For den unge RUC-studerende, My Stavnsholt, virkede det indlysende logisk at opsøge et privat fødselsforberedelseskursus, eftersom hun ikke følte sig dækket ind af det offentlige tilbud.
– Jeg ønskede nogle praktiske og mentale redskaber, så jeg kunne forberede mig. Lidt ligesom jeg ville gøre til en eksamen. Der ville jeg jo heller ikke drømme om at møde op uforberedt, siger hun.
Hos Smertefri Fødsel fandt My et tilbud, der umiddelbart matchede hendes behov.
– Jeg kunne fuldstændig genkende mig selv i det, de beskrev. Jeg lever meget efter devisen om selv at tage ansvar, lige som mange andre i min generation, og her fik man tre konkrete redskaber, man kunne gå hjem og øve sig på. Nemlig afspændingsøvelser, vejrtrækningsøvelser og en bestemt presseteknik.
– Desuden viste der sig at være en videnskabelig vinkel på hele fødselsprocessen, både den hormonelle og den fysiologiske del. Det tiltalte mig virkelig meget, og efter at have gennemgået kurset, tænkte jeg, at nu kan den fødsel bare komme an!
Fornemmelse af kontrol
My forklarer, at hun via kursusforløbet opnåede en tiltro til, at hendes krop nok skulle klare paragrafferne, når blot hun selv kunne undgå at ‚forkludre‘ den naturlige proces.
– Jeg ville gerne sikre mig, at jeg stadig kunne navigere, når veerne blev slemme, siger hun.
Den fornemmelse af kontrol opnåede hun igennem de daglige øvelser i ugerne op til fødslen, og da My var i 35. uge, havde hun så stor tillid til projektet, at hun besluttede sig for at føde hjemme.
– Jeg var ellers blevet sat til at føde på Rigshospitalet, men jeg tænkte, at jeg jo alligevel skulle have ansvaret for min datter resten af livet, så kunne jeg lige så godt starte med fødslen, siger hun og understreger, at hendes mand, Kasper Vissing, bakkede ideen 100 procent op.
Ved 04-tiden d. 5. december 2012 gik veerne i gang, og My oplevede, at hun fra starten kunne bruge de indøvede teknikker.
– Jeg lå hele natten og trak vejret, som jeg havde lært, og da jordemoderen kom ved 9-tiden, var jeg 10 centimeter åben, fortæller hun.
Med støtte fra Kasper og hjemmefødselsjordemoder Therese Waade Zwinge fødte hun kort efter datteren Karli.
– Det var virkelig en succesoplevelse hele vejen rundt, og kurset hos Smertefri Fødsel var helt klart en forudsætning for, at jeg turde satse på en hjemmefødsel, siger My, der på ingen måde havde forventet en smertefri fødsel, som navnet ellers stiller i udsigt.
– Det er selvfølgelig et provokerende navn, for det gør jo ondt at føde. Det er benhårdt arbejde, men man lærer at tænke, at det her kan du godt. Du kommer ikke til at dø af det. Din krop ved, hvad der skal til, siger hun tilføjer:
– Faktisk ville jeg hellere føde et barn end at gå til tandlæge. Det mener jeg virkelig, selv om det nok også er lidt kontroversielt!