Kommende fædre oplever ekskludering

Mænd, der bliver fædre i dagens Danmark, ønsker at være involverede i deres børns liv, helt fra graviditeten. Men i kontakten med sundhedsvæsenet oplever de sig ekskluderede.

I 2017 kom Forum for Mænds Sundhed med resultatet fra en on-line interviewundersøgelse med over 1.000 fædre. Undersøgelsen viste, at danske fædre ønsker at blive betragtet som ligeværdige forældre, men ikke føler sig inddraget på lige fod med mødrene i sundhedsvæsenets tilbud til familien omkring graviditet, fødsel og i de første år med barnet. Fx deltager 70 procent af de vordende fædre til en eller flere jordemoderkonsultationer, men kun en tredjedel af disse føler sig i høj grad inddraget eller talt til (Forum for Mænds Sundhed 2017a).

Som henholdsvis jordemoder og sundhedsplejerske, der skulle til at skrive kandidatspeciale, vakte det vores nysgerrighed, for som vi kender vores fag og kollegaer, så er det et overordnet mål og ønske at støtte familiedannelsen gennem at inddrage begge forældre. Men noget tyder altså på, at det ikke altid lykkes at få den kommende far til at føle sig inkluderet og mødt. Det kan måske skyldes, at vi som fagpersoner ikke har tilstrækkelig viden om udvikling af faderskab og om hvilke behov, ønsker og bekymringer nutidens fædre kan have.

Manglende viden om udvikling og betydning af faderskab 
En gennemgang af forskningsfeltet om forældreskab viste, at der ikke er forsket meget i mænds identitetsudvikling som forældre. Historisk set har fx psykologisk udviklings- og tilknytningsteoretisk forskning omkring forældreskab i helt overvejende grad været baseret på undersøgelser af mor-barn relationer (fx John Bowlby og Daniel Stern), mens forskningsfeltet omkring mænds forældrerolle først er spiret frem inden for de sidste to til tre årtier (Eydal & Rostgaard 2015; Hoffert & Goldsneider 2015). Den aktuelle forskning viser, at mænd, der bliver fædre, gennemgår en psykologisk identitetsudvikling, der på mange måder er sammenlignelig med mødres (Madsen 2007) og at nordiske fædre ønsker at involvere sig og deltage allerede fra graviditeten (Johnsen 2017).

Forskningen viser også, at der er mange positive effekter, når fædre involverer sig i deres børn. Det fremmer både barnets, faderens og hele familiens fysiske, psykiske og sociale sundhed, og et involveret faderskab giver øget glæde og mening i livet (Forum for mænds sundhed 2017b). Man kan se, at børn med kontinuerlige og gode relationer til deres fædre, klarer sig bedre i uddannelsessystemet og har færre sociale og adfærdsmæssige problemer (Reinicke 2016). Vi ved, at børn har brug for deres fædre hele livet igennem, men at især den tidlige kontakt er betydningsfuld, da den danner grundlag for en mere varig relation (Center for Børneliv 2016).

Ud fra dette såvel som ud fra et ligestillingsperspektiv bør sundhedsvæsenets tidlige indsatser derfor omfatte begge forældre uanset køn, således at mænds overgang til at blive fædre støttes på lige fod med kvinders overgang til moderskabet.

Kønsroller, familiemønstre mm har ændret sig drastisk inden for de sidste årtier, så man kan sige, at vidensfeltet i dag halter efter virkeligheden. Familielivet, som det udspiller sig i dag, har en langt større diversitet end den, som både sundhedsfaglig lovgivning, praksis og policy- dokumenter, som fx Sundhedsstyrelsens Anbefalinger for Svangreomsorgen, afspejler.

Far i dokumenter og pjecer 
For at undersøge hvilke forståelser og antagelser om faderskab, der sættes i spil i mødet mellem “frontpersonalet” i de sundhedsfremmende indsatser og de kommende/nybagte familier, valgte vi at analysere dokumenter på to niveauer: nationalt gældende policydokumenter samt lokalt informationsmateriale rettet mod de kommende og nybagte forældre.

