Leder: 300 år med autorisation

For 300 år siden underskrev kong Frederik den Fjerde en forordning, der i de næste 200 år regulerede jordemoderfaget: Jordemoderforordningen af 30. november 1714.

Den var foranlediget af læger og anden øvrighed, der ønskede ordnede forhold omkring jordemødres virksomhed – de var efter de høje herrers udsagn en skønsom blanding af ukyndighed og slet levned.

Andragendet til Hans Majestæt forud for lovgivningen lød blandt andet ca. således:
"Jeg er forsikkret om, Allernådigste Konge og Herre, at paa saadan maade mange ynkelige Casus kunde forreboyes, ja mange liv spares, og i det Jordemødernes ukyndighed og forsømmelse er størst aarsag til at Instrumentemne maa tages til Haand, ville det geraade mange angstfulde til trøst, i sted for forskrekkelse, at det kunde ved et got haandgreb betids forekommes, huad siden med kniv og tanger maa forrettes".

Sådan set ikke så forskellig begrundelse for god jordemoderuddannelse og autorisation dengang, i forhold til i dag: Forebyg, så instrumenterne ikke skal i brug.

Og også i dag er der regler for vores levned – beruselse under udførelsen af jordemodervirksomhed er ikke tilladt!

Ligeledes spøger straffeforanstaltninger stadig – selv om vi ikke sendes i tugthus ved ringe praksis (eller uheld, der ikke kunne forebygges), så har myndighederne i Danmark gennem det seneste lille årti gjort brug af "gabestok".

Skønt det selvfølgelig skal opfattes som et øgenavn, så afspejler det, at et system, der ellers bryster sig af at være ‘lærende’, også tvinges til at være straffende.

Nå – der ER grund til at være glad for de høje herrers foretagsomhed – for det gav os det første systematiske arbejde med uddannelse og eksamination af jordemødre, det gav en fordeling af arbejdsområder, så jordemødre i mindre grad udkonkurrerede hinanden, og det forpligtede jordemoderen til at arbejde inden for den tids bedste faglighed. Det gav stødet til at åbne Jordemoderhuset i Gothersgade midt i århundredet, og enkedronning Juliane Marie gav senere støtte til etablering af en Jordemoderskole, fra 1787, som jo også blev Islands og Norges første systematiske jordemoderuddannelse.

Det udbredte jordemodersystem i Norden (Sverige havde gjort samme arbejde i 1711) har været afgørende for fremskridt for folkesundhed i de nordiske lande og dermed medvirkende til det velfærdssamfund, der voksede frem sidst i 1800-tallet og gennem 1900-tallet.

Men der er stor forskel på de "gode enker" som blev jordemødre i 1714, og dagens jordemødre. Vi må godt være af hankøn – vi er det bare meget sjældent. Vi må godt være uden erfaring fra egne fødsler – men jordemødre får stadig mange børn. Vi drikker sikkert sjældnere øl – der er jo rent vand i hanerne i dag

Vores patienter/fødekvinder/klienter og deres børn dør meget sjældent fra os, og vi er sjældent vidne til, eller selv genstand for den yderste materielle nød.

Men… vi er i familie med fortidens jordemødre. Vi skylder dem tak. Trods nedladende, patroniserende behandling, trods beskyldninger for uduelighed, trods materiel nød, store afstande, overgreb, hån, kolera, katastrofer – så har de kæmpet for at være og uddanne jordemødre. De skal mindes og æres, når vi fejrer den første verdslige lovgivning om jordemødres eksamen, autorisation og faglighed. En faglighed, der i dag folder sig ud i et selvstændigt videnskabsområde, i samarbejde med andre professioner og skabelsen af ny viden, som sikrer bedre forhold for vores fødekvinder/patienter. Et fag der har mindst 300 år mere i sig!