“Kommunikation er ikke en privatsag”

Videosparring: I Nordjyllands Amt skal alle jordemødre optage en af deres konsultationer på en video, som bagefter skal analyseres i grupper. Forløbet er af flere blev mødt med en vis frygt og bæven — men der er et stort fagligt udbytte at hente, er der enighed om.

Hvad sker der egentlig, når en jordemoder har budt den gravide og eventuelt hendes partner velkommen, og har lukket døren ind til konsultationen?

Sikkert ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men helt sikkert noget, som sagtens kunne tåle at blive analyseret som led i en målrettet efteruddannelsesstrategi. Det var i alt fald rationalet, da ledelsen af jordemodervæsenet i Nordjyllands Amt sidste år begyndte at lægge an til et projekt med videosparring. I løbet af 2006 har ca. halvdelen af de i alt 100 jordemødre været igennem et forløb, hvor de dels har fået en basal indføring i teorier omkring kommunikation, dels har optaget en af deres egne konsultationer på en video, som de bagefter i grupper har analyseret og kommenteret. Projektet afsluttes i maj 2007, når den sidste halvdel af jordemødrene har været igennem processen.

Videosparringen har ikke helt uventet givet anledning til en vis modstand. Men der var ingen pardon: Ledelsen lod forstå, at det var obligatorisk at deltage, og at det netop skulle opfattes som efteruddannelse. Tillidsrepræsentant på Aalborg Jordemodercenter, Line Hundebøl Nielsen, er i dag glad for, at det ikke var op til den enkelte medarbejder, at tage imod ”tilbudet”.

– Hvis det havde været frivilligt, tror jeg egentlig heller ikke, at jeg selv ville have meldt mig. Hvor fedt synes man lige, det er at blive filmet og bagefter kommenteret af kollegerne? Den holdning hørte jeg fra flere, men der var dog ingen, der insisterede på at blive fritaget, da det kom til stykket. Og her bagefter har jeg kun fået positive tilbagemeldinger. Hvis der stadig er nogen, der er utilfredse, så har de i alt fald ikke fortalt det til mig, siger tillidsrepræsentanten.

Kommunikation er ikke en privatsag
For centerleder ved Aalborg Jordemodercenter, Anne Lundgaard, er det nu heller ikke helt indlysende, hvorfor nogle jordemødre havde reservationer over for projektet.

– Det er vigtigt at pointere, at kommunikation ikke er en privatsag! Selvfølgelig er der er vis forståelig blufærdighed ved at udstille sig, og den der evige kvindelige — ”… åh, mon jeg ikke gør det godt nok …”. Men der er her tale om at få en faglig, kollegial vurdering af den vigtige del af vores arbejde, der handler om, hvordan vi kommunikerer. Og det er vores ansvar som ledelse at ruste vores ansatte til at kunne varetage de opgaver, de bliver pålagt. Ligesom vi selvfølgelig skal sørge for, at vores jordemødre kan fx sy et klip på en forsvarlig måde, skal vi også sikre os, at de informerer på den optimale måde. Projektet skulle bruges som en øjenåbner, så vi bliver bevidste om, hvad vi siger i hvilke situationer. Mange tror, at vi siger nogenlunde det samme, men nu har vi fået anskueliggjort, at vi håndterer vores kommunikation meget forskelligt. Det giver baggrund for både refleksion og diskussion, mener jordemoderlederen, der selv har deltaget i forløb med videooptagelser i forbindelse med diverse lederuddannelser.

Hun er af den overbevisning, at videosparring er er en fornuftig måde at drage nytte af de ”in-house”-kompetencer, der er i en afdeling; her kan kolleger lære af hinanden uden at det udløser det store træk på efteruddannelseskontoen til kurser eller dyre konsulenter.
Videosparringsprojektet i Nordjyllands Amt har dog på ingen måde været omkostningsneutralt, understreger hun. Der er blevet investeret såvel en pæn portion arbejdstimer som efteruddannelsesmidler i projektet, som da også har hentet kræfter udefra. Ledelsen af jordemodercenteret entrerede med Sundheds CVU Nordjylland og underviser Annegrethe Nielsen, der er cand. mag. med speciale i kommunikation og meget passende har en ph.d. i uddannelsesforskning. Hendes ph.d. handlede lige netop om udvikling af kommunikationskompetencer i jordemoderuddannelsen.

”Hov, hvad sker der lige her…?”
Annegrethe Nielsen fik til opgave at skabe rammerne, de 100 jordemødre kunne diskutere kommunikation inden for. Hun siger:

– Brugerundersøgelser, bl.a. en fra Vestsjællands Amt, har vist, at kvinderne kan have vanskeligt ved helt at forstå, hvad de kan bruge jordemoderkonsultationerne til. Og da jordemødre skal give informationer, der kan gøre kvinderne i stand til at foretage det informerede valg i en række situationer, og da de desuden skal facilitere familiedannelsen, er det store spørgsmål, vi har med at gøre. Derfor er det vigtigt, at de som fagpersoner er bevidste om, hvilke forskellige teknikker de kan bruge for at understøtte en mere målrettet kommunikation med den enkelte kvinde, siger Annegrethe Nielsen.