De to centrale sundhedspolitiske dokumenter, der danner rammerne om de sundhedsprofessionelles indsatser til nye familier, er Anbefalinger for Svangreomsorgen (Sundhedsstyrelsen 2013) og Vejledning om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge (Sundhedsstyrelsen 2011). Gennem en kvalitativ interaktionistisk analyse af disse dokumenter fandt vi to sideløbende spor eller diskurser om fædre. I denne artikel lægges hovedvægten på de resultater, som fremkom om tiden inden fødslen.

Det ene spor baserer sig på en bred sundhedsforståelse, der lægger vægt på både de fysiologiske, psykologiske og sociale aspekter i forældreskabet. Det understreges fx i Anbefalinger for Svangreomsorgen, at indsatserne skal “Styrke og bistå kvinden og hendes partner/familien under hele forløbet” (Sundhedsstyrelsen 2013, s. 16). Fædre nævnes eksplicit som ’far’, ‘mand’ eller ’partner’ eller implicit som en del af ’familien’/’forældrene’. Fædrene omtales ud fra et ligestillingsideal, hvor “samtaler, informationer og materiale overvejende bør henvende sig til begge forældre” (Sundhedsstyrelsen 2013, s. 42).

Vi finder også et andet spor, hvor store dele af dokumenterne har et stærkt afsæt i en biomedicinsk sundhedsforståelse, der lægger vægt på risikofaktorer, komplikationer og den gravides livsstil. Far nævnes stort set ikke i afsnit som ’Levevis i graviditeten’ eller ’Gravide med særlige behov’, hvor fokus alene er på, hvordan “mor og barn kommer bedst muligt gennem graviditeten” (Sundhedsstyrelsen 2013, s. 16). Dette medfører en tendens til at reducere forældreskabet til en mor, hvis krop er biologisk vært. I relation til denne forståelse beskrives den gravide som patient med dertil hørende rettigheder til fx “fyldestgørende information” (Sundhedsstyrelsen 2013, s. 11), mens fædre i denne diskurs bliver usynlige og uden beskrevne rettigheder.

I det informationsmateriale til forældre fra henholdsvis Region Hovedstaden og Hvidovre Hospital, som vi undersøgte, var henvendelsesformen i modsætning til intentionerne i Sundhedsstyrelsens anbefalinger udelukkende rettet mod moderen: “Tillykke med din graviditet”, mens sundhedsplejens materiale efter fødslen i højere grad var henvendt til begge forældre. Vi kan dog se, at der er forskellig praksis på forskellige hospitaler.

Graviditet, fødsel og forældreskab kan forstås som både en fysiologisk, psykologisk og social proces, men tilsyneladende fremskrives de fysiologiske processer i en sådan grad, at de psyko-sociale processer, hvor begge forældres væsentlighed bliver tydelig, træder i baggrunden.

Fædre føler sig ekskluderet 
Med afsæt i den viden, vi havde fra forskningsgennemgangen og vores dokumentanalyse, afholdt vi to gruppeinterviews: et med kommende og et med nybagte fædre, som blev rekrutteret fra fødselsforberedelsesforedrag på et hospital i Region Hovedstaden og gennem sundhedsplejen i København. Der var stor spredning i deltagernes baggrund med hensyn til alder, uddannelse osv. De havde meldt sig til interview, fordi de havde noget på hjerte, både stor tilfredshed og det modsatte med deres oplevelser med sundhedsvæsenet i forbindelse med, at de skulle være fædre. En ventede barn nummer to, mens de andre skulle være fædre for første gang.

De kommende fædre beretter, at de både oplever en egen og en kulturel forventning om, at de involverer sig i graviditeten, blandt andet ved at deltage i graviditetsundersøgelser. De beskriver deres egen position som dobbelt i og med, at de ser det som naturligt, at det er den gravide krop og barnet, der er i fokus, og at de dermed selv træder i baggrunden samtidig med, at det forventes, at de er involverede og deltagende. Som Niels, der skal være far for anden gang, beskriver: “Egentlig kan man ikke rigtig finde ud af, hvorfor man er med til de der ting. Men så gør man det alligevel”. De kommende fædre beskriver en balancering mellem at vise, at de er engagerede, men hvor de samtidig passer på ikke at overtage noget fra kvinden. Deres opfattelse af at graviditet og det kommende forældreskab er noget, de er fælles om, kommer til udtryk i vendingen “vi er gravide”. Samtidig hæfter de sig ved, at det er deres gravide partnere, der får information og invitationer fra det offentlige i forbindelse med graviditeten. De er sjældent selv inkluderet i informationsmaterialerne. Rasmus, der venter sit første barn, formulerer det således:

