Kvinder presses til at amme

Sundhedsvæsenet er gået for vidt for at få så mange kvinder som muligt til at amme.
Der findes alt for mange historier om spædbørn, der skriger af sult aften efter aften, ophører med at vokse eller genindlægges på grund af underernæring og dehydrering. Det er historier om mødre, der malker blodig mælk ud i ugevis for at opretholde en slunken mælkeproduktion, eller græder af smerte under hver amning på grund af brystbetændelser, eller fordi brystvorterne er forvandlet til flosset kød. Kvinder, der i bedste fald har fået traumer af en umenneskelig behandling i en svær situation og i værste fald har ført til fødselsdepressioner. Alle har de fået den opfattelse, at amning er et spørgsmål om vilje, og at kun dårlige mødre giver flaske. Mødre, der ikke kan, vil eller magter at amme, mødes med skræmmekampagner og fordomme fra sundhedssystemet, som ellers skulle hjælpe dem.

Ammeidyl
Tilhængere af en stram ammepolitik mener, at kvinder fra vestlige lande skal fungere som rollemodeller. Men hvordan stemmer denne opfattelse overens med målet om individuel omsorg for den nybagte mor, der er sårbar og dybt afhængig af personalets vejledning? Det giver ikke mening, at vi skal være ofre for en strategi, der kun giver mening i et uland.

Et andet spørgsmål: Hvorfor skal fødende kvinder proppes med massiv propaganda af ammeidyl og skræmmekampagner over alt på barselgangen? Er det ikke kun for at presse os til at makke ret?

I det seneste nummer af Tidsskrift for Jordemødre ytrer Mette Lolk Hanak, fra Sundhedsstyrelsen, at hun “ikke er nervøs for, at flaskebarn. dk vil påvirke styrelsens overordnede amme-stratetegi”. Det betragter jeg som en ren tilståelsessag for, at pres på nybagte mødre netop er en del af styrelsens strategi. Ellers ville hun ikke have fået vores budskab så galt i halsen.

For flaskebarn.dk eksisterer kun for at sikre, at amning bliver et frit valg, og at intet personale lægger pres på kvinder — direkte eller indirekte. Mette Lolk Hanak indrømmer dermed, at vores krav strider imod styrelsens strategi.

Moralsk anløbne mødre

Amning er klokkeklart ikke et frit valg for den enkelte kvinde. Dertil er presset alt for massivt. Det betyder reelt, at ammefanatikeren forsøger at råde over kvinders krop og fratage os muligheden for selvbestemmelse.

Hvorfor må gravide fx ikke få at vide, at 40 procent af alle kvinder opgiver amningen, eller supplerer med flaske inden barnet bliver fire måneder? Er man mange for, at svage sjæle skal blive lokket i fordærv, hvis vi hører, at vi ikke er abnorme hvis vi ikke kan, vil eller magter at amme? Måske skal svaret findes i, at sundhedsvæsenet ser os nybagte mødre som moralsk anløbne. Et eksempel herpå er, når strategier over for drikfældige og rygende gravide konsekvent sammenstilles med strategier over for mødre med ammeproblemer eller manglende ammelyst.

Problemet er bare, at sidstnævnte gruppe ikke forvolder barnet skade. Snarere tværtimod, fordi vejen til sutteflasken oftest er brolagt med problemer, der langt overskygger fordelene ved amning.

Den gode mor
Prisen for den høje ammeprocent i Danmark er alt for høj. Det er på tide, at det bliver reglen snarere end undtagelsen, at kvinder tilbydes individuel service og ikke presses ind i ammefanatikernes definition på den gode mor.

Det handler ikke om at modarbejde amning eller promovere flasker. Men vi opfordrer personale til at holde sig det vigtigste for øje: At børnene er mætte og har glade mødre! Moderskabet sidder jo ikke i brysterne.