De nye Sandbjergguidelines om graviditet efter termin sætter spørgsmålstegn ved den normale graviditet. Diskussionen om de faglige argumenter for at sætte fødsler i gang allerede inden udgangen af uge 42 har stået på i et stykke tid og har udmøntet sig i mærkbar uro hos de gravide. Medierne har fortalt om, hvor farligt det er at gå over tid, påstande der understøttes af blandt andet overlæge Charlotte Wilkens udtalelser.
Jeg oplever, at de gravide har svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare sætter fødslerne i gang også gerne før 41+0. Når der en gang er sat spørgsmålstegn omkring sikkerheden med at overskride terminen, så opstår tvivlen og usikkerheden om, hvornår det forfærdelige sker – altså at fosteret dør.
Jeg har haft mange af disse samtaler med de gravide og har forsøgt at berolige dem, hvilket unægteligt er meget svært, når medierne har givet deres udlægning af sagen.
Optimisme bliver til tvivl
Jeg finder det problematisk, at det kommer til at fremstå som om, at det at igangsætte en fødsel bare er noget, man gør. I praksis oplever jeg gang på gang, at det ikke er så lige til.
Min erfaring er, at kvinden/parret møder meget optimistiske op på fødegangen. Med hjerterne fyldt med forventninger om, at de snart – meget snart – bliver forældre. Jeg indleder altid med at fortælle, at det sagtens kan tage flere døgn, før fødslen er overstået. De kommende forældre lytter til mine udsagn, men tænker i deres stille sind, at sådan går det nok ikke for dem.
Men i virkeligheden kommer de ofte igen den følgende dag. Trætte og knap så optimistiske. Kvinden bliver let i tvivl, om hendes krop overhovedet er i stand til at producere veer. En tvivl der, for mig som jordemoder, er skræmmende, for hvad er det egentlig jeg har gang i? Vi vil så gerne hjælpe, men på dette tidspunkt bliver jeg oprigtigt i tvivl om, hvor stor en tjeneste vi gør disse mennesker.
Humøret daler
Det er rigtig godt, hvis hun føder på andendagen, så er alle lettede og glade. Men de stakler, som går hjem med uforrettet sag, kan ofte se frem til problematiske forløb. Det er de situationer, jeg gruer for at udsætte kvinden/parrene for. Og det er her, jeg mener, at vi for alvor forstyrrer den normale graviditet.
Tilliden til at fødslen "nogensinde“ skal indtræffe, svækkes i den grad. Det, at kvinden bliver så meget i tvivl om sin egen krops formåen, gør det nærmest usandsynligt, at hun selv har tillid til projektet. Behovet for smertelindring øges nærmest proportionalt med at den positive indstilling til fødslen afløses af opgivenhed og afmagt. Følelser der er meget vanskelige at rette op på. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det kræver en intensiv indsats, som afgjort koster ekstra ressourcer.
Sectio bliver redningen
I de tilfælde, hvor igangsættelsesforsøget mislykkes, forløses kvinden ved sectio. En løsning kvinden/parret er meget opsat på, da de simpelthen ikke orker mere, hvilket jeg rigtig godt forstår. Sectioet er på dette tidspunkt den ideelle løsning, men ved en følgende graviditet bliver usikkerheden omkring egne evner til at føde for alvor sat på dagsordenen. Det mislykkede igangsættelsesforsøg har vidtrækkende konsekvenser, da kvinden/parret for alt i verden ikke vil igennem den mølle en gang til. Jeg bruger lang tid på at tale med de gravide om de fallitfølelser, de havde og fortsat har i forhold til den kommende fødsel. I de heldige tilfælde føder kvinden spontant og er fuldstændig lettet og overrasket over, hvor fantastisk det er, når fødslen går i gang af sig selv. I de mindre heldige tilfælde oplever kvinden endnu engang at skulle igangsættes, og i de værste tilfælde forlanger kvinden/parret elektivt sectio.
Disse aspekter samt den øgede indgrebsfrekvens mener jeg, mangler i diskussionen om at "tilbyde“ igangsættelse til alle gravide når de er 41+3.