| Ann-Birgitte Havelund Nielsen er vicechefjordemoder på fødegangen på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Klummen skrives på skift af Sisse Hulsbæk, Ann-Birgitte Havelund Nielsen, Karin Jangaard og Anne-Sofie Nørager. Gæsteskribenter kan også forekomme. |
Okay, så tænkte jeg lige lidt over det der med nattevagter. Som vicechefjordemoder er det nu snart fire år siden, at jeg sidst havde nattevagt. Tro det eller lad være – jeg savner ofte et liv med skiftende arbejdstider, variation og hverdagsfri. Nogle jordemødre ville ønske sig, at de kunne arbejde i fast flow mandag til fredag og kun i dagstid. Men de skiftende vagter og et varierende fritidsliv passede bare rigtigt godt til mig. Dog, jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig glemmer, hvordan et liv med nattevagter også er.
En af mine sidste nattevagter havde jeg på min fødselsdag – og det gjorde ligesom det der jordemoderliv med nattevagter helt klart for mig. Og hvorfor var det, at den vagt faktisk spolerede min barnlige fødselsdagsglæde lidt?
Det er jo på en måde magisk at arbejde om natten. Cykle afsted, når alle andre er på vej i seng – eller på vej til fest.
Der er så utroligt dejligt stille på gangen. Ingen chefer, der farer forbi i hast mod møder. Ingen sekretærer, der ordner. Ikke andre end dem, der skal føde, og os der skal tage imod. Ligeledes er der noget helt særligt ved at være sammen med sine kollegaer på et tidspunkt, hvor man burde sove. Vi er ligesom endnu sødere ved hinanden. Hjælper til at alle kan få en powernap de få gange, det er muligt. Som regel har nogen en langtidshævet dej med og vi bager boller kl. 2. Vi ser solen stå op og hører fuglene vågne. Vi er sammen med mennesker i deres vildeste nat nogensinde. Vi ser nyfødte møde livet i nattens mulm og mørke. Fantastisk!
Men nattevagter er også panik. Panik over at skulle få sovet. Der skal soves i løbet af dagen, inden man skal møde. Det bruger man så de første år som jordemoder til at finde ud af. Er det om formiddagen? Lige inden vagten? For mig var det altid bedst lige efter en løbetur om formiddagen.
Inden vagten har jeg altid haft et moment af tristhed. Alene af den grund, at jeg ikke skulle sove i min seng den nat. Jeg tvang min mand til aldrig at gå i seng, før jeg cyklede afsted. Ellers blev det så ensomt. At sidde der i den mørke stue og høre børnenes snorken og vide at lige om lidt skal jeg levere en hel nats omsorg.
Nattevagter er også en følelse af at spise morgenmad døgnet rundt. Der er ligesom ikke rigtigt andet, der gør godt i maven i de dage. A38 var min trøst. Og Cola. Og masser af kaffe. Lige indtil halsbranden gav mig max dårlig ånde og syren stod i munden, hvis jeg bukkede mig ned. Men vi har også alle vores regler. Nogen spiser aldrig om natten. Nogen spiser kun rigtigt mad – sovs og kartofler. Nogen drikker ingenting. Personligt var min egen regel: ikke for meget mad, kun lidt vand og sidste kop kaffe klokken. 6.
Der er som regel krise ved 4-tiden. Det er der, man finder sig selv lidt rastløs. Man går meget rundt. Tygger tyggegummi. Kigger på klokken hvert tiende minut. Krisen er som regel ovre klokken 5. Så er der to timer tilbage. Det er her, vi tit snakkede om, hvem der kommer igen næste nat. Hvem der er gode til at sove om dagen. Hvem der tager ekstra melatonin. Hvem der har brug for sovetabletter. Hvornår man vågner og skal op og tisse eller bare ikke kan sove. Om det er godt eller dårligt vejr at sove i – her er regnvejr i høj kurs!
Jeg har altid følt mig vågen og klar i nattetimerne. Klar til hvad der måtte komme af faglige udfordringer. Jeg ved, at vi yder lige så godt om natten. Er lige så skarpe, som vi er i dagtiden. Lige så omsorgsfulde – om end vi måske er lidt mere fåmælte.
Og så kommer dagens vagthold og møder friske ind. De trækker gardinerne fra og åbner vinduet. Lufter natten ud. De dufter af shampoo og tandpasta. Man har selv taget sit sidste stykke tyggegummi. Gajolpakken er tom. Tænderne trænger til tandbørsten. Jeg mindes at hoppe på cyklen og forbande, at jeg glemte at tage mine kompressionsstrømper på inden vagten. Benene er tykke og hævede. Turen hjem går langsomt. Jeg husker ømheden i kroppen, når hovedet lander på puden og mit håb om at sove længe – igen melder søvnpanikken sig. Jeg skal jo være klar til næste nat!
Jeg ved, hvordan det føles. At vågne efter tre timer og bare ikke kunne sove mere. Jeg tænker glad på svigermor, der syede et hold mørklægningsgardiner mere. Med to lag kan man næsten lukke solen ude. Matheden resten af dagen. Ikke at kunne klare hvis børnene råbte for meget eller spurgte om komplicerede ting. Selv om de bare er almindelige børn. Men man er træt. Og får halvfabrikatmad den dag. Og gider ikke engang rigtigt tale med sin mand – med nogen.
Selvom vi hygger os om natten og har verdens bedste job, så er det en evig udfordring for os selv og vores familie, hvad nattevagterne gør ved vores krop og sind og samvær med familien.
Måske derfor var jeg ikke så barnligt glad for min fødselsdag det år efter den nattevagt. Her er regnvejr i høj kurs!