Rent praktisk blev jordemødrene på alle amtets sygehuse først delt op i fire hold på hver 25 deltagere. Hvert hold fik på tre timer en indføring i forskellige teorier om formidling og kommunikation. De lærte bl.a. om forskellige spørgeteknikkers styrker og svagheder, om samtalens struktur, om ”den reflekterende lytten”, om professionelle roller samt om magt og autoritet i rollen som sundhedsfaglig person. Herefter blev holdene delt op i grupper på typisk 4-5 jordemødre, som hver fik til opgave at optage en af deres egne konsultationer på video. De optagne videosekvenser skulle gruppen bytte mellem hinanden og se inden de igen mødtes med Annegrethe Nielsen. Hendes opgave var derefter at pinpointe de situationer, hvor samtalerne eksempelvis surfede udenom kernen, eller på anden måde udartede sig uhensigtsmæssigt.

– Jeg tog udgangspunkt i en målrettet problemfokuseret strategi. Jeg kunne, fx når en jordemoder i videoen havde en overvægtig gravid kvinde over for sig, som hun havde svært ved at tale om kost med, spørge: ”Hov, hvad er det, der sker lige her….?” og så lade det være op til de øvrige deltagere at analysere samtalens udvikling. På den måde oplevede jeg både, at der kom de konkrete, kollegiale fif på bordet og de større principielle betragtninger, forklarer Annegrethe Nielsen, der pt. har været igennem ti gruppesessioner.

Videosparring som supervisionsværktøj

Formålet med den gruppevise sparring har været at få endevendt flere relevante problemstillinger i en enkelt session. Og optagelsen af real life-konsultation har betydet, at den enkelte også har fået stof til selvrefleksion. Og jo, nogle har været mere tilbageholdende med at give deres besyv med i gruppesessionerne, indrømmer CVU-underviseren. Men de kan ikke have undgået at få en eller anden form for udbytte alligevel:

– Jeg er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale i brugen af videooptagelser, også som et supervisionsredskab. I stedet for at man selv genfortæller, hvordan et forløb har været, så dokumenterer en video, dét vi faktisk gør: ”Gud, taler jeg virkelig så meget…, giver jeg overhovedet plads til at den gravide kan komme til orde?” Når man ser sig selv i situationen, bliver man i stand til at reflektere over, om den måde man kommunikerer på, fungerer eller ej, konstaterer Annegrethe Nielsen.

Det store potentiale kan Anne Lundgaard også få øje på.

– Der skal laves en evaluering af forløbet, og når den er klar, skal vi beslutte, om dette er et udviklingsværktøj, vi skal benyttes os af fremover. Bl.a. kunne jeg forestille mig, at vi satte særlige temaer op, fx barselssamtalen, altså stadig kommunikation i de ikke-akutte situationer. Men måske kunne vi også optage, hvordan vi kommunikerer under en fødsel. I dag blive alle kirurgiske indgreb jo filmet til brug for undervisning, så egentlig burde tanken ikke være så fremmed. Der bliver fokuseret så meget på kollegial supervision, men måske er det her et værktøj, vi kan få mere ud af, foreslår jordemoderlederen.

Forvrænger video virkeligheden?
Og heller ikke tillidsrepræsentanten er blevet skræmt af erfaringerne.

– Annegrethe Nielsen var meget taktfuld selvom, hun også var god til at sætte fingeren lige på det ømme punkt: Hov, hvorfor var det lige, at man kiggede ude af vinduet der? Jeg oplevede det overhovedet ikke som en eksamenssituation. Vi slappede af og fik os også nogle gode grin undervejs. Jeg bed mærke i, at der både er en del, vi gør næsten ens. Og lige så mange ting, som vi håndteret meget forskelligt. Jeg synes, at udbyttet har været enormt stort, sammenfatter Line Hundebøl Nielsen.

Hun har dog alligevel et spørgsmål med venlig hilsen fra Djævlens Advokat.

– Der var selvfølgelig indhentet skriftlig tilladelse fra de gravide på forhånd. Det var, som det skulle være. Men kan man forestille sig, at selve dét, at kvinderne vidste, at der var kamera på, betød, at de holdt sig tilbage på nogle områder? Umiddelbart skulle man ikke tro det; jeg synes, at mange var forbavsende åbne, også om store psykologiske temaer. Men hvis vores optagelser på nogen måde har fordrejet virkeligheden, må vi vel spørge os selv, om det er forsvarligt, at vi benytter optagelser af konsultationen til efteruddannelse. Det må jo altid være kvindens udbytte af samtalen, der bør kommer først, påpeger hun.

Det er ideen, at en sammenfatning af deltagernes skriftlige evaluering af videosparringsprojektet vil blive fremlagt på et temamøde i maj 2007 eller eventuelt diskuteret på en række fyraftensmøder.