Vi sidder i vagtstuen og spiser. En erfaren kollega kommer ind og siger: “Vi føder snart på stue 3, og når jeg kalder, forventer jeg, at der kommer en af jer ind, ok?”.
Hun ser eftertrykkeligt på os og går tilbage til sin fødende. Vi ser på hinanden, den kliniske jordemodervejleder spørger: “Har I hørt, om der skulle være noget specielt med den fødende, som jeg har misset?” Det har vi ikke.
Kollegaen forklarer senere: “Når jeg har dannet en relation til parret, vil jeg ikke bryde den. Så hvis der opstår noget akut, vil jeg være sikker på, at der kommer andre ind og tager hånd om det. For jeg kan ikke begge dele på samme tid”.
Det går op for mig, at det er en velkendt situation i mit jordemoderliv: I akutte situationer er jeg ikke god til at være empatisk. Og i situationer med nærvær og empati er jeg ikke god til det kølige overblik.
Som jordemoder ved en fødsel bakser man med to meget forskellige biologiske systemer: Omsorgs- og tillidssystemet, der er styret af oxytocin og kamp/flugt-systemet, der er styret af adrenalin.
Oxytocin fremmer empati, samhørighed og sansning af behov. Adrenalin fremmer distance, overblik og handleorienteret problemløsning. Men de to stoffer kan ikke være aktive samtidig, fordi adrenalin hæmmer oxytocin. Og hvis en fødsel udvikler sig til en akut situation, pendler vores nervesystem derfor forvirret rundt i kravet om at være i flere lejre på samme tid. Og der sker præcist det, som min kollega siger: Man kan ikke begge dele på samme tid.
Jeg kan ikke komme i tanke om andre professioner, hvor akut- og relationsarbejde ydes samtidig af den samme person. Jordemoderfaget er særligt på det punkt, fordi vi står med intenst relationsarbejde og livstruende akutsituationer – samtidig.
Hvis vi skal prioritere – og det skal vi – giver det mening at redde liv frem for at yde omsorg. Så må vi slippe det empatiske for at tage hånd om det akutte.
Men oplevelsen af om en fødsel er traumatisk, handler for parret ikke så meget om, hvorvidt fødslen er kompliceret og akut, men derimod i høj grad af, om man mister relationen og bliver psykisk forladt. Der, hvor man er mest bange og udsat, og jordemoderen, som man har knyttet til sig som med en livline, ikke kan yde den psykiske omsorg, man har brug for.
Vi har et ansvar for at hjælpe kvinde, mand og barn sundt gennem fødslen, og vi ser os selv som nogle, der både kan og skal jonglere med disse vidt forskellige systemer på samme tid.
Jeg tror ikke, at jeg og min kollega er ene om at opleve denne jongleren som meget slidsom. Og jeg tror, at vi skal holde op med at prøve at klare det alene – fordi det biologisk ikke er muligt.
Hvis vi vil løfte den fulde opgave ordentligt, må vi af med forestillingen om jordemoderen som den omsorgsfulde solokriger, der kan jonglere med det umulige. Vi skal i stedet være et team af kompetencer, fordele opgaverne, deles om ansvaret og aldrig stå alene, når det brænder på.
I akutte situationer skal en dygtig jordemoder derfor have det skarpe overblik på stuen, mens min ligeså dygtige kollega står forankret i nærværet med kvinden, bevarer tilliden intakt, holder uterus med hånden og sjælen med blikket. Mens hun helhjertet formidler, tilpasset netop denne kvinde, at vi passer på hende, sammen.
Jeg tror, at vi kan blive bedre til at passe på både de fødendes psykiske helbred og på vores livs- og arbejdsevne, hvis vi erkender, at fødsler aktiverer dybt essentielle og forskellige systemer, som er lige væsentlige at tage hånd om, og indser, at vi ikke er solokrigere.