“Så det er hele indgangsvinklen, hvordan man sådan lige henvender sig, om det skal være meget direkte, som “nu er du gravid”, så er det graviditeten, vi taler om. Eller “I er gravide”, så det er jeres lykkelige situation, vi taler om. Det kan være lidt svært”.

Denne eksklusion, som de oplever igennem de første skriftlige henvendelser, bliver de bekræftet i til de fysiske møder som fx ultralydsundersøgelser og jordemoderkonsultation. Her beskriver de kommende fædre oplevelser af ikke at blive hilst på, af ikke at få informationer og af at der ikke er plads til, at de stiller spørgsmål.

Vores analyser viser, hvordan fædrene indtager skiftende positioner som nogle, der bør, er og gerne vil være involverede samtidig med, at de føler sig ekskluderede af sundhedsvæsenet og til dels accepterer dette som en naturlighed, fordi “det er jo heller ikke os, der er gravide” (Niels, kommende far). Sat på spidsen konkluderer vi i specialet, at forventningerne til den “gode” vordende far er en, der tager med til alle graviditetsundersøgelser for at støtte sin partner, men som ikke kræver for meget tid og plads. Vi diskuterer desuden, hvilke mulige konsekvenser dette kan have.

Komplekse identiteter i forhandling 
Som andre har fundet før os, beskriver de interviewede mænd, hvordan de skal ‘opfinde sig selv’ som fædre. De kan ikke spejle sig i deres egne fædre, men ønsker at finde deres egen måde at være far på. Samtidig med, at de fortæller om dem selv som en ny type far, der drager omsorg for og involverer sig i sine børn, så beskriver de sig også op imod traditionelle kønsrolleforståelser, hvor fx forsørgerrollen stadig er en stærk identitetsmarkør.

De fædre, som vi talte med, kan kendetegnes som ressourcestærke og med en stærk overbevisning om deres egen identitet som fædre. Alligevel beskriver de, at konsekvenserne af ikke at føle sig mødt som vigtige forældre, er, at de trækker sig tilbage, kan føle sig ensomme og overlader mere ansvar til moderen, end de umiddelbart havde tænkt sig.

Andre undersøgelser viser, at fædre, som af forskellige grunde er særligt udsatte, risikerer langt alvorligere konsekvenser af ikke at blive inddraget eller anerkendt i deres forældrerolle. Mandeforsker Kenneth Reinicke peger på, at fx unge fædre risikerer helt at miste kontakten med deres børn, hvis ikke sundhedsvæsenet inddrager dem (Reinicke 2016). Ifølge chefpsykolog Svend Aage Madsen overses efterfødselsreaktioner hos mange fædre med den konsekvens, at de ikke får den hjælp, de har brug for. Vi har selv i forbindelse med et andet RUC-projekt konstateret, at mænd, der har mistet et barn ved intrauterin fosterdød, ofte må kæmpe ekstra for at få anerkendelse af deres identitet som fædre/forældre og dermed af deres ret til at sørge (Høeg &Sindberg 2017). Det tyder derfor på, at der er grupper af fædre, som har særlig brug for støtte og anerkendelse i deres udvikling som forældre.

Identitet skabes i mødet mellem mennesker 
Vores tilgang til at forstå udvikling af identitet som fædre bygger på et socialkonstruktionistisk perspektiv (Harré & Moghaddam 2003). I dette perspektiv forstås faderskab og identitet ikke som noget, der er givet, eller noget, man er eller udvikler blot i kraft af sit biologiske køn. Forældreidentitet og faderskab ses derimod som noget, der kontinuerligt skabes gennem interaktioner med de nærmeste relationer, men også i mødet med jordemødre og sundhedsplejersker og andre, som er med til at forhandle forældreskab. Samtidig er de juridiske og politiske vilkår samt kulturelle idealer og normer også rammesættende for hvilken type identitet, det er muligt at udvikle. Identitet som far er dermed hele tiden til forhandling i alle de møder, der finder sted både i familien, mellem venner og i kontakten med sundhedsvæsenet. Gennem dette perspektiv blev det muligt for os at synliggøre, hvordan sproget er med til at skabe bestemte forståelser af faderskab og at den måde, som vi taler om dette på, betyder noget for menneskers muligheder for at forstå sig selv og forme sin egen identitet.

