Som jeg ser det, er vores fag ved at miste noget meget vigtigt, og det er jordemødres lyst til at være jordemødre. Matheden er så udbredt, at selve faget er truet. Det er på tide, at vi som faggruppe sætter foden i og peger, i hvilken retning faget skal.
Jeg savner dybt at fokusere på det, der gør, at jeg valgte at blive jordemoder. Det er vores faggruppe, der har en unik tilgang til graviditet, fødsel og barsel som en naturlig livsproces. Derfor er det os, der skal udstikke, hvilken retning faget bør gå i. Det er på tide, at vi som faggruppe står op, og giver et bud på, hvordan vi som jordemødre ønsker at indrette og yde fødselshjælp. Vi skylder kvinderne og familierne at tage kampen op.
Matheden i jordemoderfaget er enorm. I hvert fald i hovedstadsområdet hvor jeg arbejder. Jordemødre, der har været færdiguddannet i mindre end to år beskriver udbrændthed og magtesløshed over for arbejdspres og et tempo i dagligdagen, der er hæsblæsende. Et uset stort antal af mine kolleger søger andre arbejdsområder og ønsker sig væk fra akutarbejde. Har endda hørt om jordemoderstuderende, der under uddannelsen siger, at de ikke ønsker at arbejde på fødegangen ”Det er simpelthen for hårdt”.
Jeg græmmes og er sorgfuld over den udvikling, hvor tempo og samlebåndsarbejde fylder det meste i vurderingen af faget.
Fagets kerne
Fagets kerne er, at graviditet, fødsel og barsel er en potentiel udviklingsproces, der tager tid og har fordel af nærvær fra en kompetent jordemoder. En jordemoder er fødselshjælper for processen, hvor mand og kvinde bliver til far og mor. Det vil sige, at begivenheden ”at blive forældre” er en naturlig livsproces, der rummer drømme, smerte og drama, men også mulighed for at vokse som menneske. Jeg blev jordemoder, fordi jeg gerne vil understøtte den proces.
Tid til at yde god og grundig jordemoderfaglig omsorg er vigtigt for at kunne vedblive at være en engageret jordemoder. Når det fortravlede fokus hele tiden er på at skulle videre til det næste, tømmes faget langsomt for arbejdsglæde. Det meningsfulde i jordemoderfaget bliver mere og mere et spørgsmål om at være hurtig. Det er, som om selve meningen med arbejdet er at være hurtig og effektiv.
Lang række af prioriteringer
Jeg arbejder på en barselgang. Flowet af patienter er stort, de er indlagt i gennemsnit 1,5 døgn. Der er dagligt pladsproblemer, der gør at jeg nemt kan bruge to timer af min vagt på at fordele stuer, flytte rundt på patienter og vurdere, hvem jeg bedst kan sende hjem, fordi jeg skal bruge stuen til en mere trængende patient. At jeg er på en barselgang er tilfældigt, jeg kunne lige så godt være på en fødegang, frustrationen er den samme. Hver eneste dag er en lang række af prioriteringer. Ammeetablering bliver ofte prioriteret lavere, fordi det tager tid, og der er mere akutte opgaver fx post partum blødninger eller patienter med smerter. Forældrene er ofte er nervøse for, om deres barn sulter, og er derfor glade for tilbud om modermælkserstatning, og stiller ikke spørgsmålstegn ved vores prioriteringer.
Dertil kommer en sommer med massiv travlhed, der resulterer i pres for at tage ekstra vagter. Den organisatoriske logistik fylder alt for meget i forhold til arbejdsglæde og faglig udvikling. Derfor drænes lysten til at yde en indsats væk til fordel for mathed og udbrændthed.
Sammen er vi stærke
Jeg spørger mig selv, om det overhovedet er nødvendigt at have jordemødre? Hvis det naturlige, langsomme og nærværende er på vej til at forsvinde hvad er der så tilbage? Jeg mener, at det er vigtigt at have en faggruppe, der ser graviditet, fødsel og barsel som en naturlig livsproces. Jeg mener, at jordemødre er en vanvittig vigtig del af et dansk velfærdssystem. Vi mister noget meget vigtigt i livet, hvis svangreomsorgen reduceres til et effektivt samlebånd, hvor fokus er på hvor hurtigt, vi kan få familien ind og ud af obstetrisk afdeling.
Fødestederne bruger LUP-tal (Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed) til at prioritere og tilrettelægge plejen ud fra. Vi har rigtig mange tilfredse par, der tager glade og trygge hjem. Det vil sige, at patienterne er tilfredse med en omsorg, som jeg ved, er mangelfuld, og at amningen nok var gået bedre, hvis jeg havde haft tid til at være mere på stuen. Derfor går vi galt i byen, hvis vi venter på, at kvinderne/familierne råber op eller stemmer på nogle andre politikere. Det er vores arbejdsmiljø, vores arbejdsglæde og vores fag, der er under pres og derfor os, der må gøre noget.
Vi kommer ikke af med travlhed, men vi kan pege på, i hvilken retning vi mener, faget skal gå, og hvad der skal prioriteres, for at vi har lyst til at være i faget, og kan være fagligt stolte af vores arbejde. Vi er en fagligt stærkt engageret gruppe, der bør ytre os i langt højere grad. Vi bør mødes og bruge fællesskabet og al den viden, gruppen indeholder, til at give faget retning. Tænk på alle de bachelorprojekter, der er skrevet om spændende emner og alle de erfarne jordemødre, der går rundt med store mængder af viden og erfaring.
Vær med
Jeg var en del af Jordemoderforeningens initiativ ’Tålmodig fødsel’, der var et landsdækkende tiltag for at sætte fokus på vores tilgang til fødsler med udgangspunkt i den foreliggende evidens. Der mødte store dele af den danske jordemoderstand op, og deltog i faglige diskussioner. Det var stærkt at opleve, og vidner om stort engagement. Jeg er muligvis et naivt fjols, men jeg tror på, at vi som faggruppe kan sætte skub i nogle forandringsprocesser, der giver os mere arbejdsglæde. Lad os starte nu. Lad os sætte os ned og komme med bud på, hvordan vi mener fødselshjælpen bør skrues sammen, så de normale fysiologiske fødselsprocesser understøttes, og så vi som faggruppe er inspirerede af og glade for vores arbejde.
Engagementet skal sættes i spil og udvikle faget! Jeg er klar! Vil du være med? Skriv til mig på facebook hvis du har en kommentar, vil være med eller er enig.