Kom og vær med!

Forår er generalforsamlingstid. Derfor har foreningens næstforkvinde Mette Rotesan og jeg i de sidste uger haft fornøjelsen af at deltage i generalforsamlinger i en lind strøm. I kredse, i fagklubber og i vores pensionsselskab.

Det er ganske ofte som at komme til ’fagfællesskabsfamiliefest’.

’Fagfællesskab’ fordi samtalerne, som jeg værdsætter så højt ved at deltage, ofte handler om jordemødres faglige liv. Hvad man brænder for, hvilke valg man har truffet, genkendelige problemstillinger eller sjove episoder som kun jordemødre kan indvies i.

’Familie’, fordi der altid er deltagere, man har studeret med, arbejdet med, været censor for eller studerende hos … og genkendelsen eller påmindelsen om en tidligere del af ens jordemoderliv er ofte sjov og glædelig.

’Fest’ fordi kredsene og klubberne er gode til at skabe en stemning af medlemsfest, folk har taget lidt pænt tøj på og glæder sig til en god og fin aften.

Jeg kan helt generelt pege på mange udfordringer ved at være en lille organisation. Men en af fordelene er så afgjort det fællesskab, vi har ved disse ‘fagfælleskabsfamiliefester’.

Jeg går altid beriget fra arrangementerne. Jeg får nye perspektiver, nye nuancer og tips om noget, vi skal have opmærksomhed på, eller noget vi måske skal bevæge os lidt væk fra. Det skærper mine argumenter, når jeg skal bringe jordemødres dagsordner videre i nationale politiske sammenhæng.

Så mange tak for de gode perspektiver, hyggelige snakke og gode gensyn, jeg har fået den sidste måneds tid!

Og så handler generalforsamlingerne selvfølgelig også om Jordemoderforeningens medlemsdemokrati. Her bliver det så tydeligt, at Jordemoderforeningen ikke er ’dem derovre i København’ eller ’dem inde i sekretariatet’ eller ’Mette og Lis’. Nej, Jordemoderforeningen er også den lokale bestyrelse. Her ser man, at det lokale kan være udgangspunktet for mange værdifulde fællesskaber med bund i, hvor man bor, eller hvilket område man arbejder i. Som gæst bliver jeg bekræftet i, at der er kampe, som bedst konstateres, vurderes, vælges og kæmpes lokalt. Og det er så bekræftende at opleve på generalforsamlingerne, at der er stor respekt for og opbakning til de lokale bestyrelsers kæmpe arbejde og engagement.

So what’s not to like? Hold øje med invitationen, når der næste år igen er generalforsamlinger eller lokale medlemsmøder i nærheden af dig (medlemsmøderne ligger som regel i efteråret). Meld dig til og mød op. Du vil få så meget igen! Og det er også en af de ting, dit medlemskab af Jordemoderforeningen giver dig.