Fødslen er for de fleste en livsforandrende begivenhed. Det er en begivenhed, der kan anskues fra mange vinkler og i flere kontekster. Ofte ser vi den i den biomedicinske sammenhæng, tit også i den kulturelle sammenhæng og ikke at forglemme så bestemt også i den politiske sammenhæng.
For nyligt har der i medierne været sat spørgsmålstegn ved vores (lægers og jordemødres) forståelse af evidensgraden for at anbefale den vaginale fødsel frem for det elektive sectio.
Den diskussion er så rigeligt aktiv i sig selv.
Jeg synes, det er interessant, at der på den måde virkelig stilles spørgsmålstegn ved noget, som vi som fagpersoner egentlig mener og oplever, at vi kan forklare, begrunde og anbefale med baggrund i evidens. For en gangs skyld er vi faktisk også enige i lægegruppen og jordemodergruppen (i hvert fald på DSOG og Jordemoderforenings- niveau).
Der er også på det kulturelle plan i Danmark en overordnet konsensus om værdien af den vaginale fødsel. Det er almindeligt og alment anerkendt, at kvinder i Danmark i udgangspunktet føder deres børn vaginalt.
Derudover er der politisk konsensus om, at fødslen er en naturlig livsproces. Vi tilbyder behandlinger, hvis der i forbindelse med fødslen opstår sygdomme eller livstruende tilstande. Det vil sige, at man ikke har lovmæssigt krav på den ene eller anden behandling – fx. sectio eller igangsættelse – med mindre, der er medicinsk indikation og dermed lægefaglig anbefaling. Man har ret til ordentlige informationer samt til at takke nej til behandlingen og at få tilbudt et alternativ. Så burde der jo ikke være mere at snakke om, vel?
Det er der så alligevel. Der sker nemlig nye ting i sundhedsvæsenet og den offentlige debat. Patienters stemme forventes at blive hørt i højere grad. Vi bevæger os mod “patienten i centrum”, “på patientens præmisser” og “fælles beslutningstagen».
Alt sammen initiativer, som vi er mange jordemødre – og kvinder, der har sukket efter. Vi har drømt om og håbet på, at langt flere kvinder ville forholde sig personligt, engageret og måske endda gerne kritisk til de behandlinger, vi tilbyder inden for svangreomsorgen. Særligt i forbindelse med fødslen.
Der er masser af undersøgelser, der viser, at patienter – herunder fødende kvinder – i lav grad føler sig inddraget i beslutninger om egen behandling. Der er også en del undersøgelser, der viser, at patienter i højere grad fravælger behandlinger, hvis man rent faktisk lykkes med at sætte patienten i centrum, begynder at interessere sig for den enkeltes livsverden og indfører “fælles beslutningstagen”.
Samtidig tilhører den næste generation af fødende (og yngre jordemødre!) Z-generationen. De er vokset op med støtte, dialog og medbestemmelse som en naturlig del af deres opdragelse. Samtidig er de højtuddannede og lærenemme. De kaldes også “Har jeg lyst – så har jeg lov”-generationen.
Det kan kun blive spændende med disse kvinder! Det bliver også vildt. Jeg vil som jordemoder, kvinde og borger i samfundet tage imod denne generation med kyshånd. Jeg har store forventninger til, hvordan de vil udfordre vores viden, evidensbegreber og vores vaner i svangreomsorgen.
Jeg tror, vi vil opleve, at mange kvinder fremadrettet vil få tilrettelagt langt mere individuelle behandlinger og forløb i forbindelse med deres fødsler. Meget af dette vil vi byde velkomment og knuselske.
Men vi vil også blive udfordret. Vores intentioner om bedste behandlinger vil der blive stillet spørgsmålstegn ved. Evidensbegrebet vil være til diskussion. Der kan komme andre kulturelle normer og måske endda nye politiske bestemmelser i forhold til patienters retsstilling. Det er os – fagpersonerne – der skal lære at diskutere og kommunikere på helt nye måder.
Jeg tror, vi må tage det sure med det søde. Vi kommer ikke kun til at møde valg og fravalg af behandlinger inden for svangreomsorgen og fødslerne, som vi kan lide.
Det hjælper ikke at overhælde kvinderne i Z-generationen med endnu mere information fra samme skuffe med udgangspunkt i samme biomedicinske, kulturelle og politiske forståelse, som vi har dyrket i årtier. Uagtet at jeg personligt synes evidensen er stærk, kulturen i Danmark er god, og at vi har fat i den helt rigtige retning politisk set, når vi anbefaler den vaginale fødsel for alle raske kvinder.
Jeg er ærgerlig over at følge debatten på Facebook og i medierne, hvor jeg oplever tendens til at patronisere de kvinder, der stiller spørgsmålstegn ved jordemødres og lægers anbefalinger for den vaginale fødsel.
Lad os i stedet vælge at lytte og lære. Vi har så meget at vinde ved at tage udgangspunkt i den enkelte kvindes livsverden. Vi bør være i stand til at bevare vores faglige ståsteder med åbenhed for dem, der ser det i et helt andet lys.
Hver eneste kvinde kender sin egen krop og livsverden allerbedst. Vi jordemødre kan blive verdensmestre i at lære kvinderne at kende og folde beslutninger om lige netop deres fødselsforløb ud i fællesskab med dem.
Det kræver mod, men jeg kender ingen, der er mere modige end kvinder og jordemødre!