Ellen Tobiassen er næppe den eneste jordemoder, der har undret sig højlydt over, at svangreomsorgen i et ellers velnæret land som Danmark er blevet så fattig. Fattig på visioner, ambitioner og sammenhæng mellem det skrevne ord og den skinbarlige virkelighed. Den eneste lovmæssighed, der efterhånden synes at gælde, er, at det skal koste stadigt mindre, og at alt i sundhedsvæsenet skal indordne sig tidens tilbøjelighed til centralisering og teknologisering. De trygge rammer, der bør omgive enhver gravid, er et langt stykke af vejen blevet erstattet af mere eller mindre troværdige tilbud om fri adgang til den højeste medicinske ekspertise ved selve fødslen – hvad enten den nu er påkrævet eller ej.
– Næsten hele diskussionen omkring gravide er kommet til at handle om muligheden for selvvalgt kejsersnit og smertelindring i form af epiduralblokade. Og en meget stor del af ressourcerne havner så også der. Men vi har altså kvinderne i syv måneder, inden de føder. Spørgsmålet er, om vi i den fase formår at give dem det, de føler, de har brug for. Det er jeg faktisk ikke sikker på, at vi gør, siger Ellen Tobiassen, der siden august sidste år har været chefjordemoder på Roskilde Amtssygehus, som i dag er det eneste fødested i amtet. Hun kom fra en tilsvarende stilling på Holbæk Sygehus og er tillige formand for lederkredsen under Den Almindelige Danske Jordemoderforening.
Kendte jordemødre
Lige i øjeblikket befinder hun sig som chefjordemoder midt i processen med at opdatere strategien for jordemoderkonsultationer i Roskilde Amt. Den er ikke blevet revideret væsentligt siden 1974, da centerstrukturen blev etableret og det er sygehusledelsen selv, der har bedt om et udspil, pointerer Ellen Tobiassen.
Pt. er der 16 jordemoderkonsultationer i de 11 kommuner i Roskilde Amt, og det lyder jo egentlig meget nært og lokalt.
– Idealet var jo, at jordemoderen skulle arbejde tværfagligt sammen med fx de praktiserende læger eller sundhedsplejerskerne, hvis lokaliteter hun benytter. Men det er jo ren teori, da jordemødrene som regel kommer, når klinikken er tom. I virkeligheden sidder hun dér mutters alene med de gravide. I dag er der meget, der taler for, at man ikke bør arbejde alene med de faglige problemer, så derfor har jeg foreslået sygehusledelsen at skære antallet af udekonsultationer i kommunerne ned til syv. Samtidig ønsker vi at etablere en konsultation, hvor flere jordemødre arbejder sammen om den samme gruppe gravide. I den struktur vil vi desuden gerne kunne afholde gruppekonsultationer og etablere tværfaglige teams. Fx kan man forestille sig grupper for helt unge kvinder eller enlige gravide. Og tværfaglige teams, hvor fx sundhedsplejerskerne kommer med på et tidspunkt i graviditeten, hvis vi mener, at det kan være en fordel for mor og barn. Ofte opstår der et tomrum efter graviditeten og fødslen, hvor der bare administrativt bliver henvist en sundhedsplejerske til moderen, som hun ikke kender i forvejen, siger Ellen Tobiassen. Der – nu hun er i så godt gang – gerne giver initiativerne yderligere luft under vingerne:
– Hvis vi flyver helt op i galaksen, kan man jo forestille sig at dette er første skridt mod deciderede jordemoderhuse – eller sundhedshuse; altså større konsultationer med en fast gruppe jordemødre tilknyttet, som gerne arbejder sammen med andre faggrupper. Det vil sige, at de gravide vil møde de samme fagpersoner gennem hele deres graviditet. Og med lidt omhyggelig planlægning skulle det også være muligt at en af de ‘kendte’ jordmødre bliver hende, kvinden kommer til at føde sammen med. ‘Kendt jordemoder’ og ‘kontinuitet’ er jo to centrale begreber, som også Sundhedsstyrelsen fremhæver i sine retningslinier for svangreomsorg fra 1998. På den her måde, med ‘kendt jordmodergruppe’, kan vi gøre det til et realistisk tilbud for kvinderne, og et tilbud som vi kan leve med uden at være på vagt døgnet rundt, understreger hun.
Information, men hvordan?
Jordemoderhusene kan desuden have faste ‘hyldetilbud’ som svangregymnastik og temaaftener om fx fosterdiagnostik, bedøvelse eller andre informationstunge emner, som de gravide og deres partnere selv kan plukke imellem. Til det formål er et kvarters jordemoderkonsultation fem gange i en gennemsnitsgraviditet slet ikke tilstrækkeligt. Ikke når der også skal trykkes på maven og måles blodtryk, mener Ellen Tobiassen.
