”Nu kan det fandengalemig være nok” – sådan lyder titlen på en facebookgruppe, jeg forleden blev tilføjet. Gruppen har til formål at være et forum, hvor jordemødre kan debattere arbejdsmiljø og initiativer til forbedring af vores vilkår. Jeg har med stor interesse læst samtlige opslag i gruppen, og kan konstatere, at regeringens tilbagerulning af de bebudede 250 millioner kr., der var øremærket til fødeafdelingerne, har været dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jordemødrene er desillusionerede og kampklare.
Der synes at være bred enighed om, hvad der er galt på fødegangene, og løsningsforslagene er mange; demonstrationer, breve til ministrene, pres på pressen, drop flinkeskolen m.m.
Nogle mener, at fokus skal være på sikkerheden ved fødsler, andre synes det er på tide at råbe op om vores arbejdsvilkår.
Jeg mener personligt, at den første forudsætning for at yde indflydelse er, at vi alle sammen gør det samme. Facebook kan være et udmærket medie til deling af vores frustrationer, men oprør skal organiseres.
Hvorfor skal det organiseres?
Jeg ser politik som et tovtrækkeri. På tovet hænger en pose penge og i den lange ende har regeringen fat (eller regionerne om man vil). I den anden ende af tovet er det så op til jordemødrene at trække for at hale pengene hjem til fødeafdelingerne. Hvis jordemødre griber fat vilkårlige steder på tovet og trækker i hver deres retning, ja så når pengene aldrig nogen steder. Nede for enden af tovet står heldigvis Jordemoderforeningen, og hvis man fra foreningens side formår at genne os alle derned, så vi trækker i den samme retning, ja så kan vi måske vinde den tovtrækning.
Det er en udbredt holdning, at vi som faggruppe er for få; at det er vigtigt at være mange for at have gennemslagskraft i kampen for faglige rettigheder. For jordemødre er strejkevåbenet noget nær umuligt at anvende, fordi vi så skal stille et nødberedskab, og eftersom der i forvejen er skåret, så vi kun varetager det absolut nødvendige, kan det nærmest ikke mærkes, når vi strejker. Det vanskeliggør unægtelig vores forhandlingsevne, og vi indgår derfor i diverse forhandlingsfællesskaber med andre organisationer.
Jeg mener imidlertid ikke, at vi skal undervurdere vores egen betydning. Vi behøver ikke 100.000 sympatisører for at gøre os bemærket. Vi er et lille fagforbund, men når bare vi er samlet, vil vores indsats kunne mærkes – vi kan jo ikke erstattes af andre faggrupper.
Lad os organisere et oprør (helt indenfor lovens rammer naturligvis), en solidarisk protest som kan vise regering og regioner at flere midler til fødegangene er påkrævet. Det her er en sag for jordemødre, ikke for en samlet sundhedssektor som alle synes, at pengene mangler på netop deres afdeling.
Hvad kan vi gøre?
Jeg mener, at vi skal fokusere på sikkerheden for gravide og deres børn. For det første tror jeg, det vægter tungere end jordemødre, der råber op om dårlige arbejdsforhold, og for det andet klinger utilfredshed over arbejdsforholdene lidt hult her få måneder efter, at vi med stort flertal har vedtaget vores overenskomst. Dét jeg mener, vi kan gøre, er at insistere på at efterleve de rettigheder, vi har i kraft af vores overenskomst. Vi kan lade være med at møde ind akut, vi kan skrive alt overarbejde på (måske endda kræve et check-ind og -ud system), vi kan lade være at indgå individuelle aftaler om at afvige fra hviletidsregler osv.
Når vi siger fra hver for sig, kan vi stå tilbage med følelsen af, at vi svigter vores kolleger, som jo så skal løbe hurtigere for at nå det hele. Vi er fleksible, fordi vi er solidariske. Men det er som at tisse i bukserne. Hver gang vi slider os igennem en dag med utilstrækkeligt beredskab, har vi jo demonstreret, at vi kan klare os med færre hænder. Vores fleksibilitet og opofrelse kommer aldrig til at skaffe flere hænder til fødegangene.
Hvis vi derimod træffer en beslutning om at sige fra i samlet flok, så er der kun ledelsen og lægerne at trække på, når det brænder. Mon ikke personalemanglen og nødvendigheden af flere midler til fødegangene vil være åbenlys for selv den mest ignorante regionsformand, når først lægerne forestår vejrtrækningsøvelser og lederne passer telefon?
Hvis et ”oprør” som dette skal have effekt, skal det jo mærkes på fødegangene, og det vil selvsagt medføre nogle hårde dage for de, der møder på arbejde og ikke kan hente flere jordemødre ind ved behov. Det er således afgørende, at et sådant tiltag beror på en demokratisk beslutning, og at vi står sammen om at gennemføre, hvad vi end beslutter. Det skal simpelthen betragtes som skruebrækkeri at afvige fra dét, som fællesskabet har vedtaget. Kun sådan kan for eksempel vikarer forventes at støtte initiativet.
Jeg foreslår ikke, at vi ignorerer telefonen, når fødeafdelingen ringer. Jeg foreslår, at vi tager den og med god samvittighed siger: ”Nej, jeg kan desværre ikke møde ind akut, da jeg bakker op om mine kolleger ved at sige fra”.
Hvordan skal det organiseres
Når jordemødre skal organisere en protest for bedre vilkår, skal det selvfølgelig gøres gennem vores fagforening. Det er jo præcis dét, den er til for. Jeg oplever jævnligt kolleger som overvejer at melde sig ud, som ikke ved, hvad de skal med en fagforening og betragter kontingentet som prisen for at abonnere på Tidsskrift for Jordemødre. Det ærgrer mig helt vildt, fordi jeg synes, det er ekstremt vigtigt at være organiseret fagligt. Samtidig forstår jeg godt, hvorfor det er svært at se, hvad vi kan som fagforening. I overenskomstforhandlingerne er vi en næsten ubetydelig brik blandt 600.000 andre offentligt ansatte og uden mulighed for at strejke os til bedre vilkår.
Jeg håber med dette forslag at have givet et eksempel på, hvordan vi kan gøre en forskel, selvom vi er en lille faggruppe. Jeg vil appellere til, at alle mine kolleger melder sig ind i Jordemoderforeningen, fordi det er gennem denne faglige forening, vi har mulighed for at gøre os bemærket. Samtidig vil jeg appellere til Jordemoderforeningen om at tage teten. Det er nu, I skal vise os, hvorfor vi er medlem af en fagforening. Det er da rigtigt fint, at der loves flere penge til sundhedssektoren, jeg er ikke i tvivl om, at den trænger flere steder. Men vi blev lovet penge til fødeafdelingerne, og denne gang vil vi slås for vores. Medlemmerne vil på barrikaderne, hjælp os til at organisere det. Indkald til møder på fødestederne snarest, lyt til jeres medlemmer og lad os vælge en fælles strategi. Nu kan det fanden gale mig være nok! Vi er jordemødre.
Vi er de eneste, der kan, hvad vi kan, og sammen er vi uundværlige.