Plads til forandring 
Med afsæt i vores speciale vil vi vove den påstand, at der er mulige negative konsekvenser for nye familier, hvis ikke praksis i sundhedsvæsenet i højere grad følger med den udvikling, der er sket i familieliv og forældreroller, hvor begge forældre ser sig selv og hinanden som ligeværdige, vigtige forældre.

Sat på spidsen kan vi konkludere, at det offentlige ikke altid praktiserer ligestilling i deres kommunikation til de kommende forældre, hverken når der indkaldes til undersøgelser eller i de fysiske møder. Dette kan af nogle fædre opleves som en signalværdi om, at de er den sekundære og ikke så vigtige forælder og få dem til at trække sig. Da dette ikke er hensigtsmæssigt hverken for fædrene selv, deres børn eller familien, finder vi, at der bør ses nærmere på hvilke forandringstiltag, der kan sættes i gang.

Nogle forandringsmuligheder kan ligge i det enkelte møde mellem fx jordemoder og parret, hvor faderens behov og betydning i højere grad imødekommes. Her kan mere forskning om mænds udvikling som forældre danne grundlag for et mere solidt vidensgrundlag for disse møder.

Men Sundhedsstyrelsen, regioner og de enkelte hospitaler har også en stor betydning gennem måden, som fædre italesættes på i skriftlige materialer, og hvordan de inviteres med. Sundhedsstyrelsens anbefalinger til indhold og rammer for fx jordemoderkonsultation og fødselsforberedelse har sammen med økonomien ligeledes afgørende betydning for, hvad der er muligt, og hvordan der prioriteres i de konkrete møder mellem forældre og sundhedspersonale.

Andre forandringspotentialer eksisterer i de overordnede strukturer som fx barselregler og familielovgivning, hvor der pt er betydningsfulde forskelle i de nordiske lande. Omfanget af øremærket barsel til fædre er et eksempel herpå.

Alt i alt tyder det på, at familien som et samlet hele kan få gavn af et større fokus på de psykologiske og sociale aspekter af forældreskabet i svangreomsorgen. Ligesom en stærkere familieorienteret tilgang, hvor begge forældre tillægges betydning, i højere grad vil kunne understøtte forældrene som et team, der sammen kan skabe en solid grobund for et familieliv med nære og gode relationer. Ad denne vej vil vi kunne komme nærmere formålet med svangreomsorgen og “Styrke og bistå kvinden og hendes partner/familien under hele forløbet” (Sundhedsstyrelsen 2013, s. 16).

Læs også artiklerne:

"Det er vigtigt, at vi ser dem som par", Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018

"Min mand var vigtigere end jordemoderen", Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018

