Et vennepar havde aftalt at få barn sammen. De skulle ikke være kærester, hun skulle være solomor og have forældremyndigheden. Han skulle være ”med-far” og var meget med – til konsultationer og fødselsforberedelse, til fødslen og på barselgangen. Han strålede – som alle andre nybagte fædre – mens hans farhjerte åbnede sig på vid gab, og han tog imod sin lille datter.
Efter et par dage blev stemningen i den lille barselstue fortættet. Han var glad og overopmærksom, hun irritabel og afvisende. Efter to dage mente hun, at han forstyrrede hendes samhørighed med pigen, og hun besluttede, at han skulle tage hjem. Hun kunne jo lige så godt komme i gang med sit solomor-liv.
Han sad på gangen og så på sin datter, mens han beredte sig på at tage hjem. Med tårerne trillende ned ad kinderne.
Ovenstående foregik på en Københavnsk barselgang, hvor jeg var på vagt. Vi jordemødre listede rundt om ham, helt uforberedte på, hvordan vi skulle gribe det an, og hvad vi skulle mene om det hele. Hvad var rigtigt og forkert? Tvivlen var i sig selv foruroligende, for hvordan ville vi reagere, hvis nogen prøvede at tvinge en mor væk fra sit nyfødte barn? Og hvorfor var der forskel? Hvad vidste vi egentlig? Vi kunne ikke med faglighed beskrive eller håndtere, hvad der foregik, havde intet sted at skrive det, han var jo ikke engang medindlagt.
Vi opdagede et ukendt territorie…
Faderrollen er under forandring, og jeg tror, at disse forandringer vil kunne spores i mange generationer frem. Mange mænd, der står midt i familiedannelse, er engagerede, modige, kærlige og nysgerrige, mens de forsøger at finde fodfæste i en proces, der fysisk og traditionelt ligger fast forankret i kvindens sfære.
Jeg er stolt over som jordemoder at være med til at præge denne udvikling. I konsultationen kan jeg forsøge også at se på ham, når jeg spørger: Hvordan har jeres barn det? Jeg kan oplære ham i at tage blodtryk og han kaster sig over opgaven med dedikeret omhu. Jeg kan spørge ham om gestationsalderen og om kost og livsstil i hjemmet.
Men selvom jeg ved, at hans engagement er vigtigt for familiedannelsen og den prænatale tilknytning, så må jeg indrømme, at det jeg giver ham, er pseudo-opgaver. De er designet til at aktivere og engagere. Og det er fint. Men hans funktion er tillempet. Han skal engagere sig, men ikke fylde for meget. Er ønsket, men ikke på egne præmisser. Bør tage ansvar, men ikke stille krav.
Når en nybagt familie lander på barselgangen, naturligt rystede og hudløse i deres nyfødthed, er det kvinden og barnet, vores omsorg og vejledning rettes imod. Nogle steder kan manden ikke overnatte med sin familie, men må sove i en lænestol eller tage hjem. Andre steder henvises han til en slidt sovesofa med vinylbetræk, som han selv skal rede op, mens kvinden puttes i den bløde hospitalsseng med glatte lagener. Han skal helst holde sig vågen, mens vi giver ammevejledning i en fortrolig boble ved kvinden. Han er ikke formelt indlagt, han er der bare, som et vedhæng. Og han bliver set skævt til, hvis han fylder for meget med sin ”mandehørm” ude i opholdsstuen.
Vi ved rigtig meget om at være en gravid, fødende og barslende kvinde, men meget lidt om at blive født som far. Hvordan det føles at være gravid udelukkende i psyken, at deltage ved siden af fødslen af sit barn, at tage imod sit barn i et nybagt faderhjerte. Vores viden er så spæd, at vi end ikke har ord eller begreber at tale med. Den gravide, fødende eller barslende er pr. definition en kvinde, fordi ordene henviser til den fysiologiske proces. Men hvad kalder vi den mand, som emotionelt, psykologisk og socialt også står midt i processen?
Den paternelle familiedannelse er nyt land for os at betræde. Og jeg vil glæde mig til vandringen. Er der nogen, der vil med?