Kultur og patientsikkerhed

Kommentar

Lars Løkke Rasmussen er fremkommet med et lovforslag efter hvilket personer, der har fået en påtale eller en dom i Patientklagenævnet, skal have deres navn offentliggjort på nettet.
Intentionen bag lovforslaget synes at være, at brugerne selv skal kunne vælge sig ind på en tilstrækkelig kvalificeret sundhedsfaglig behandling – altså fravælge pågældende person. Hermed overlades i realiteten en del af ansvaret for kvaliteten i behandlingen til forbrugeren – brugeren af sundhedsydelsen – selv.

Lovforslaget repræsenterer et brud med hidtidig praksis og lovgivning på området, idet det har været sundhedsvæsnet og det offentlige myndighedssystem, der har borget for kvaliteten af sundhedsydelserne.
Lovforslaget skriver sig endvidere ind i en anden væsentlig del af problematikken omkring patientsikkerhed. I sundhedsvæsnet har man traditionelt i tilfælde af fejl og utilsigtede hændelser forsøgt at finde frem til den ansvarlige sundhedsperson, der – naturligvis – skal stå til ansvar for sine handlinger. Denne tankegang går helt tilbage til den første lov om kvaksalveri, der kom i 1794.
Imidlertid viser forskning i fejl og utilsigtede hændelser inden for luftfarts- og atomkraftindustrien, at fejl og utilsigtede hændelser meget sjældent bliver til en ulykke, med mindre der samtidig er andre "huller", der åbner for at hændelsen medfører en ulykke.
"Hullet" kan imidlertid også være en kulturelt betinget accept af en ikke optimal situation. Dette var tilfældet med rumfærgen Challenger, hvor man fuldstændig havde accepteret, at et stykke udstyr til rumfærger ikke blev udfærdiget i højeste kvalitet. Forskning peger på, at ca. 10 procent af patienterne i sundhedsvæsnet i den vestlige verden udsættes for fejl og/eller utilsigtede hændelser.

For at lære af fejl og utilsigtede hændelser og dermed tage hånd om forebyggelsen af disse i sundhedsvæsnet trådte den nye lov om patientsikkerhed i kraft 1. januar 2004. Herefter har vi pligt til at indberette fejl og utilsigtede hændelser. Ved årsskiftet havde man modtaget 5.740 indberetninger til Sundhedsstyrelsens database. Langt fra alle hændelser indrapporteres altså.
Forskning viser imidlertid, at man opnår højere grad af indrapportering, såfremt denne kan foregå anonymt. Omvendt er det sandsynligvis lettere at tage hånd om forebyggelsen af en tilsvarende hændelse i den lokale kontekst, hvor hændelsen har fundet sted. Ifølge den nye lov skal indrapporteringen foregå anonymt til omtalte database, men samtidig spiller den lokale sikkerhedsansvarlige person en væsentlig rolle i forbindelse med indrapporteringen. Med loven forsøger man så at sige at gå på to ben. Den traditionelle kultur i sundhedsvæsnet, hvor en enkelt person risikerer at blive gjort til "syndebuk" for en utilsigtet hændelse, der har fået uheldige onsekvenser som følge af et mangelfuldt system eller en ikke-optimal sikkerhedskultur, kan måske her spille en afgørende rolle. Det er denne traditionelle kultur Lars Løkke Rasmussen med sit lovforslag uvægerlig kommer til at cementere.

I mit speciale (#) har jeg sat fokus på organisationskulturens betydning for patientsikkerheden i en fødeafdeling. Det ser ud til, at en åben og tryg sikkerhedskultur, hvor folk frit kan sige frem og diskutere uden frygt for sanktioner, har en positiv indflydelse på patientsikkerheden i en afdeling. Debriefing umiddelbart efter vanskelige forløb med deltagelse af alt involveret personale kan medvirke til forebyggelse af lignende situationer og ukvalificeret rygtedannelse omkring problemstillingen.
Endvidere ser det ud til, at audits, hvor udvalgte forløb tages op til debat, kan have en positiv indflydelse på sikkerheden. Specialet peger imidlertid på, at man ved sammenlægning af to afdelinger og samtidig besparelse risikerer at kompromittere en eksisterende veludviklet sikkerhedskultur. Strukturreformen vil sandsynligvis også medføre sammenlægninger af fødeafdelinger. Reformen skal gennemføres udgiftsneutralt, og vil derfor i realiteten betyde besparelser på den daglige drift.
Patientsikkerheden målt eksempelvis i form af perinatal mortalitet og morbiditet er ikke inden for de seneste årtier steget betragteligt. Sverige har i alle årene kunne opvise bedre tal i denne forbindelse end Danmark. Hvilke årsagssammenhænge ligger der bag denne kendsgerning; det kan, tror jeg, have noget at gøre med den kultur vi har i vores organisationer. Det ville være ønskværdigt, om man forsøgte at undersøge, hvordan en organisationskultur, der tager vare på patientsikkerheden udvikles og fastholdes. Helst inden man i forbindelse med strukturreformen bryder op i allerede eksisterende sikkerhedskulturer.

(#) Reiter, E.: Patientsikkerhed og organisationskultur i sundhedsvæsnet. Roskilde 2004.