Far i egen ret, Tidsskrift for Jordemødre nr. 9, 2018

Referencer

  • Bowlby, J. (1994). En sikker base: Tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. Frederiksberg: Det lille Forlag.
  • Center for Børneliv (2016). Sårbare far-barn-relationer. Socialt Udviklingsventer SUS https://www.sus.dk/wp-content/uploads/2017/04/vidensnotat-tgfb.pdf
  • Eydal, G. B. & Rostgaard, T. (edt) (2015). Fatherhood in the Nordic welfare states, comparing care policies and practice. Bristol: Policy Press.
  • Forum for Mænds Sundhed (2017a) Fædre og sundhedsvæsenet. http://www.sundmand.dk/F_og_Sv.17.pdf
  • Forum for Mænds Sundhed (2017b) Fædres sundhed. sundmand.dk/PDF-filer/F%C3%A6dres%20sundhed%20endelig.pdf
  • Harré, R., & Moghaddam, F. (edt.). (2003), The self and others, positioning individuals and groups in personal, political, and cultural contexts. Westport, Conn: Praeger.
  • Hofferth & Goldscheider (2015). Fatherhood. International Encyclopedia of the Social & Behavioral Science, s. 840-843.
  • Høeg, M. L. & Sindberg, N. E. (2017) Fædre og sorg – en socialkonstruktionistisk undersøgelse af fædres muligheder for at blive til som sørgende fædre i mødet med deres omgivelser. 3. semesterprojekt på kandidatuddannelsen i Sundhedsfremme & Sundhedsstrategier og Psykologi, Roskilde Universitet.
  • Johnsen, H., Stenback, P., Halldén, B., Crang Svalenius, E., & Persson, E. (2017). Nordic fathers’ willingness to participate during pregnancy. Journal of Reproductive and Infant Psychology, 35(3), 223-235.
  • Madsen, S. Aa., Lind, D., & Munck, H. (2007). Men’s abilities to reflect their infants’ states of mind. Nordic Psychology, 59(2), 149-163.
  • Reinicke, K (2016) De unge fædre. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
  • Stern, D. (1997). Moderskabskonstellationen: Et helhedssyn på psykoterapi med forældre og små børn. København.: Hans Reitzel
  • Sundhedsstyrelsen (2011): Vejledningen om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge. Sundhedsstyrelsen 2. udg, 1. opslag. Lokaliseret d. 12.2.2018 https://www.sst.dk/da/udgivelser/2011/~/media/6770049FEA8442DA8409E5127ABCAD24.ashx 
  • Sundhedsstyrelsen (2013). Anbefalinger for svangreomsorgen. (2. udgave). København: Komiteen for Sundhedsoplysning, Sundhedsstyrelsen. Lokaliseret d. 12.2.2018 på: https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/~/media/D76304BDB11F48BB
Familier i dag kommer i mange former. I denne artikel er der taget udgangspunkt i kernefamilien med en mor og en far uden, at dette skal forstås normativt, som at det er bedre end noget andet. Det, vi ved fra forskning, er, at børn har brug for trygge, stærke relationer til forældre, uanset køn og familieform.   Nynne Ek Sindberg (øverst) og Mette Louise Høeg er henholdsvis jordemoder og sundhedsplejerske og begge cand. san. i Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier og Psykologi fra Roskilde Universitet. Sammen har de skrevet kandidatspecialet ’Hallo, jeg er altså også med her, ik’ – en socialkonstruktionistisk undersøgelse af mænds muligheder for at blive til som fædre i mødet med sundhedsvæsenet’. Specialets problemformulering: Hvilke diskurser om faderskab privilegeres i sundhedspolicies, og hvordan bidrager disse diskurser til, at subjektpositioner konstrueres og forhandles i mødet mellem mænd, der bliver fædre for første gang, og sundhedsvæsenet? Specialets metode: Specialet “Hallo, jeg er altså også med her, ik’” bygger på forskellige kilder til viden. Vi har lavet en gennemgang af nyeste nordisk forskning om de psykologiske og sociale processer omkring det at blive far og om fædres oplevelse af mødet med sundhedsvæsenet i den forbindelse. Vores primære vidensindsamling var dokumentanalyser samt to gruppeinterviews med henholdsvis vordende og nybagte fædre. Specialet er inspireret af en samfundsvidenskabelig kritisk tradition, og søger at undersøge hvilke forståelser og normer omkring faderskab, der eksisterer og forhandles i mødet mellem kommende fædre og sundhedsvæsenet som institution. Dette gøres gennem et metodisk triangulerende design, med både dokumentanalyse og gruppeinterviews. Herigennem belyses specialets problemstilling ud fra en socialkonstruktionistisk og interaktionistisk grundforståelse af, at det er i samspillet mellem diskurser og sociale praksisser, at nye identiteter dannes. I første trin undersøgte vi, hvilke diskurser om forældreskab, der fremkom i Sundhedsstyrelsens policy-dokumenter. Dernæst hvilke forståelser, der er indlejret i informationspjecer til forældrene før og efter fødslen. I de efterfølgende gruppeinterviews med kommende og nybagte fædre så vi, hvordan de talte sig op imod de forståelser, vi havde fundet i policy- og informationsdokumenter.