Ann-Birgitte Havelund Nielsen er afdelingsjordemoder på fødeafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Hun opfordrer kvinderne til at kræve mere indflydelse på egen behandling og jordemødrene til være mere opmærksomme på, hvordan vi taler med kvinderne og parrene. |
Klummen skrives på skift af Sisse Hulsbæk, Ann-Birgitte Havelund Nielsen, Karin Jangaard og Anne-Sofie Nørager. Gæsteskribenter kan også forekomme.
For et stykke tid siden var jeg med til en nær slægtnings fødselsforløb.
Jeg var for en gangs skyld sat lidt fri af systemet og var sammen med den fødende og hendes mand i alle timerne op til, under og efter fødslen. Og det gav stof til eftertanke.
Den gravide var nået uge 41+5 og var noget i tvivl, om hun ville sættes i gang. Hun blev informeret om, at hun kunne vælge en hindeløsning istedet for og så komme til igangsættelse uge 42+0. “Men du kan for eksempel ikke komme igen i morgen”, lød beskeden.
Der blev ikke spurgt ind til bekymringerne, overvejelserne eller årsagerne til, at hun var i tvivl… Der var ingen samtale om, hvorfor anbefalingerne er, som de er, hvilke risici der er ved det ene eller det andet… På intet tidspunkt foregik der en fælles beslutningstagen end ikke, hvad man ville kunne kalde et informeret valg.
Fødslen blev sat i gang med en velkendt tabletbehandling. Behandlingen virkede og der kom veer. På et tidspunkt blev det relevant at lave hindesprængning, men det var ikke muligt, da man manglede ledige jordemødre og frie stuer. Parret blev informeret om, at de gerne måtte køre til et andet hospital i samme region, hvor de havde ledige jordemødre og stuer. “I kan jo lige tænke lidt over det”, sagde jordemoderen og gik fra stuen.
Parret var desillusionerede, rådvilde og mistede håbet lidt der. Uoverskueligt at skulle køre afsted – uoverskueligt ikke at køre afsted.
Nogen holdt alligevel hånden over den fødende og en halv time senere kom jordemoderen og sagde, at der var en, der lige havde født med nogen og en stue, der bare lige skulle gøres klar! Hindesprængning blev gjort, og der kom god progression i fødslen.
Vi fik en dejlig jordemoder, der diskret fik afsluttet det forløb, hun lige var kommet fra, samtidig med at hun var årvågen og tilstede ved “vores” fødsel.
Nu var en snarlig forløsning på vej. Den fødende arbejdede nu hårdt – CTG’en viste, at den lille baby nok også arbejdede hårdt. Pludselig stod en anden jordemoder i døren, som nu var helt åben ud til gangen: “Jeg skal bare lige høre, hvordan det går her. Vi har nemlig allerede to sectioer, der venter”… “Jamen, vi føder her lige om lidt…” og den forstyrrende jordemoder forsvandt.
Der kom et dejligt og frisk barn. Moderen blødte ikke noget særligt, og kort tid efter sad hun og ammede.
Den nye vagthavende jordemoder kom: “I skal nok regne med at komme lidt hurtigt hjem, der er nemlig lidt travlt i dag”. Det var helt fint. Vi kom hurtigt hjem. Dejligt at lande i sofaen. Glad mor og far – dejlig baby. God oplevelse.
Men er det godt nok?
For nyligt stødte jeg på ordet “Industri-fødsel”. En kvinde skrev på Facebook om et ønske om hjemmefødsel, som måske alligevel ikke kunne blive til noget. “Så må jeg vel tage en “Industri-fødsel” denne gang”, skrev hun.
Ja, måske er det det, vi tilbyder. Industri-fødsler. Når vi ikke bruger tid på at tale ordentligt med kvinderne om de valg, de skal tage.
Når der ikke er fleksibilitet i de valg, de gravide kan tage.
Når vi ikke har tid til at gøre det ene forløb færdigt, før vi skal tage os af det næste.
Når vi ikke undgår unødige forstyrrelser på stuerne.
Når vi ikke kan sende folk roligt ud af døren.
Meget af det skyldes, de vilkår og rammer vi har. Men vi er som fagpersoner også selv ansvarlige for en del. Og nogle ting kan kvinderne forene sig om at kræve forbedringer på.
Vi har som jordemødre ansvaret for at bruge tid på samtalerne og informationen. Vi er også dygtige til det.
Jordemødre bør insistere på fleksible løsninger for den enkelte fødende. Det er vores spidskompetence.
Vi kan som jordemødre ikke tillade forstyrrelser på stuerne og skal ikke sætte fokus på manglende tid og travlhed i samværet med kvinderne. Det kommer faktisk ikke kvinderne og deres fødsel ved. Tid og ro er vores kerneopgave.
Men vi har også brug for at kvinderne forsamler sig i en rigtig stærk patientforening i stedet for at lade det blive ved Facebook-fællesskaber.
I fællesskab kan og bør kvinderne kræve ordentlige fødsler på hospitalerne med god tid til hver eneste fødende, masser af information og mangfoldighed i individuelle løsninger for netop deres forløb. Vi skal alt for ofte rumme (for) mange fødende på en gang og arbejder (ofte) med udgangspunkt i regler, rutiner og retningslinjer.
Det er vigtigt, at kvinderne forener sig og arbejder på at bevare hjemmefødslen som rettighed for dem, der har lyst og mod på det og hvor unødvendige forstyrrelser fra systemet ikke eksisterer.
Ligeledes håber jeg, kvinderne vil lægge pres på politiske løsninger, der sikrer tilbud om kendt jordemoderordninger, hvor jordemoderen har fokus på relationen til den enkelte og lige netop hendes fødsel.
Jeg fik mig et særligt indblik, som jeg ikke vil glemme. Den dag stod jeg på den anden side og kiggede ind. Det har endnu engang bekræftet mig i, at vi hver dag skal gøre vores ypperste for at hver eneste fødsel forbliver unik. Det har alle kvinder fortjent.