Ladt i stikken

Det startede helt fredeligt, men endte som et mareridt for 34-årige Lotte, da hun fødte sit andet barn ved sugekop på grund af barnets dårlige hjertelyd. Nu, tre år efter fødslen, er Lotte fortsat i medicinsk og terapeutisk behandling for de sår på sjælen, som fødslen har givet hende.

Dette er ikke en historie om de gode og de onde. Det er heller ikke en historie om en helt speciel fødsel eller om helt specielle omstændigheder og tilfældigheder, som kun finder sted en gang hvert hundredene år. Det er historien om en fødsel, hvor alt bliver sat ind på, at der kommer et godt barn ud af det – men hvor den fødende kvinde overlades til sig selv i det virvar, der opstår, når tingene skal gå stærkt.

Det er Lottes historie, og den ender godt med et sundt barn og med en mor, der har fået en dybere indsigt i sin egen formåen og i andre sider af sig selv. Men Lotte bliver aldrig den samme igen, selvom den gamle, glade og energifyldte Lotte efterhånden dukker op en gang imellem.

Lotte er 34 år da hun meget planlagt bliver gravid med barn nummer to. Første graviditet og fødsel fire år tidligere forløb meget nemt og helt uden komplikationer. I graviditet nummer to får Lotte en fornemmelse af, at fødslen vil blive mere kompliceret – hun kan ikke forklare hvorfor. Måske handler det om den lille stridighed, hun havde med hospitalet om retten til en fostervandsprøve, måske er det bare en fornemmelse?

Fødslen starter til tiden med vandafgang om morgenen den 23. december for tre år siden. Lotte og hendes mand tager til fødeklinikken og bliver tjekket; alt ser fint og fredeligt ud og de tager hjem. Sidst på eftermiddagen er veerne taget så meget til, at Lotte gerne vil ind på fødeklinikken igen. Alt ser stadig fint ud, og Lotte dulmer vesmerterne i det varme vand i karret i et par timer – hun vil helst undgå medicinsk smertelindring.

Derefter har Lotte en snak med jordemoderen, hvor hun fortæller, at hun meget nødig vil ligge på ryggen, da hun har svært ved at trække vejret i den stilling.

"Og så var der altså panik"
Smerterne tager til og livmodermunden åbner sig planmæssigt, og det lykkes jordemoderen at presse den sidste lille kant om bag barnets hoved. Umiddelbart efter overvældes Lotte af en lang og voldsom presseve, og barnets hjertelyd falder drastisk.

Herefter går det stærkt: Lotte bliver lagt op på briksen, der bliver sat elektronisk overvågning på af hjertelyden og veerne, der kommer flere folk ind på stuen, og en råber, at der skal kaldes på en portør. Lotte fornemmer, at panikken breder sig blandt personalet, men det eneste hun får at vide er, at hun skal overflyttes til operationsgangen.

– Nu sker det, jeg havde frygtet, når Lotte at tænke uden at vide, hvad de næste timer kommer til at betyde for hendes liv. På operationsstuen bliver Lotte modtaget af flere læger, jordemødre og sygeplejersker. Der bliver lagt drop, og hun får at vide, at hun ikke må presse, hvilket forekommer umuligt at lade være med. Samtidig ligger Lotte nu på ryggen og føler, at hun ikke kan få vejret.

Jordemoderen skærer igennem og siger højt: ‘Han skal ud, NU’. Der er ikke tid til kejsersnit, mener jordemoderen, og en læge lægger en hård cup, der falder af første gang. En sygeplejerske står ved Lottes hoved og presser en iltmaske ned over ansigtet. Hun ser ikke på Lotte, men følger med i, hvad der sker nede mellem hendes ben. Lotte føler ikke længere nogen smerte, men har en fornemmelse af at hun går ud af sig selv og kan se det hele ovenfra. Hun er overbevist om, at hun skal dø.

Ladt alene
I anden ve lykkes det at få barnet, en dreng, ud, men han er stærkt påvirket af den iltmangel, der gav anledning til panikken. Børnelægerne farer ud af stuen med den nyfødte – jordemoderen og en læge står ved fodenden og venter på, at moderkagen skal løsne sig, og et par sygeplejersker rydder op, mens de taler om en episode fra skadestuen. Lotte spørger flere gange, hvordan barnet har det uden at få svar. Hun føler sig ladt i stikken og får en overvældende følelse af, at ingen ser hende eller hører på hende mere. Endelig kommer Lottes mand kommer ind og fortæller, at drengen er OK og en sygeplejerske åbner døren og siger: ‘Kan du høre ham?’. Kort efter kommer en børnelæge og siger, at han skal overflyttes til en børneafdeling og at faderen er velkommen til at tage med. Lotte når lige at få et glimt af det indpakkede barn. Derefter bliver hun vasket og får den obligatoriske tebakke og et løfte om, at hun meget snart kan følge efter far og barn i en ambulance. Jordemoderen kommer ind og fortæller, at hun også er rystet over forløbet. Derefter er Lotte alene i de timer, der ender med at gå, før ambulancefolkene kommer og henter hende – bortset fra et par gange hvor jordemoderen tjekker blødning og blodtryk.

På børneafdelingen bliver Lotte modtaget af sin mand og noget familie. De går sammen ind på neonatalafdelingen, hvor Jacob ligger og skriger af smerte. Der går et døgn før en læge kommer og sørger for at Lotte får barnet op til sig, men ellers er Lotte og hendes mand meget alene i dagene efter, hvor de venter på svarene fra diverse undersøgelser. De viser sig at være fine, og den lille familie udskrives fire dage efter fødslen.

