikke bare i orden? Vi er jo alligevel for mange mennesker her på kloden. Men nej, i Danmark er vi i hvert fald ikke for mange mennesker; på det længere sigter vi ikke nok til at opretholde et befolkningstal, hvor nye generationer afløser og drager omsorg for de forudgående, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
I 2010 lå fertilitetsraten på 1,88 barn pr. kvinde. I 2012 var den på 1,73, og tallene for 2013 bekræfter, at tendensen fortsætter. Hvorfor forholder det sig sådan? Hvis krisen er ved at være vendt, og kvindernes alder ved første barn ikke ser ud til at stige yderligere, hvorfor så?
Det tilskrives blandt andet det stop for børnefamilieydelse fra barn nummer tre, som blev indført i genopretningspakken i 2010. Det blev godt nok afskaffet igen i 2012, men måske har det efterladt usikkerhed om rettigheder og økonomi i en børnefamilie.
Samfundsforsker, professor Jørgen Goul Andersen skriver i MandagMorgen* følgende om effekten af indførelsen af begrænsningerne: "For børn født som nummer ét var faldet på 5,8 pct., og børn født som nummer to faldt med 4,8 pct. Men barn nummer tre blev der væsentligt færre af – her var faldet på12,1 pct. Og faldet bliver endnu mere markant for 4. og 5. barn."
Der findes en række løsninger, der kan få børnetallet til at stige: Sikkerhed for økonomi til de høje udgifter til børn. Barselorlovsmuligheder, der ikke tynger det ene køn hårdere end det andet, med andre ord, også barsel til fædre. Tilstrækkeligt gode pasningsmuligheder, der ikke konstant tænder for debatten om, hvorvidtman overhovedet kan tillade sig at få sit barn passet på den måde. Åbenhed i samfundet om at der skal være plads til barsel og små børn uden, at det på det lange sigt skader karriere og udvikling af faglighed samt fleksible muligheder for arbejdstilrettelæggelse og pasning af syge børn. I flere sammenhænge har jeg set, at skylden for fravalg af børn lægges på dårlige fødselsforløb, mangelfuld omsorg under graviditet og kort barselophold.
Det vejer måske med hos nogle få, men generelt får det synspunkt ikke medvind hos samfundsforskere. Ikke at vi ikke skal gøre det bedre! Men hvis vi ser på vilkår omkring graviditet, fødsel og barsel i Sverige, så er de formentlig meget tæt på vores – og i Sverige stiger fødselstallet, i god sammenhæng med social underbygning af det at være en børnefamilie.
Gennem mange år har vi og vores mange fæller inden for det offentlige arbejdsmarkedgjort alt, hvad vi kunne, for at bære en andel af ansvaret for at udbedre familiers muligheder ved at gøre barsel, syge børn, orlovsmuligheder til overenskomststof. Vi har betalt med vores løn for at bære et ansvar for kommende generationer, som kvinder og som offentligt ansatte.
Men det er efter min mening slut med det. At sikre, at der er en politik og en lovgivning, der ikke afskrækker, men støtter unge mennesker i at bære næste generation, den opgave ligger hos Folketinget – og I skal i gang med at løfte den. Vi deler gerne ideer.
*www.mm.dk/blog/er-politikerne-skyld-faldende-fertilitet