Hun har i øvrigt fået ansat en udviklingsjordemoder i sit amt. En af hendes første opgaver bliver sammen med en lille gruppe jordemødre at beskrive hvad det egentlig, sådan helt præcist, er, de forskellige jordemødre taler med de gravide om. Og hvordan.
– Vi har vel en forestilling om, at vi nok siger og gør nogenlunde det samme. Men i virkeligheden har vi hver vores egen måde. Der er uden tvivl også brug for en kvalitetssikring og guidelines for hvordan jordemoderkonsultationer bør forløbe, siger Ellen Tobiassen.
Næste fase handler om at motivere jordemødrene i Roskilde til at slække lidt på de gamle HK-agtige arbejdsrutiner og engagere sig energisk i arbejdet med de gravide i nærmiljøet. Også selvom mange gravide i dag kommer med krav og ønsker, der ikke traditionelt har jordemødrenes stærkeste opbakning. Men her er der ingen vej udenom, konstaterer Ellen Tobiassen.
– Vi kommer til at ofre noget på det alter. Vi skal også kunne give den information om fx fosterdiagnostik og bedøvelse, som kvinderne efterlyser. Det er vigtigt, at vi går i dialog med dem og skaber et rum, hvor de kan komme med alle deres spørgsmål og tvivl. Det bør være os som faggruppe, der skal kunne levere dét til kvinderne, mener Ellen Tobiassen. Og fortsætter med overhængende fare for at jokke på et par følsomme ligtorne:
Teknologi og tryghed skal forenes
– Og i den forbindelse må vi nok til at kaste noget af vores bedreviden af os. Vi må tage vores – sommetider noget fodformede – faglige selvforståelse op til stadig diskussion. Det er nok ikke tilfældigt, at vi i disse år har et image-problem. Det kan godt ske, at vi har mange gode faglige argumenter for, at de teknologiske muligheder er overflødige ved en normal graviditet og fødsel. Men det er ikke altid, at vores vurdering bunder alene i en faglig viden, men også i en personlig holdning. Jeg mener, at vi bliver nødt til at finde en form for fælles fodslag med obstetrikerne og bl.a. opgive vores store berøringsangst over for epiduralblokade og kejsersnit. Hvis vi ikke gør det, er det nemlig os som faggruppe, der trækker det korteste strå. Ingen tvivl om det! Og i stedet for at sidde på sidelinien bør vi være proaktive og gå i spidsen. Det, vi skal bidrage med, er at gøre kvinderne så trygge i deres graviditet, at de først finder på at efterspørge den slags løsninger langt senere i forløbet. Og ikke som det er nu, hvor de ofte vil have forhåndsgarantier ved første jordemoderkonsultation, siger chefjordemoderen, der trods alt fastslår, at jordemødrene netop skal have en stolpe plantet solidt i hver lejr: Dels i den naturvidenskabelige, hvor det er målelig medicinsk evidens, der tæller. Og så i den verden, hvor humanistiske discipliner som antropologi, psykologi, religion og sociologi er med til at anskueliggøre, at en fødsel også er en eksistentiel transformation af en kvinde. Ja, hvor folkevisdom og overleveret snusfornuft også har sin plads.
– Udfordringen er at få de to verdener til at forenes, lyder hendes vurdering af et af jordemoderkunstens eviggyldige dilemmaer.
Det nytter ikke bare at stemme hælene imod, når visse moderne kvinder kræver uhindret adgang til enhver form for fødsels-isenkram. Men jordemødrene skal stadig være bevidste om, at de kan noget helt særligt, som ingen anden faggruppe kan, mener Ellen Tobiassen.
– Den slags er svært at dokumentere, men en kvinde der har født, har gennemstået en kraftpræstation, der kan få hende til at føle sig ti centimeter højere. Den slags har vi sommetider refereret til som en ‘kvindeeksamen’. Det er et dårligt udtryk, for det indebærer, at den fødende så også kan dumpe – og det kan hun selvfølgelig ikke! Men vi skal hjælpe en kvinde til at komme så godt gennem sin graviditet og fødsel som muligt. Og det gør vi kun, hvis vi kan få hende til at føle sig tryg i hele forløbet, uanset hvordan fødslen i øvrigt bliver. Og her er der ingen vej uden om ‘kendthed’ og ‘kontinuitet’, konkluderer chefjordemoderen fra Roskilde.