Fortrængning
I tiden efter fødslen er Lotte i en choklignende tilstand, der efterhånden går over i en undren over, hvad der er sket. Hun mangler forklaringer på forløbet – det lovede barselbesøg på neonatalafdelingen blev aldrig til noget.

– Jeg granskede hele tiden, om jeg kunne have gjort tingene anderledes, og havde en masse spørgsmål til selve forløbet. Men det lykkes først at få fat i den jordemoder, jeg fødte med, efter et par uger, hvor vi aftaler tid til et møde, fortæller Lotte, der med egne ord går rundt som en zombie og får det stadig dårligere. Det gør det ikke bedre, at Jacob nogle måneder efter fødslen får spasmer i arme og ben og må observeres for infantil spasme epilepsi. Heldigvis er det falsk alarm, intensiv fysioterapi får de små muskler til at slappe af. Først på vej ud til samtalen med den jordemoder Lotte fødte med, husker hun billedet af Jacob, da han bliver båret ud fra operationsstuen.

– Indtil da var jeg overbevist om, at jeg ikke havde set ham lige efter fødslen. Jeg var så meget i chok, at jeg rent mentalt ikke kunne overskue at se ham. Men i bilen på vej ud til jordemoderen tre uger efter fødslen kunne jeg pludselig huske, at jeg så ham, da en læge bar ham ud. Det lærte mig, at man tror, at man kan huske alt, men at nogen billeder først kommer frem, når psyken er parat til det, siger Lotte.

Tid til terapi
Sygehusets socialrådgiver forlænger Lottes barselorlov med et halvt år, fordi Jacob endnu ikke er klar til at starte i institution. Han bliver stadig trænet i bassin på hospitalet og Lotte laver øvelser med ham hjemme. Samtidig er Lotte psykiske kondition meget ringe.

– Jeg havde ingen energi, var meget lydfølsom og havde svært ved at sove. Min krop kunne ikke slappe af, den var hele tiden i beredskab og jeg følte, at jeg lå fem cm. over madrassen, når jeg gik i seng. Og så kørte den indre film igen og igen med scener fra fødslen, fortæller Lotte. Hun blev bevilget ti konsultationer hos en psykolog og ringede til jordemødrene på fødestedet for at blive henvist til en, der havde kendskab til efterfødselsreaktioner.

– De kendte ikke nogen, så jeg kontaktede selv en terapeut, som jeg kunne tale fødselsforløbet igennem med. Terapeuten er ikke i tvivl om at jeg havde et traume efter fødslen, og det lettede at få talt om det, siger Lotte.

En følelse ad gangen
Det store spring fremad sker først efter et besøg hos den praktiserende læge, der mener, Lotte skal have antidepressiv medicin. Det er dog ikke medicinen, men en artikel i et nummer af Helse, der gør forskellen i første omgang. Artiklen handler om en jordemoder, der har specialiseret sig i behandlingen af kvinder med post traumatisk stress disorder efter en fødsel. Hende kontakter Lotte, og starter kort tid efter i konsultation – efter få samtaler er terapeut, Pia Hern, overbevist om, at Lotte har tegn på PTSD. Der er nu gået halvanden år siden fødslen.

– Styrken ved Pia er, at hun også er jordemoder og derfor kan spørge helt konkret til detaljerne i forløbet. Vi taler om angsten og de billeder, der hele tiden dukker op. Hun er meget systematisk og bad mig om at lave en liste over de følelser, der er forbundet med fødslen. En efter en er vi så gået til bunds i dem: følelsen af afmagt, tomhed og ensomhed, siger Lotte. Følelsen af ensomhed og afmagt spiller en væsentlig rolle i udviklingen af de symptomer, Lotte fik.

– Jeg følte mig helt alene og ladt i stikken. Nu bagefter kan jeg se, at jeg skulle have sagt ‘ja tak’ til min bror, der ringede og spurgte, om han skulle komme og være hos mig i timerne efter fødslen før overflytningen. Jeg var i chok, så det var helt forkert, at jeg var alene på det tidspunkt, men jeg sagde alligevel, at han ikke behøvede at komme. I den situation er det vigtigt, at personalet sørger for, at der er nogen omkring eller at de opfordrer til, at man får en, man er tryg ved, til at komme. Og det ville have hjulpet mig meget, hvis der havde været en person, der talte med mig og havde øjenkontakt med mig under forløbet – en der bare havde til opgave at drage omsorg for mig.

Også medicinsk behandling
Lotte går stadig i terapi ca. en gang om måneden for at sætte følelser og indre billeder på plads. Hun har måttet gå på kompromis med sig selv og er kommet i behandling med antidepressiv medicin – i dobbelt dosis. Uden det ville det ikke gå, erkender Lotte.

Energien er ikke den samme mere. Stressniveauet er betydeligt lavere end før, og Lotte er ved at erkende, at hun ikke kan fortsætte med jobbet som socialpædagog i et behandlingstilbud for unge, hvor det forventes, at man kan have mange bolde i luften på en gang. Idealet er ikke, at alt skal være som før.

– Nu handler det om at finde det nye niveau og om at lære mig selv og mine nye muligheder at kende. Det har været svært at erkende, at der ikke findes en forklaring på, hvorfor fødslen gik, som den gjorde, men jeg er taknemlig over den støtte, jeg har fået fra min jordemoder og sundhedsplejerske og selvfølgelig fra Pia til at komme videre, siger Lotte.